Hans Henrik Jensen har fundet et uundværligt sammenhold i Hus Forbi.
Avisen er et frirum og en bekræftelse i, at der er et hellested til dem, som ikke er ligesom de rige og fine folk, der er i fjernsynet. Blandt de andre sælgere bliver man anerkendt som den, man er.
I begyndelsen overnattede han hos venner og bekendte, men til sidst følte han sig påtrængende. I de første år havde han stadig sit arbejde som arbejdsmand for en elektriker men måtte også opgive det, da han fik en arbejdsskade i to fingre.
Der gik otte år, før han igen fik sin egen lejlighed i Vanløse. I årenes løb har han sovet overalt – fra stationer og herberger i København til et telt i Klampenborg.
Hen ad vejen opdagede han Hus Forbi. Det var ikke kun en levemåde men et fællesskab, der hjalp hinanden med alt.
– Det er sammenholdet, og det kan ikke beskrives. Når jeg tænker tilbage har det sgu været vildt og skidesjovt. Man anerkender hinanden.
Skaffer øl og skiftes til at have penge. Det er ikke fordi, bistandskontoret render i røven på én, så det er godt at have nogen, man holder sammen med.
– Jeg har ikke noget fast sted. Men jeg har stået ved Frederiksberg Centret, fordi der er hyggeligt. Jeg har også været på Møn, og det vil jeg igen til sommer.
– Som Hus Forbi-sælger skal du kunne passe på hunde, barnevogne med indhold og indkøbsposer. Så har vi en længere eller kortere samtale.
Det er hyggeligt, jeg er også blevet inviteret hjem af én. Men hun så sgu for godt ud. Så jeg sagde nej. Jeg vil ikke have folk for tæt på. Det har jeg mistet for mange til.
– Jeg har ikke noget fast sted. Men jeg har stået ved Frederiksberg Centret, fordi der er hyggeligt. Jeg har også været på Møn, og det vil jeg igen til sommer.
– Hus Forbi hjælper folk til at tjene lidt ekstra penge. Samtidig er det vigtigt at vise virkeligheden blandt hjemløse og dårligt stillede folk. Åbner du fjernsynet, kan du kun se alle de rige og fine folk. Man brækker sig over det. Hele vores system er latterligt og fyldt med krav, men her kan vi være os selv.
Der er ingen, der kommer og siger, hvad vi skal gøre. Det er et frirum. Selvfølgelig er der visse regler, men der er ikke nogen, der kommanderer.