Holger E. Henriksen

Mindeord 

Holger E. Henriksen  Hus Forbi’s legendariske fotograf  Holger E. Henriksen er desværre ikke blandt os mere. Holger døde  74 år gammel, efter længere tids sygdom og er dybt savnet af gadens folk, kolleger, venner og familie. Han har gennem årene været en meget væsentlig del af Hus Forbi’s sjæl og fundament. Holger var en fremragende hjemløsefotograf, der på sin helt egen måde har været pioner i processen med at sætte fokus på hjemløses vilkår – på godt og ondt. I en årrække har Holger virket som næstformand for Hus Forbi, valgt direkte som sælgernes repræsentant i bestyrelsen. Lige til det sidste deltog han aktivt i styringen af Hus Forbi, hvor der næsten dagligt var kontakt med ham. Han har lagt billeder til den berømmede billedbog om hjemløses liv på gaden, “Gadens Konger”, i tæt samarbejde med Sand – de hjemløses landsorganisation. Holger havde en helt særlig måde at omgås de hjemløse på – eller “Rødderne” som han kaldte dem.  Når Holger var på fotoopgave for Hus Forbi, var han i stand til at få samtlige hjemløse eller skæve eksistenser til at løfte sig i hans nærvær. Når Holger mødte en hjemløs så udbrød han som regel med den største hjertevarme  ” HEJ MIN DEJLGE DRENG…..”