1. maj-tale v. Simon Nielsen, Hus Forbis formand:
Kære Hus Forbi-sælgere og andet godtfolk
I dag markerer vi arbejderklassens lange kamp for bedre rettigheder. Vi er en del af denne kamp. De fleste af os lever på kanten af samfundet, og er dog stadig en del af samfundet. Som mennesker, der overlever på gaden og som hus-forbi sælgere, er vi om nogen rigtige arbejdere.
Ingen arbejder sgu hårdere for dagen og vejen end os på gaden.
Fagbevægelser har siden 1890 kæmpet for at forbedre arbejderklassens kår. De har slået sig sammen og råbt højt, når den lille mand skulle høres.
Nu er det vores tur til at blive hørt. Os i det skæve arbejdsmarked, der ikke lige passer ind i fagbevægelsernes kasser og ordnede vilkår. Men vi arbejder også! Med at sælge aviser på gaden. På det sociale frikort. I fleksjobs eller frivilligt. Eller bare for at overleve. Der er mange måder, hvor vi kan arbejde – men det sker ikke af sig selv. Hvis vi udsatte ikke havde råbt højt og ladet vores stemme blive hørt, så ville der hverken være et Hus Forbi, et socialt frikort eller mange andre gode arbejdsfællesskaber rundt om i landet. Vores forening er med til at give en stemme til manden eller kvinden, der sover på gaden, bruger stoffer eller andre sociale problemer. I stedet for at råbe hver for sig, kan vi råbe i kor, så vores stemmer fra bunden af samfundet kan høres hele vejen op til Christiansborg. Fagbevægelsens kamp er vigtig, men forholdene må ikke blive så ordnede og aftalte, at der ikke er plads til os.
I Hus Forbi kan vi da godt være stolte over, at være med til at skabe rummelighed på arbejdsmarkedet, så alle kan være med. Gennem avissalget, gennem vores pant-projekt og gennem samarbejde med mange andre aktører. Jeg er stolt over, at vores forening hver dag er med til at arbejde for, at arbejdsmarkedet nok skal være ordnet og organiseret – men også rummeligt og fleksibelt. Vi skal blive ved med at kæmpe for vores rettigheder som mennesker og arbejdere på kanten af samfundet.
Glædelig 1 maj.