arrow-left-primary Tilbage

Udsatte skal betale ejendomsskat!

Der skal være flere boliger, som tidligere hjemløse og andre udsatte har råd til at betale. Det er blevet politisk vedtaget. Men nu kan Hus Forbi berette, at nogle af de mest udsatte bliver sat til at betale ejendomsskat af boliger, de ikke ejer.  

tekst og foto: Christian Andersen

19,11 procent!  

Så meget lægger Esbjerg Kommune op til, at de seks beboere på Novrupvej 59 skal stige i husleje til næste år. Omregnet til kroner og øre er det 638 kr. om måneden eller 7.656 kr. om året. For Svamp betyder det en stigning fra 3.336 kr. til 3.974 kr. om måneden.  

Hvad er en skæv bolig?

Skæve boliger er små, billige og selvstændige boliger til folk, der ofte har svært ved at passe ind i traditionelt byggeri eller almene boligblokke på grund af misbrug, psykisk sårbarhed eller en alternativ livsstil. Boligerne skal være betalbare for målgruppen. En nylig undersøgelse fra VIVE viser, at omkring 57 % af de hjemløse er på kontanthjælp. For denne gruppe vil en fritagelse for ejendomsskat kunne mærkes, når og hvis de kommer i bolig. 

Svamp, med det borgerlige navn Kasper Ankersø, er netop kommet hjem, efter han har solgt Hus Forbi inde i Esbjerg.  

– Jeg fik da næsten 100 kroner i hånden i dag! siger Svamp, der har brugt en del af pengene på mad, heriblandt nogle tørrede svampe.  

– Dem sætter jeg lige i blød, så er der noget at spise i aften.  

Han hælder kogende vand over svampene i skålen.  

Hus Forbi er på besøg i den skæve bolig, der ligger lidt uden for Esbjerg by, og som i dag er basen for Svamp. Her har han boet, siden husene stod færdige for seks år siden. Svamps bolig har to værelser: Et mindre soveværelse samt køkken og stue i ét. 

– Soveværelset bruger jeg ikke til andet end opmagasinering, for jeg sover altid inde i stuen, siger Svamp. 

 – Det her er min første bolig, jeg har boet i campingvogn, på kollegie og hos venner rundt omkring, men det her er mit første hjem. Til at begynde med var jeg nervøs for, hvordan jeg ville klare det og frygtede faktisk, at jeg ikke magtede det. Men nu har jeg været her i seks år, så det er jo en succes.  

I boligen bor også hunden Fox, som er en japansk Shiba Inu samt en del fisk. Fox har lagt sig til at sove ved siden af et af de to akvarier.  

– Da jeg flyttede ind her, havde jeg ikke noget. Møbler og den slags er ting, jeg har fået hen ad vejen, fortæller Svamp, der også holder af natur og dyr og derfor er ekstra glad for at bo lidt uden for byen. I hans lille have vokser der blandt andet hvidløg og jordbær.  

– Det er steder som det her, der gør, at vi, udsatte, kan trives. Vi har ofte diagnoser eller misbrug og passer meget dårligt ind i en etageejendom. Vi har brug for at kunne leve efter vores egne døgnrytmer, hvor vi ikke forstyrrer andres rytmer, fordi de har et normalt liv og er aktive, når vi sover. Her kan man spille musik om natten eller ryge en joint uden, at det generer nogen, siger Svamp, mens han rører rundt i en kop pulverkaffe.  

Et brev fra udlejer

Egentlig kunne det her være en succeshistorie om hjemløse og udsatte, der endelig finder et sted, hvor de kan trives i. En historie om små frimærker af jord med huse på, der danner en rolig ramme for et liv, der tidligere har været turbulent. Men i juni fik Svamp og de andre fem beboere i den lille enklave et indkaldelsesbrev fra ejendomsselskabet til beboermøde. Et møde, der bl.a. handlede om vedtagelsen af en huslejestigning.  

– Normalt går jeg ikke til den slags møder, men da jeg så, at huslejen kunne stige med 19,11 procent, var jeg nødt til at tage af sted.  

Mødet blev afholdt d. 13. august inde i Esbjerg by, og selvom alle seks beboere var inviteret, var det kun Svamp, der dukkede op.  

– Folk her i de skæve boliger er meget ressourcesvage, de har ikke overskud til at sætte sig ind i tingene, og nogle af dem vidste slet ikke, at huslejen skulle stige, siger han.  

På mødet blev det uddybet, hvad den planlagte huslejestigning dækker over. Kort fortalt går cirka halvdelen af stigningen til at betale af på et etableringslån fra dengang bebyggelsen blev anlagt, og som tilsyneladende ikke er blevet afbetalt tidligere. Men resten af stigningen – altså omkring 9-10 procent – er en stor overraskelse for Svamp. ”Ejendomsskatter” står der i kolonnen i brevet fra ejendomsudlejeren.   

– Jeg ejer jo ingenting, jeg ejer ikke min bolig eller grunden, jeg bor til leje, siger Svamp og slår ud med armene.  

Hvis kommunen lykkes med at få huslejestigningen igennem, skal de andre beboere og Svamp hver finde 7.200 kroner mere om året, og det kan blive svært. 

– Så må jeg jo ud at sælge flere Hus Forbi-aviser, samle pant, få noget sort arbejde eller et eller andet. Det kan også ske, at folk må sælge nogle ting for at få råd til det. 7.200 kroner er mange penge, siger han og fortsætter: 

– Og konsekvenserne kan jo være, at vi ikke har mulighed for at få kontanthjælpsmodtagerne ind her i fremtiden.  

Et underligt rod

Svamp sidder med brevet foran sig og dykker længere ned i kolonnerne. Han opdager, at det fremgår af budgettet, som han sidder med, at han i 2025 også har betalt ejendomsskat, men derimod ikke i 2026. Han klør sig i skægget og ser undrende ud … 

 – Jamen huslejen faldt da ikke i år, så vidt jeg husker, siger han, der mener, at den manglende ejendomsskat i 2026 burde afspejles på huslejen.  

Svamp har ret. Det er noget rod. Det ene år betales der ejendomsskat, det næste ikke, og så varsler kommunen, at der i 2027 skal betales ejendomsskat igen. 

På mødet med udlejeren kom der ikke nogen forklaring på denne slingrekurs. I det hele taget blev Svamp ikke meget klogere under beboermødet, så da der skulle stemmes om godkendelse af huslejestigningen, stemte Svamp som eneste stemmeberettiget imod forslaget. Nu skal forslaget så igennem en længere proces, hvor Esbjerg Kommune skal tage stilling til, om deres påtænkte huslejestigning også er rimelig.  

– Det trick kender vi jo godt. Nu skal samme kommune undersøge sig selv, og mon ikke de giver sig selv ret i, at vi skal stige i husleje, konstaterer Svamp.  

Det er ikke logisk

– Jeg har talt med et par stykker af de andre, der bor her, om huslejestigningen. De har svært ved at overskue at gøre indsigelse, de har deres at slås med. Men en huslejestigning på så meget kan godt få konsekvenser, især for dem, der er på kontanthjælp, siger Svamp. 

– Det kan betyde, at de sidst på måneden ikke har penge til mad og derfor må samle flasker, måske begå kriminalitet og stjæle i butikkerne eller i værste fald må opgive at bo her.  

Svamp sidder i sofaen med sin mobiltelefon i hånden, hvorfra han kan tænde lyset i de to akvarier i stuen. Han begynder at fodre fiskene.  

– Jeg har gjort alt det, man ikke må, når man indretter sådan et akvarium. Jeg har samlet ting fra naturen og brugt dem, men alligevel går det godt her, jeg har et lille økosystem hos mine fisk.  

Ligesom Svamp lever fiskene på en alternativ måde og trives i den slags rammer.  

– Før jeg flyttede herind, var jeg hjemløs i mere end to år, og det er første gang i mit liv, at jeg har mit eget hjem, fortæller han.  

Fiskene er mætte, hunden Fox ligger og sover på gulvet, og alt ånder idyl i det skæve hjem på en mark ved Esbjerg. Svamp håber, at det bliver ved sådan. Han håber, at kommunen trækker deres varslede stigning tilbage, og beboerne i det mindste slipper for at betale ejendomsskat.  

– Jeg ejer jo intet, og da slet ikke mit hjem eller grunden. Jeg bor til leje i en skæv bolig, fordi jeg ikke passer ind andre steder. Ejendomsskat er jo til dem, der bor i huse, ejer ejendomme og grunde eller et stykke land, det giver ingen mening, at sådan en som mig skal stå med den udgift. Det er ikke logisk.  

Forskellige regler

Hus Forbi har kontaktet landets to største kommuner for at spørge om deres udsatte i skæve boliger også betaler ejendomsskat. Aarhus Kommune skriver, at de udsatte betaler ejendomsskat, hvorimod Københavns Kommune har en anden politik. Her har man et system, hvor kommunens grunde til skæve boliger er fritaget for ejendomsskat. 

 – Jeg undrer mig over, at der er forskel i kommunerne. Der burde være en standardiseret måde at køre det på i alle kommuner, når det gælder skæve boliger, som jo er en ekstra hjælp til dem, der ikke passer ind, siger Svamp.  

Efter Hus Forbi har henvendt sig til Esbjerg Kommune, er de gået i gang med at undersøge, om der kan laves individuelle løsninger for de enkelte beboere, hvilket undrer Svamp.  

– Det er da noget rod.  

At tingene er rodet, er nok en underdrivelse. Esbjerg Kommune skriver nemlig også, at man nu vil undersøge, om loven giver mulighed for at fritage beboerne for at skulle betale ejendomsskat.  

– Men hvis de vil vide, hvordan man gør det, kan de jo bare kontakte Københavns kommune, slutter Svamp.  

 

Tak for at læse med

Du har læst en gratis artikel fra oktober 2026-avisen. I efteråret vil Hus Forbi afdække, om udsatte og tidligere hjemløse betaler ejendomsskatter i de resterende 95 kommuner, der ikke er nævnt i artiklen. Ved færdiggørelsen af denne artikel har Esbjerg Kommune ikke afgjort, om de fastholder huslejestigningen. Du kan læse mere om ejendomsskat i november-avisen, som udkommer 30. oktober 2026. Køb den på gaden for 50 kroner.

Bliv støttemedlem af Hus Forbi for bare 200 kr./året

close-w
Luk