Linda har altid kæmpet med at tackle angsten for fremmede mennesker. Hus Forbi giver hende modet til at møde andre og lyst til at fortælle om det at være hjemløs og socialt udsat.
Hun synes i begyndelsen, det er flovt at skulle sælge avisen, men vænner sig til det, og finder ud af, at hun bliver glad for at komme ud og snakke med andre mennesker og fortælle hendes historie.
Linda har haft en hård barndom med en mor, der ikke ville kendes ved hende og en voldelig stedfar. Moren ville kun have hende hjemme pga. børnepengene, og hun måtte lave mad, gøre rent og tage sig af sine mindre søskende, når moren og stedfaren gik på druktur. Som 17-årig fik hun nok, og tog hjem til sin farmor, hvor hun tidligere havde boet og haft det som blommen i et æg.
Mest for at komme ud og møde andre mennesker, for der er mange, der spørger til én. At snakke med dem. Og komme ud med vore produkt – avisen. For vi har et produkt, vi skal sælge, og kunderne bliver glade, og vi fortæller, hvordan hjemløse har det. Det hjælper os, der har med Hus Forbi at gøre, og dem der har det svært og ikke har noget sted at være.
Der er mange, der kan gå forbi og tænke… ja hvad tænker de? Vil de støtte mig eller ej? Så er der mange, der kommer og giver en tyver og ikke tager avisen. Så får man en lille snak med kunden. Det er det fedeste. Og så er der død-tidspunkter, hvor der ikke kommer nogen. Det er ligesom at fiske! Man fanger ikke noget, og pludselig er der bid igen. Sådan er det også med avissalg.
Hvis jeg en dag kommer og er i dårligt humør, så kommer Jimmy ind og er i godt humør. De kan mærke på mig, når jeg har det dårligt, og så giver de et kram, og det er dejligt. Det er en af de gode ting ved Hus Forbi. Man har det ikke godt, og så kommer de over og tager en snak med en. Jeg er glad for Hus Forbi. De gør et godt stykke arbejde for os Hus Forbi sælgere.
Hvis ikke jeg havde angst og depression, så kunne jeg godt tænke mig mange ting. Jeg elsker dyr, så noget med dyr at gøre. En lille landbrugsejendom ude på landet. Nu er jeg blevet førtidspensionist. Jeg kunne godt tænke mig et sted, hvor jeg kunne falde til ro. Det er min drøm – et lille landsted, og være der resten af mit liv. Og så få min datter hjem og bo, hvis hun ville. Hun er 16.