Sådan blev vi hjemløse
Læs avisen online med en voucher
Læs her
Hjemløshedens mange ansigter
Et misbrug, en sygdom, en brand, en svær opvækst, et møde med det forkerte menneske. Årsagerne til hjemløshed er mange. Her fortæller Hus Forbi-sælgere, om den første gang de ikke havde noget sted at bo.
Langben, 49 år
Jeg blev hjemløs, da jeg var 15 år. Min far bankede mig for meget, og en dag bankede jeg ham igen. Så røg jeg på røv og albuer ud på gaden og fandt ned til gadedrengene. Dem var jeg sammen med, indtil jeg var 18 år og fik min første udsatte bolig. Men den holdt ikke længe, for jeg kunne ikke betale huslejen med den indkomst, jeg havde. Da jeg var 21 år, mødte jeg en vagabond. Han spurgte mig, om han skulle købe en eller to soveposer. Jeg sagde to, og så gik jeg med ham. Fem måneder efter kom jeg i fængsel. Da jeg blev løsladt, ville min fætter og søster ikke have, at jeg gik på landevejen igen. Men det gjorde jeg. Vejen giver mig en følelse af fred og frihed. Det føles som hjem for mig.
Natasja, 38 år
Jeg har aldrig haft et hjem, og selvom jeg i dag har en lejlighed, føler jeg mig ikke hjemme. Jeg er hjemløs ind i sjælen. Jeg er institutionaliseret i sådan en grad, at det er ensomt for mig at have min egen lejlighed. Det er mere hjemligt for mig at være på et herberg, hvor der er personale. Jeg har været fjernet hjemmefra siden 0-årsalderen. Jeg begyndte at stikke af fra børnehjemmet som 10-årig, og jeg sov på de omkringliggende marker. Siden har jeg boet på opholdssteder, hjemme hos folk, på herberger osv. Hjemløsheden ligger til familien. Vi er tre generationer, der har boet på samme børnehjem. Mine forældre mødte hinanden på det børnehjem, hvor jeg boede første gang som toårig, og som et familiemedlem i den yngre generation også lige har boet på.
Didde, 43 år
Jeg har en skizofrenidiagnose. Jeg blev indlagt i 2010 og var indlagt i fem uger. Forinden boede jeg på kollegie og var tæt på bare at pakke, hvad jeg havde, og skride fra det hele og flytte ud i en skov. Men jeg var heldig: Jeg tog hjem til min far og fortalte, hvor dårligt jeg havde det, og så fik mine forældre mig indlagt på psyk i stedet for. Efter indlæggelsen flyttede jeg hjem i min fars kælder. Jeg kunne ikke overskue at skulle læse igen. Jeg havde allerede været i gang med tre forskellige studier, og det var gået galt med dem alle sammen. Jeg havde bare brug for fred og ro. For mig er en hjemløs en, der ikke har et sted at bo, eller som ikke kan bo, hvor de bor. Og det kan jeg godt relatere til.
Kim, 59 år
Jeg er uddannet rørlægger/VVS-montør og blev hjemløs, da jeg var nogle og 30, og kom hjem fra Norge, hvor jeg havde været med til at bygge bl.a. skibe. Det var pga. mit helbred, at jeg blev nødt til at tage tilbage til Danmark – jeg var slidt op. Jeg begyndte at drikke af helvedes til. Der var ikke andet, da arbejdet stoppede … Inden jeg tog til Norge, var jeg blevet skilt og havde sagt alt op herhjemme, fordi jeg aldrig var hjemme. Så da jeg kom til Danmark, boede jeg rundt ved familie og venner og på bl.a. varmestuen i Aalborg, hvor vi sov ti i et rum på hver sin madras. Til sidst fik jeg et værelse på størrelse med et pulterkammer på forsorgshjemmet Svenstrupgård. Der boede jeg i et helt år. Derigennem fik jeg den lejlighed, hvor jeg bor i dag.
Heidi, 61 år
Da jeg var 16 år, blev min mor smidt ud af det, der var mit barndomshjem på Østerbro i København, fordi hun drak og ikke havde betalt husleje. Og det betød jo, at mine søskende og jeg også blev smidt ud. Jeg havde en fast kæreste, så jeg flyttede hjem til ham og hans forældre. Men selvom jeg havde et sted at være, var det ikke mit hjem. Jeg skulle spørge om lov til alt og blev tvunget til at lave aftensmad til hele familien – jeg var deres slave, sådan set. Som 18-årig fik min kæreste og jeg en søn, og vi flyttede så rundt i lånte lejligheder. Jeg har boet på gaden i sammenlagt to år af mit liv, men jeg har været hjemløs i omkring 40 år. Her har jeg boet på herberger og hos veninder og kærester – men kærester og mænd skal man jo så give sex. Og jeg har også fået tæsk af dem alle sammen. Hjemløshed er for mig ikke at have sit eget hjem, hvor der er trygge rammer, og hvor man ikke hele tiden skal indstille sig efter andre – for det skal man, når man er hjemløs. Jeg fik min egen lejlighed den 15. februar i 2020 – den dato glemmer jeg aldrig!
Jesper (dæksdrengen), 42 år
Da jeg var i begyndelsen af 30’erne, boede jeg til leje i et hus i Hillested på Lolland. Jeg arbejdede på færgerne og passede både hus og have og var mønsterborger. Men så brændte huset – jeg havde ikke forsikring, så alt røg mere eller mindre, og så stoppede jeg med at arbejde, fordi jeg ikke havde overskud til det. Efter at mit første hus brændte, overtog jeg et nyt hus, og mens jeg var i gang med at istandsætte det, brændte det også, fordi to unge knægte havde sat ild til det. Efter det fik jeg hjælp af kammerater fra Hus Forbi, som lærte mig at bo på Staden og på Fredens Havn – og der boede jeg i tre år. Derefter flyttede jeg lidt rundt. Bl.a. boede jeg på gaden og i en campingvogn hjemme hos nogle af mine venner. Nu er jeg lige flyttet til Fredericia, hvor jeg bor hos min kæreste, der har en lejlighed. Men jeg vil gerne have mit eget. Det ville være rart at have et sted, jeg altid kan tage til, hvor der er trygt, og hvor jeg selv kan bestemme, hvem jeg vil lukke ind.
Cosmin Daniel, 53 år
Jeg kom til Danmark i 2011 uden at have et hjem. I Rumænien var jeg ikke hjemløs, men det var ikke muligt at finde et arbejde. Derfor tog jeg til Danmark. Jeg fik et arbejde som maler og boede sammen med en dansk kvinde i seks måneder, men i 2012 fik jeg en arbejdsskade, og det ødelagde min indkomst. Siden har jeg ”boet” mange forskellige steder. Først boede jeg ved en kirke på Istedgade i nogle år, på Istedgade 100 kunne man nemlig få varmen og et måltid mad. Så boede jeg i en park i næsten tre år. Nu bor jeg på herberget Himmelekspressen, men inden det boede jeg i en skov med min ven Erhard. Vi har været sammen, siden jeg kom til Danmark. Jeg kan godt lide livet i Danmark, selvom jeg er hjemløs. Menneskerne, staten og politiet er alle meget rare her. Jeg føler mig mere hjemme i Danmark end i Rumænien.
Ulrikka, 59 år
Jeg var 26 år, da jeg første gang oplevede at være hjemløs. Jeg havde været i USA og havde mødt en mand, der blev dårligt behandlet derovre, og jeg synes, det var synd for ham. Han var fuldstændig gal i hovedet, men jeg tog ham alligevel med hjem til Finland – hvor jeg kommer fra – fordi jeg tænkte, at han kunne få lidt ro på dér. Men han endte med at ødelægge alt og spolere alle mine sociale kontakter. Han smadrede ting, sov max fire timer i døgnet og spillede Megadeth meget højt om natten. Det betød, at jeg blev smidt ud af min lejlighed. Jeg arbejdede som radiojournalist dengang, og han brød også ind på min arbejdsplads. Jeg endte med at holde op med at være journalist på grund af ham. Efter det begyndte jeg bl.a. at sove hos en, jeg kendte, som lod sit vindue stå åbent om natten, så jeg kunne kravle ind, når jeg ikke havde noget sted at være. Siden har jeg sovet i trappeopgange og den slags. I 2004 kom jeg til Danmark, fordi jeg mødte en dansk mand, Chris, og vi var også hjemløse i perioder. Han døde i 2025, og hans død var som at blive hjemløs på en helt anden måde. Den mand var mit hjem, og den hjemløshed føltes værre end den fysiske hjemløshed. Som jeg hørte en sige: sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. I dag bor jeg i en lejlighed i Rønne, hvor der er et værested i kælderen, og jeg er begyndt at tænke ”Det her er mit hjem.”
Mette, 26 år
Hjemløshed er, når du ikke har et sted at være. Du har ikke tag over hovedet. Du render på gaden. Du sover, der hvor du kan sove. Jeg har været hjemløs tre gange. Så jeg kender til det: Det med ikke at blive lukket ind nogle steder. Det med ikke at kunne holde ud at være nogle steder. Og det med ikke kunne holde ud at være sammen med nogle. Man lukker sig inde i sig selv. Der er tidspunkter, hvor man tænker ”her kan jeg sove”. Men så er der folk, der smider en væk. Første gang jeg var hjemløs, var jeg 12 år gammel. Jeg blev smidt ud hjemmefra. Dengang var jeg meget inde ved Hovedbanegården. Jeg kommer normalt fra Kalundborg. Der, hvor jeg sover nu, kan jeg ikke have min adresse, så jeg skal indskrives som hjemløs i København, og så må vi se, hvad fremtiden bringer. Der er ikke nogen steder, jeg føler mig mere knyttet til end andre. Jo, jeg knytter mig til min fyr. Det er det eneste.
Annelise, 54 år
Jeg havde mødt en mand på nettet og var blevet forelsket. Vi chattede meget sammen i et par år. Han arbejdede på en båd og fortalte, at han havde nogle tilbageholdte penge, som jeg kunne købe fri for ham. Så vi aftalte, at jeg solgte min lejlighed. Men efter jeg havde overført pengene, viste det sig, at der skulle flere penge til, og dem havde jeg ikke. Jeg tænkte, at løsningen måtte være at få et job, men de hænger desværre ikke på træerne, så det endte med, at jeg ikke hørte fra ham igen. Mest af alt var jeg ked af det, men jeg havde heller ikke nogen penge at leve for, eller noget sted at bo. Jeg kunne ikke få kontanthjælp, fordi jeg netop havde solgt min lejlighed. Jeg var flyttet ind hos min søster, men hun blev ved med at presse på, for at jeg skulle finde et andet sted. Så dagen efter min 50-års fødselsdag gik jeg op på kommunen og meldte mig hjemløs og flyttede senere ind på et herberg. I dag har jeg fået en lejlighed, hvor jeg bor med min kat, Garfield.
Polly, 50 år
Klokken lort om natten mellem jul og nytår skændes min kæreste og jeg. Jeg endte med at forlade lejligheden uden nogen af mine ting. Dagen efter nægtede han mig adgang til både lejligheden, mine ting, kort, pung, nøgler osv. Jeg endte med at få hjælp af mit netværk og sov på deres sofaer, indtil jeg fandt en bolig. Forinden var jeg blevet tilbudt en plads på forsorgscentret Stenpladsen, men takkede nej. Jeg synes, det var mere retfærdigt, at den skulle gå til en rigtig hjemløs – jeg sov jo ikke på gaden og tænkte ikke, jeg var hjemløs. Det opdagede jeg først, da jeg fandt ud af, at definitionen er, at man er hjemløs, når man ikke kan lukke en dør til sit værelse – og jeg sov jo på sofaer, så der var ingen dør, jeg kunne lukke.
Ellen, 58 år
I 21 år var jeg gift. Jeg arbejdede som socialrådgiver og boede i Grønland med mine tre børn. Men da min eksmand og jeg blev separeret, flyttede jeg med mine to yngste sønner til Nuuk, hvor jeg havde fået nyt arbejde, og hvor de skulle gå i skole. Men de trivedes ikke – skolen i Nuuk var alt for dansk. De ville tilbage til Sydgrønland, hvor de var født og opvokset, hvor deres far og venner var. Det gjorde så ondt at se, at de ikke trivedes i Nuuk. Så jeg gav slip på dem og lod dem rejse tilbage, og så begyndte mit liv at gå ned ad bakke. Jeg var træt af alt. Min familie var også sure på mig, fordi det var mig, der ville separeres. Samtidig mødte jeg en ny mand, der var voldelig, og jeg begyndte at drikke hver dag. Og så blev jeg hjemløs. I 2016 tog jeg til Danmark, hvor jeg havde en kæreste. I flere år boede vi hos hans familie og venner, og der var meget druk og vold. Men for fem år siden bankede min kontaktperson på døren til det værelse, jeg boede på på dameafdelingen på Hillerødgade herberg, og sagde ”Ellen, jeg har sgu en nyhed til dig: Du har fået en lejlighed!” Og så begyndte jeg at græde, fordi jeg blev så glad. Den lejlighed er mit frirum.
