John, ID 338

John, sælgernummer 338

Jeg har været HusForbi sælger i 5 eller 6 år. De sidste 5 år har jeg også været sælgerrepræsentant. Jeg dækker Danmarks største område – Vestjylland. Det er helt fra Jammerbugten til Esbjerg.

Det betyder utroligt meget for mig at være sælgerrepræsentant. Man lærer sælgerne i sit område godt at kende, og der opbygges venskaber. Jeg har været drønhamrende heldig at have nogle sælgere, som forstår den hjælp, jeg har ydet dem. Fra jeg startede som sælger, har jeg været klar over, at det er svært at komme i gang som HusForbi sælger. Så da jeg blev sælgerrepræsentant besluttede jeg mig for at lave en slags startpakke til nye sælgere. De skulle have en kasket og en taske og så forærede jeg dem 25 aviser ud af de 100, som jeg får for at være sælgerrepræsentant. Med den besked at alt hvad de fik ind af indtægter på de 25 aviser, skulle de købe nye aviser for. Så mange af mine nye sælgere er blevet hængende. Det vigtige for mig er kontakten til sælgerne og at kunne hjælpe dem.

En af de bedste oplevelser jeg har haft som sælgerrepræsentant er en god ven, som jeg har hjulpet til at blive sælger. Han var meget skeptisk omkring HusForbi, da jeg lærte ham at kende, men jeg tog ham med til et musikarrangement, hvor jeg skulle sælge aviser. Til arrangementet røg jeg i en diskussion med én person, og der vendte min ven rundt på en tallerken og forsvarede mig. 14 dage senere kom han selv og spurgte om, han kunne blive sælger. Her for en måned siden kom han så og gav mig et knus og sagde: John, jeg var sgu nok lidt kontrær i starten, men hold kæft hvor er jeg glad for at sælge HusForbi. Før var han indelukket, i dag har han fået et liv.