Fanget i systemet

Nok er nok

Hus Forbi-sælger Pernille Simiglai er frataget sin kontanthjælp, fordi hun ifølge jobcenteret ikke står til rådighed. Det kan jeg ikke som hjemløs, forklarer hun.

27-årige Pernille Simiglai føler sig anbragt i systemets gabestok. På niende måned er hendes kontanthjælp skåret ned til nul kroner. Jobcen- teret siger, at Pernille ikke møder op, og at hun derfor ikke står til rådighed for et job på arbejdsmarkedet.
– Gabestokken er et symbol på at være fanget i systemet. Sådan føler jeg mig. Men det vil jeg ikke finde mig i, siger Pernille, som også skal optræde i gabestokken på årets Folkemøde på Bornholm.
Hun synes, Hus Forbis initiativ er ’fedt og provokerende’. Men hver- dagen er knap så fed. I nat har Pernille sovet hos en kammerat.
Hvor skal du så sove i nat?
– Det ved jeg ikke endnu. Måske på en natcafé, hvis det begynder at regne igen.
Hendes 600 siders omfattende sagsforløb i Københavns Kommunes jobcenter på Gl. Køge Landevej er én lang smøre om, at hun ikke møder op til samtaler og derfor bliver trukket i kontanthjælp. Der er tale om en såkaldt negativ hændelse, hvor Pernille er udeblevet fra en ’beskæftigelsesfremmende foranstaltning’.

Fire diagnoser

Pernilles fravær skyldes ikke mindst hendes fire diagnoser: posttrau- matisk stressforstyrrelse, ADHD, paranoid skizofreni og en ’personlig- hedsforstyrrelse med uheldige aggressioner’.
– Jeg har haft en lidt uheldig barndom og været hjemløs, siden jeg var 13. I dag har jeg det fint, men i går skulle du ikke være kommet i nærheden af mig, smiler hun.
Pernille er udmærket klar over, at temperamentet kan koge over. En dag fortalte hun en kvinde bag en skranke på jobcenteret, at kvinden ville ’se godt ud med en bombe under parykken’:
– Det kunne jo nok godt opfattes som en trussel. Jeg kaldte hende vist også for en inkompetent møgso. Det var ikke så pænt at sige, for det var ikke hendes skyld, at jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Jeg fik råbt og skreget lidt ad dem alle og blev til sidst fulgt ud af en vagt.
– Hvis jeg føler mig nedladende behandlet, kan jeg godt blive lidt indebrændt og sige ting, som jeg ikke mener, når jeg er faldet ned igen. Jeg ved godt, at jeg ikke er den nemmeste at arbejde sammen med. Temperamentet klikker, når jeg føler mig presset oppe i hjernen. På den anden side burde jobcenteret også vide, at de arbejder med pressede mennesker, siger Pernille.

Skulle møde op hver dag

For ni måneder siden krævede jobcenteret så, at Pernille underka- stede sig såkaldt skærpet rådighed og mødte op hver eneste hverdag klokken ni for at deltage i en ’aktivitet’.
Aktiviteten består i at møde op. Hver gang hun udebliver, bliver hun trukket 400 kroner i kontanthjælp. Forklaringen lyder:
’Vi vurderer, at en sanktion for
din manglende deltagelse vil være med til at motivere dig til at deltage i samtaler, og at en sanktion dermed
vil være med til at øge din mødestabi- litet fremover.’
Pernille siger om det hele i en telefonsamtale med en medarbejder på jobcenteret, at de ’alle burde blive skudt’.

Jeg bliver røvrendt

– Jeg kan ikke møde hver dag på jobcenteret, når jeg er hjemløs og flakker sådan omkring.
En gadeplansmedarbejder fra Hjemløseenheden kontakter jobcen- teret og forklarer, at Pernille er for psykisk syg til at møde, og at hendes økonomiske situation bliver ’svært påvirket’. Hun orker ikke selv at ringe, fordi det tager for lang tid at komme igennem.
Temperamentet klikker, når jeg føler mig presset oppe i hjernen. På den anden side burde jobcenteret også vide, at de arbejder med pressede mennesker

Jobcenteret medgiver, at Pernille har sociale udfordringer, fordi hun er hjemløs. Men:
’Vi vurderer dog, at dine hjemløseudfordringer ikke forhindrer dig i at deltage i en samtale med jobcenteret, da du har oplyst, at årsagen til din manglende deltagelse var, fordi du ikke havde set og læst din digitale post.’
– Jeg føler mig ikke motiveret, men direkte røvrendt, siger Pernille.