Stonys liv ændrede sig for evigt, da han fandt en plasticpose med nogle Hus Forbi-aviser på gaden. Han har fundet noget i mødet med sine kunder, som han altid har savnet. De taler om alt og forstår hinanden. En uundværlig ting i mange år på gaden.
I ’71 røg Steen meget hash og fik navnet Stony af sine venner.
Dengang han flyttede på gaden første gang, boede han med en pige og et barn. Men hun kunne ikke få børnepenge fra kommunen, hvis han var der. Så Stony flyttede ud i et telt i skoven.
Han vænnede sig til at bo udenfor og sov i gamle fabrikker og under trapper i Aarhus. Han kunne bedst lide at sove med de lokale grønlændere på nedlagte fabrikker. Så tog de dynerne fra det gamle kommunehospital, når de lå på den sliske, der gik ned til renseriet.
Stony og de andre plejede at ligge og holde fast i hinanden ovenpå en dørplade på to ølkasser. Der lå de og sov i ned til minus 14 grader.