arrow-left-primary Tilbage

På TikTok bestemmer vi selv

De fleste kender TikTok. Appen, der kan få tre timer til at føles som ti minutter. Her kan du møde fitness- og livsstilsinfluencere, men også udsatte og hjemløse, der deler ud af deres liv. Vi har talt med nogle af dem. 

tekst: Emma Rasmussen
foto: Astrid Dalum
illustrationer: Emma Rasmussen

Vores ærlighed er en fordel

Venneparret Nat og Dima er hjemløse influencers, som på TikTok- og YouTube-profilen @DimaAndNat deler deres hverdag som hjemløse. Her fortæller de om steder, de overnatter, hvordan man overlever vinteren og viser den mad, de laver. 

– Skal jeg kigge på dig eller på dem?  

36-årige Natalia, bedre kendt som Nat, holder telefonen ud i strakt arm. Hendes ansigt spejler sig i frontkameraet i en TikTok-live, hvor videoen sendes direkte ud til andre brugere på TikTok. Lige nu ser to følgere med. Smilerynkerne omkring Nats øjne bliver dybere i det orange lys fra teltdugen. Solens stråler trænger forsigtigt gennem trækronerne omkring teltet. Udenfor knaser bladene under poterne på den lille hvide chihuahua Chika. 

– Hej TikTok. I dag er vi live sammen med Hus Forbi for at svare på spørgsmål, siger Nat. Ved siden af ligger 49-årige Dima med telefonen i hånden og scroller, mens Nat fortæller videre. 

– Jeg kalder mig selv en hjemløs influencer. Jeg laver jo det, som alle andre gør. I’m Homeless not hopeless, siger jeg altid. Hun og Dima har over 2.500 følgere på TikTok.  

Nu ser tre med på liven. 

Du får, hvad du ser

I teltets ”fællesrum” er gulvet beklædt af pap. To festivalstole står omkring et fold-ud-bord med nødder og kaffe. Ved siden af står et Trangia-sæt. På gulvet ligger Chikas mad- og vandskåle på et ternet kokkeviskestykke. Det er herfra, at Nat fortæller om deres liv – upoleret og sandfærdigt. Måske er det netop det, som gør, at fremmede mennesker tør lukke dem ind. Nat fortæller om de gange, hvor hun og Dima på TikTok har spurgt, om nogen havde en have, de kunne overnatte i. 

– Folk tør godt sige ja, fordi de kan se os på TikTok – og de kan se, at vi pakker sammen og rejser igen dagen efter. Teltet har vi også fået gennem sociale medier, fortæller den smilende Nat, mens hun kigger rundt. Teltet er ikke kun deres video-setup, det er deres hjem. Og for Nat er det vigtigt, at følgere kan se, hvordan de lever.  

– Vi mærker meget, at vores ærlighed på TikTok er en fordel for os. Folk kan se, at vi fortæller sandheden, og vi svarer også gerne på de spørgsmål, folk stiller os. 

Et liv på skærmen

– Mettemor ser med nu. Hende kender vi godt, altså gennem TikTok. Men en dag mødtes vi også i virkeligheden – på Christiania. Vi spiste et falafelpitabrød, mens vi snakkede om Bibelen og vegansk mad, siger Nat og kigger ned på telefonen. 

– Er det ikke rigtigt, Mettemor? 

Nat fortæller videre: 

– Det er jo også derfor, jeg gør det. Jeg føler, at jeg får noget socialt, når jeg er på TikTok.  

Online har man mulighed for at møde mennesker, man ellers ikke ville have mødt. For Nat er flere af dem blevet til TikTok-venner. Blandt andet peger hun på Patriks lille profilbillede på skærmen, som sender en masse hjerter til liven. 

– Vi deltager nogle gange ind i hinandens lives og er blevet lidt TikTok-venner gennem det.  

At deltage i hinandens live betyder, at to eller flere profiler streamer samtidig fra hver deres telefon og kan tale sammen, mens følgerne ser med.  

Dima er ikke den drivende kraft bag profilen. Han tager billeder og videoer, men han kommer fra Rusland, og det gør det sværere for ham at være en aktiv del af den dansk- og engelsksprogede profil. Til gengæld bruger han TikTok på en anden måde. 

Nat oversætter det, Dima siger:  

– Han er egentlig lidt ligeglad med TikTok, men bruger det meget som et fotoalbum. Når han har det svært, ser han tilbage på nogle af de videoer, hvor vi havde det godt, og det hjælper ham meget.  

På den måde er videoerne ikke kun noget, som Nat og Dima viser til andre. Videoerne gemmer også deres liv.  

– Vi poster jo meget, og jeg kan også rigtig godt lide at se tilbage, siger Nat. 

Bagsiden

Men at dele sit liv med andre har også en bagside.  

– Vi møder nogle fordomme, men det handler ofte om, at folk ikke kender til at være hjemløs, siger Nat og fortæller også om beskederne, hun ofte modtager, når hun spørger, om parret og hunden må overnatte i nogens have eller et ekstra værelse, når det er for koldt udenfor.  

– Så fyldes mine beskeder af mænd, der siger, at jeg er velkommen, men at Dima og Chika ikke er. Hun tager en dyb indånding.  

– Det handler jo om sugar (sex, red.). Jeg kender den type alt for godt. Jeg tog en gang imod hjælp fra den forkerte fyr. Det førte til, at jeg ufrivilligt endte i sexbranchen. Så man skal klart passe på med, hvem man stoler på. Det også derfor, Dima og jeg holder så godt sammen.   

Socialt udsatte på sociale medier  

Som socialt udsat er der både fordele og ulemper ved at være på de sociale medier, fortæller lektor i sociale medier ved Aalborg Universitet, Malene Charlotte Larsen. 

– For mennesker, der befinder sig i udsatte positioner, kan sociale medier være en måde at skabe og vedligeholde sociale relationer på. Det kan skabe fællesskaber og give adgang til støtte, men den samme synlighed kan også gøre, at mennesker i udsatte positioner bliver mere sårbare. Man risikerer at blive udsat for mobning og hate, fordi man adskiller sig fra normen.  

Tak for at læse med

Du har læst et uddrag fra artiklen På TikTok bestemmer vi selv. Du kan læse om flere hjemløse og socialt udsatte på TikTok i november 2026-avisen. Den kan købes på gaden for 50kr. hele november.

Bliv støttemedlem af Hus Forbi for bare 200 kr./året

close-w
Luk