Fra bunden til toppen af poppen

Andreas Odbjerg havde en lang og forhutlet rejse til stjernedrømmen. 19-årige Naming Lemud bor på herberg og er ude af sit misbrug og på vej. 

interview: Naming Lemud
tekst: Anders Højbjerg Kamp
foto: Iben Gad

19-årige Naming bor ude i Valby på værestedet Hellebro. Hun er på TikTok og drømmer om at blive en stjerne. Har netop været til audition med venner i X Factor. Og er gået videre. Andreas Odbjerg har også været til audition i X Factor. Han gik ikke videre. Til gengæld blev han popstjerne med hits som ”I morgen er der også en dag”. ”Stor mand”. “Hjem til fabrikken”. Og en afkrydset kalender på de største danske scener.
Vi mødes på Sokkelund i Smallegade på Frederiksberg. Fuld af frokostgæster på en hverdag. Bordene står tæt i det franske brasserie. Et par halvkendisser er at finde … Vi får et bord i hjørnet for os selv. 

– Vil du give mig et menukort? Det er mit stamsted, især når jeg har tømmermænd. Jeg bor i nærheden, så det er en lille gåtur. Og der er altid til at få bord, siger Odbjerg ligefremt og rækker hænderne ud. Munden er allerede på arbejde. 

– Jeg kan anbefale deres steak med pebersauce. Den er rigtig stærk og brænder næsten i munden. Det kan jeg godt lide, fortsætter han. 

– Jeg tager en baconcheeseburger, siger Naming. 

– Den er god, siger Odbjerg. 

– Fra 1 til 10? Jeg bedømmer meget burgere, siger Naming. 

– Jeg vil sige 7,5. Jeg har lige fået en til 10 ud af 10 i San Sebastián i Baskerlandet. Håndhakket kød, en briochebolle og ostesovs. Tre elementer. Kåret til en af verdens bedste burgere. Hvad er din favorit? spørger Odbjerg. 

– Min farmors – der, hvor hun arbejder. Jeg ved ikke, hvad den hedder. Det ligger i hvert fald ved Frederiksberg. Jeg elsker det. Der er også flæskesteg. Hvordan går det ellers i dit liv? spørger Naming. 

– Det går godt. Jeg har købt et hus i Rungsted, siger Odbjerg, der altså snart skal flytte. 

Naming om sig selv 

Mit navn er Naming Lemud, jeg er 19 år gammel og er født den 26. januar 2007 og bor på Hellebro, der er et herberg for unge hjemløse. Jeg er en udadvendt og social person, som elsker at møde nye mennesker og opleve nye ting. Jeg drømmer om at blive skuespiller, men jeg vil også gerne tage den pædagogiske assistentuddannelse, fordi jeg gerne vil arbejde med at hjælpe andre mennesker.

Naming om Andreas

Han er født i december 1987. Han er en interessant og talentfuld kunstner. Da jeg interviewede ham, fik jeg mulighed for at komme tættere på hans liv og høre, hvordan han har haft det tidligere, og hvordan han har det i dag. Han var ikke som de andre voksne mennesker, jeg møder i min hverdag. Vores kommunikation føltes mere som en samtale mellem venner, hvilket jeg fandt både interessant og hyggeligt. Jeg oplevede ham som et menneske med et godt hjerte, men som samtidig har svært ved at være sig selv, og det synes jeg er helt okay. Det overraskede mig også, at han fortalte, at han ikke vidste, hvad han skulle bruge sine penge på. Hvis jeg selv havde pengene, ville jeg bruge dem på mad, fast bolig, biler og rejser samt give penge til min familie.

Hektisk spillemand

Naming: Hvorfor Rungsted? 

Andreas: Jeg glæder mig til at komme ud af byen. Jeg har boet i København siden 2013, tror jeg. Det har været fantastisk, men jeg skal have mere luft. 

Naming: Det er jeg enig i. 

Andreas: Jeg bor væg til væg med min nabo og kan høre børn, der skriger. Men det bliver også ensomt at komme væk. Alle mine venner bor her. 

Naming: Det bliver en rejse for dig … Hvad får du ellers tiden til at gå med? 

Andreas: Det har været hektisk. 23 koncerter de sidste måneder. Fredag spillede jeg for nogle advokater i Nice. 24 timer i Sydfrankrig og hjem igen. Så lige sove og videre til et 50-års jubilæum i Herning. På fredag spiller jeg i Aalborg. Jeg har spillet Grøn Koncert for 250.000 mennesker sammenlagt. 

Andreas fortæller, at danske firmaer hyrer ham til private arrangementer rundt om i Europa. Det er her, pengene ligger for tiden – for optrædende som ham. Folk vil have underholdning. 

Naming: Jeg skulle lige til at spørge, om du ikke bliver træt? 

Andreas: Jeg er lidt grundtræt, men fucking dårlig til at slappe af. Jeg kan holde fri en dag, så begynder det at krible. Men i Rungsted er der skov og vand tæt på. Jeg er vokset op på landet, så måske kan det tænde noget i mig. Det kan også være, jeg efter et halvt år finder ud af, at det var verdens dårligste idé. 

Fra Thailand til Valby

Andreas: Hvad med dig, Naming? Hvor er du vokset op? 

Naming: Jeg har boet i Valby, siden jeg var syv. Min mor er thailandsk, min rigtige far er i Thailand, og min papfar er dansk. Jeg kan ikke lide at sige, det har været svært, men det har det faktisk. I Thailand var jeg kun sammen med mine kusiner. Vi var vant til ikke at have så meget, men det var nok. Jeg havde aldrig set sne. Alt var hvidt.  

Andreas: Og du kom i dansk skole? 

Naming: Jeg blev sendt direkte til tredje klasse, for de syntes, jeg var lærenem. Så jeg kom ind, men jeg sad og græd hver dag. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. 

Andreas: Det må have været svært. Hvordan havde du det med kammeraterne? 

Naming: Mine venner ​​​​sagde senere, jeg var til piger. Jeg benægtede det i to år, selvom jeg vidste, noget var anderledes. Jeg vidste ikke, hvilken tøjstil jeg skulle have. Min papfar sagde: ”Du plejer da at være ligeglad med, hvad andre tænker.” Så jeg kom med pandehår, skinny jeans og en ekstra large trøje. 

Andreas: Sådan emo? 

Naming: Ja, jeg sad bare i min egen boble. Jeg kunne ikke sidde stille. Jeg var på toilettet halvdelen af tiden. Jeg fulgte ikke så meget med og vidste ikke, hvordan jeg skulle være. 

Hvad med derhjemme? 

Naming: Det var svært. Jeg kan ikke lide, når man er magtliderlig, så da jeg blev ældre, var næsten altid hos min ​​​​kæreste. I næsten et år boede vi hos hende. Men det var usundt – alt foregik med alkohol og hash. Det var hver dag. Det var mere end fire flasker vodka om dagen.  

Naming endte på hospitalet med abstinenser. Hun fik nervepiller og kom ud af misbruget. ”Nu drikker jeg kun i weekenden som alle andre unge,” siger hun. 

Da hun var tilbage hos forældrene, ringede en veninde rundt og fandt Hellebro. Naming kom til samtale. Hun har boet der næsten et halvt år. 

Naming: Nu bor jeg på herberg og lever af kontanthjælp.  

Andreas: Hvordan har din mor det med, at du bor på herberg? 

Naming: Hun gør sit bedste. I Thailand siger vi ikke, at vi elsker hinanden, og krammer ikke som i Danmark. Hun ved inderst inde, jeg kan klare det, men vil ikke indrømme det. Da jeg tog hjemmefra, sagde jeg til min veninde: ”Jeg kommer ikke tilbage.” 

Andreas: Har man sit eget værelse? 

Naming: Eget værelse og fælles badeværelse. Det er okay, jeg havde bare brug for fred. Det ligger i Valby lige bag Nordisk Film. 

Hvis det ikke var usundt at være fuld og skæv og tage stoffer, ville jeg gøre det hele tiden.
– Andreas

Scootere, fodbold og teater

Naming: Hvordan var du som lille? 

Andreas: Jeg var forsigtig og kom fra trygge rammer. Et landsted på Nordfyn med æbletræer. Min far var skolelærer, min mor sygeplejerske. De er stadig sammen og bor i mit barndomshjem. Der var altid nogen hjemme. Min far synger og spiller, min mor designer tøj. Jeg gik på en skole med 15 i klassen og spillede fodbold. Men jeg drømte om at underholde. Omkring de 13 søgte jeg ind i H.C. Andersen Festspillene i Den Fynske Landsby. Fik blandt andet en hovedrolle og lov at synge. Der kom 25.000 mennesker. Jeg fik selvtillid, blev flabet og træt af skolen. Det handlede om musik og teater. Jeg gik på efterskole og fik taget min SU på HF på grund af fravær. Jeg var en kamæleon: jeg kunne tale med scooterdrengene, fodbolddrengene og dem med kunst, teater og musik. 

Naming: Var dine skolekammerater ikke søde ved dig? 

Andreas: Til dels. Jeg var mærkelig, men stolt og svær at mobbe. I teatret fandt jeg nogen lige så skøre som mig. Hvor jeg voksede op, var man bøsse og skulle have tæsk, hvis man sang. Det handlede om scootere og fodbold. Jeg passede ind for ikke at få for mange tæsk. Jeg var mere outsider, end jeg følte mig som. Lille, tynd og splejset, men grov i munden. Og en fantast. 

Naming og Odbjerg mødes på café Sokkelund’ og deler deres historier med hinanden.

Lærere overalt

Odbjerg skændtes med lærerne og stillede spørgsmålstegn ved alting. ”Mine lærere ville nok sige, jeg var intelligent og god i skolen, men også en virkelig møgunge.” 

Naming: Havde du venner, der var der for dig, eller var du for dig selv? 

Andreas: Jeg har altid haft mange venner. Nogle af mine bedste er fra børneteatret. Der var til gengæld nogle svære år med min far. Han har aldrig slået mig, men han været krævende. Det er jeg taknemmelig for i dag. Hvis du er lykkedes med din opdragelse, vil der være en periode, hvor dit barn hader dig. Men for mange forældre er det det allerværste. 

Naming: Hadede du ham? 

Andreas: Ja, fra jeg var 18, og nogle år frem. Han ville ikke give mig penge, var træt af, at jeg ville sove hos ham, og jeg skulle betale mine lån tilbage. Det gjorde mig rasende. I dag synes jeg, han gjorde det eneste rigtige. Jeg måtte finde ud af det selv. 

Naming: Hjalp dine venner dig så? 

Andreas: Ja, jeg surfede sofaer, havde nøgler til venners lejligheder. Men jeg vil ikke bytte den modstand for noget. Jeg havde trygheden fra en kernefamilie, der ville tage imod mig, hvis jeg virkelig havde det dårligt. 

Odbjerg læste til lærer ligesom sin far, men kun i et år, så blev han smidt ud af studiegruppen, fordi han hellere ville spille med sit band. Og så brugte han tyverne på at slå igennem. Festede, røg og drak. Men holdt fast i drømmen om at leve af musikken. Sang covernumre på caféer, hutlede sig igennem. To års dagpenge. Ind og ud af kontanthjælp. Han meldte sig syg til aktivering for at ryge hash, spille PlayStation og jagte stjernedrømmen i øveren. ”Jeg fik fucking kontanthjælp i 10 måneder uden at blive kaldt ind. Det var en livsstil. Men med det, jeg betaler i skat nu, har jeg betalt mange gange for det,” siger han, der var 31-32, før han kunne leve af musikken. 

Festlig ungdom

Naming: Festede du meget i din ungdom? 

Andreas: Til dels stadig. Min farfar var alkoholiker, så jeg havde fået et farligt indtryk af alkohol. Jeg var 16-17, da jeg begyndte. Jeg skal stadig lære balancen. Når jeg spiller, står der to flasker vin, rom, vodka og Red Bulls. Jeg er med mine bedste venner på festivaler og til fancy fester. Det virker ikke så alkoholikeragtigt, hvis festen er fancy. Hvis det ikke var usundt at være fuld og skæv og tage stoffer, ville jeg gøre det hele tiden. 

Hashen begyndte han på som 18-19-årig. De var et kæmpe slæng, der spillede computer og gik til fester. Han har altid fået energi af hashen. ”Jeg har også røget rigtig meget alene, om morgenen og hver dag i mange år. Der havde jeg et problem,” siger han. 

Naming: Hvorfor røg du meget hash? 

Andreas: Jeg kan lukke verden ude, bekymre mig mindre og fokusere. Jeg skal helst stimuleres på titusinde måder. Med hash kan jeg bare se en film eller høre musik. Det giver mig fordybelse, og jeg kan slappe af. 

Naming: Men du blev afhængig af det? 

Andreas: Ja, sgu. Hvis man har succes, passer sine ting og sit arbejde og betaler huslejen, er der færre, der har travlt med at kalde det et misbrug. 

Naming: Hvornår begyndte du at ryge alene? 

Andreas: I starten af tyverne og gennem alle tyverne. Jeg var fuld hele tiden. Jeg var skæv hele tiden. Min lejlighed i Odense lignede noget, der var løgn. 

Hans hit ”Smugryger” handler om livskvalitet mod kvantitet. Kan man ikke styre det, skal man lade være med at drikke, mener han. Men: ”Jeg vil hellere have det sjovt hen mod graven. Som en god gammeldags kunstner.” 

Andreas: Jeg vil gerne høre dig: Hvornår begyndte du at drikke? 

Naming: Jeg var også 16. Det var god alkohol og ikke negativ. Som 17-årig gik jeg ned med det. I dag har jeg det fint med det og får ikke abstinenser mere. 

Andreas: Men tømmermænd er vel abstinenser? Dem har jeg forholdsvis tit. 

Naming: Men jeg elsker alkohol. Man skal bare ikke drikke, når man er ked af det. 

Andreas: Det handler om at kunne være i sig selv uden noget. Lige for tiden bestræber jeg mig på hverken at vape eller drikke og få styr på rastløsheden. Jeg går i seng klokken 9, halv 10. Efter en festlig sommer på festivaler skulle jeg tilbage på sporet. Jo mere smadret man bliver, jo mere tilbøjelig er man til at feste igen. Jo tryggere ens baggrund og liv er, jo mindre er der på en eller anden måde at flygte fra i alkoholen. 

Naming: Har du ikke haft det svært? 

Andreas: Jo. Men jeg har været en fighter. Jeg drømte om at leve af musikken, så jeg tænkte ikke over, hvordan jeg havde det. Det er ikke farligt at have det dårligt. Det er nærmest en livspræmis. De unge har fået så meget omsorg, at de ikke kan stå på egne ben. Selvfølgelig er det svært at lære noget, hvis du har det ad helvede til. Men der skal være balance. Vil man være god, må man lide afsavn. Noget af det, der giver mest glæde, er at knokle og få det til at lykkes. 

Andreas Odbjerg har for nyligt blandet sig i skoledebatten i medierne og har delt vandene i offentligheden. 

Andreas: Jeg er ikke bange for at stikke snuden frem. Det gør nogle af mine kolleger ikke af frygt for at miste popularitet. Den ene er mere glat end den anden. Jeg vil hellere pisse folk af. Det ligger ikke til mig at holde min kæft. 

Så sidder jeg på TikTok. En gammel Carsten skriver: “Du er grim og fed.” Det kan jeg blive ked af.
– Andreas

Kendt på gaden

Odbjerg betoner sin syngende fynske dialekt. 

Andreas: ”I morgen er der også en dag” blev for nyligt kåret til Danmarks sjettebedste sang i en DR-afstemning. Sjettebedste, hva’?! 

Han kigger søgende efter bekræftelse. Øjnene lyser. 

Andreas: Jeg kalder den en moderne begravelsesbanger. I sidste uge spillede jeg på et hospice for en kvinde, som var kæmpefan. Hun døde dagen efter. Familien gik hen en efter en, kyssede hende og sagde, de elskede hende. Jeg var ved at knække, imens jeg sang. Nogle gange skal man sætte sig selv i ubehagelige situationer. Jeg skrev sangen i min mormors gamle hus med nogle af mine bedste venner. Vi drak og festede, og jeg skrev den med tømmermænd. Det åbnede op for noget følsomt: at vi nok skulle få det bedre igen. Det var ikke ment som en stor livskrise, men folk fortolker. 

Naming: Hvad synes du om at være blevet kendt, og at folk møder dig på gaden? 

Andreas: Monsterovervældende i starten. Jeg slog igennem under corona. Da det stoppede, vidste alle, hvem jeg var. I nogle måneder tog jeg taxa frem og tilbage og gemte mig under dynen. Jeg kunne nærmest ikke handle. Selfies er trofæjagt. Længe sagde jeg kun ja til børn og handicappede. Nu gider jeg ikke forklare mit nej. Jeg siger ja og skynder mig videre. Vil folk snakke om en plade eller et nummer, snakker jeg med alle. Men Rådhuspladsen efter klokken 22 i weekenden er mit værste mareridt. Danskerne er megasøde, men forfærdelige, når de er fulde. 

Naming: Jeg har hørt dig i radioen. Jeg vil ikke sige, det er min musiksmag, men jeg kan godt høre, at det er godt. 

Andreas: Man skulle tro, jeg tænkte: ”I made it.” Det mest streamede nummer i Danmark nogensinde og råd til et hus i Rungsted. Men jeg er stadig fuld af usikkerhed. Min nye sang med Medina er røvfed, men er ikke sprunget i luften …. Jeg havde et stort hit for bare et nummer siden, og alligevel: ”Ah …” Så sidder jeg på TikTok. En gammel Carsten skriver: ”Du er grim og fed.” Det kan jeg blive ked af. Det må du have oplevet? 

Odbjerg har lige lavet et interview med to kørestolspiger fra Muskelsvindfonden for at sætte fokus på grim tale. 

Naming: Jeg har masser af haters på min TikTok. Jeg er vant til det. De har ikke andet at lave. 

Andreas: Sådan ville man ikke tale til hinanden på gaden. 

Han mener, man skal tage et opgør med falske profiler, man kan gemme sig bag, blandt andet ved at logge ind med MitID. 

Odbjergs hustru ringer. ”Jeg er lige ved at lave det interview der,” siger han til hende, og vi rejser os fra restauranten. 

Går gennem Frederiksberg. ”Jeg plejer at gå den vej,” siger han og peger mod Falkoner Allé, der leder ned til skøjtebanen og til Frederiksberg Have, hvor han jævnligt går ture. 

Andreas: Jeg har ikke lyst til at være international stjerne. Mit liv er for mageligt. Jeg er 38 og et halvt og vil gerne have børn. 

Frederiksberg, Sokkelund, taxaer, Rungsted, sommerhus. Den rige vej. Hvorfor? 

Andreas: Jeg er en livsnyder, tror jeg. Stor fan af Jørgen Leth, som også kom på Sokkelund. Der er intet i vejen for at være fin på den. Jeg har været ussel i så mange år, så nu skal den have en på sinkadusen. Ure og biler interesserer mig ikke. Jeg bruger penge på mad og hvidvin. Og det er en frihed ikke at skulle tænke på ikke at have råd. 

Andreas: Hvad hedder du på TikTok? 

Odbjerg tager sin telefon frem. Namings profil, nl2650, har 33.000 følgere. 

Andreas: Hold da op, den er mere poppin end min. Er du også ærlig på din TikTok om, at du bor på herberg?  

Naming: Jeg lægger bare videoer ud. Jeg siger ikke så meget, men ja, hvis de spørger mig. Jeg ville gerne være skuespiller. 

Andreas kigger interesseret  

– Du kan tale mange sprog: dansk, engelsk, thailandsk. Det er da nogle gode traits som skuespiller, siger Andreas. 

De står foran det græsk-romerske apistempel i Frederiksberg Have, inden Naming tager bussen mod Hellebro. Pusterummet, før chancerne kommer. 

Der er 20 år imellem os, men jeg følte godt, jeg kunne forstå de ting, han sagde. Jeg tror også, han forstod det, jeg siger, siger Naming.