Dennis P. Knudsen sælger 508

hus forbi-sælger Dennis Patrick Knudsen var med fra starten. Både i Hjemløsehuset, Hus Forbi og Ombold. Fodboldkarrieren varede cirka en halv time, så tog han de nye gummisko og forsvandt for altid. Dagen efter brokkede han sig over, at skoene var væk. Rygterne siger, at han solgte dem for at få stoffer. Men han var en trofast fan af hjemløselandsholdet – og FCK. Han søgte gaden allerede i 13-årsalderen og holdt til blandt gadedrengene i København. Siden kom han på kostskole, men han returnerede til gaden, og han er nok en af de hjemløse, der har levet længst på gaden i København.

Dennis var kaotisk. Han søgte mange fællesskaber, men det var svært for ham at slå rod. Hjemløsehuset og Hus Forbi blev de faste holdepunkter i hans tilværelse. Dennis blev født på grundlovsdag, og billedet af ham i Hus Forbis kalender blev taget til et grundlovsarrangement for hjemløse i 2013 på Dennis’ 50-års fødselsdag. Dette foto blev taget på hans sidste aften, hvor han mødte fotograf Mette Kramer Kristensen på Strøget. Han var i godt humør, og det er ham vel undt, at han efter et liv med så mange dårlige dage fik en god dag som afslutning.

Æret være han minde.

Hus Forbi