Bettina, distributør i Vejle

Jeg er sælgerrepræsentant i Sønderjylland og daglig leder af Vejle Herberg, som også er distributør af HusForbi. Jeg er en lidt atypisk sælgerrepræsentant, fordi jeg ikke er sælger. Som distributør sælger jeg aviserne til sælgerne. Jeg snakker med dem dagligt, og de kan komme til mig med problemer. Vi har i øjeblikket ikke nogle sælgere, som har mod på at varetage opgaven, og det fungerer fint for både mig og for sælgerne, at jeg har den dobbeltrolle.

Jeg synes, at det er en fordel for mig ikke at være sælger, da jeg ikke kan have nogle interesser i klemme, når jeg løser konflikter mellem sælgerne. De kan ikke mistænke mig for at pleje mine egne interesser, når jeg siger noget til dem. Det er vigtigt for mig, at en sælgerrepræsentant står sammen med alle sælgere og ikke gør forskel på folk. Jeg forsøger at skabe fælleskab mellem sælgerne ved for eksempel at lave en madaften, hvor de kan mødes og snakke.

Det er vigtigt for mig at vise dem noget omsorg og næstekærlighed. Der skal ikke så meget til. De ringer ofte til mig, hvis de skal have hjælp, og så gør jeg, hvad jeg kan. For eksempel åbner jeg herberget på dage, hvor det ellers er lukket for at sælge aviser til dem, hvis de er helt på den. Jeg har selv været målgruppen, så jeg ved hvor hårdt det kan være.

Som sælgerrepræsentant har jeg talt med flere butiksejere for at finde ud af, om sælgerne må stå ved deres butik. En god oplevelse var, da jeg løste en konflikt med en butik i Middelfart, hvor der var problemer mellem sælgere og butikken. Chefen havde selv forsøgt at snakke med sælgerne, hvilket ikke var gået så godt, så han ville ikke have dem dernede. Jeg kontaktede ham, og vi fandt frem til en løsning, hvor sælgerne kan stå der hver anden måned, så der også er plads til de andre, som også skal være uden for butikken.