Vrede er min drivkraft

Anja Plesner Bloch har kæmpet for stofbrugeres rettigheder i mere end ti år. Med stor succes, når andre skal sige det. Stadig ikke godt nok, når Anja selv skal sige det

af Sara Zankel
foto: Dennis Morton og privatfotos

Mascara kommer på den ene øjenvippe. Så må iltapparatet på igen nogle minutter, så Anja kan samle kræfter til at komme mascara på den anden vippe.

Det tager lang tid at få sminken på i dag. Men på skal den, for der er en fotograf med, som skal tage billeder af Anja. Anja og jeg har begge arbejdet med udsatte i mange år, så jeg har set hende mange gange før i  forskellige faglige sammenhænge. Altid med perfekt makeup og velsiddende tøj. Hun er forfængelig, antager jeg.

– Næ, jeg er faktisk bedøvende ligeglad med, hvordan jeg ser ud, siger Anja.

– Men jeg ved, at når en stofbruger får taletid, er det som regel altid ham uden tænder med beskidt tøj, som ikke aner, hvad han skal sige. Det gider jeg ikke. Derfor skal jeg se ordentlig og pæn ud. Jeg skal ikke  bekræfte nogen fordomme.

Vrede er min drivkraft
Anja har ikke sovet godt i nat. Lungerne kæmper mod den KOL, som er ved at sætte kroppen ud af spil. Hun er for nylig flyttet på plejehjem, og plejehjemspersonalet er kommet rendende hele natten for at prøve at få hende til at sove i en respirator.

– Og så bliver jeg jo trodsig! udbryder Anja.

– Trodsighed og vrede har altid fået mig langt, men okay … Det er måske ikke den smarteste strategi lige i den her situation, siger hun med et skævt smil.

– Det ligger bare på rygraden at gøre det modsatte af, hvad folk vil have mig til.

Stædigheden lyser ud af øjnene. Sådan som jeg har set det mange gange før til møder og faglige arrangementer på udsatteområdet. Ofte har vi siddet en flok fagpersoner rundt om bordet – og Anja har været eneste  repræsentant for dem, vi har talt om; de udsatte stofbrugere. Anja kan altid trænge gennem de velmenende ordflomme og flytte fokus fra arbejdsgrupper og processer over på konsekvenserne for menneskene på  gaden. Hendes hæse stemme skærer benhårdt igennem.

Politiker fra gaden
For når Anja taler, bliver der lyttet. På alle niveauer. For ikke så mange år siden var ’brugerinddragelse’ groft sagt lidt for ofte mest noget med at spørge nogle brugere af sociale tilbud, om de helst ville have farsbrød eller medisterpølse til middag.

Anja og Brugernes Akademi har siddet med i regeringens Rådet for Socialt Udsatte, Region Hovedstadens Udsatteråd, hun er medlem af den tværregionale abstinensgruppe, deltager i FN’s Narkotikakommission, er  bestyrelsesmedlem i Udsatterådet i Københavns Kommune og har en lang række andre poster. Hun er på fornavn med de fleste partiformænd og ministre. Der er ikke noget pseudo over Anjas indflydelse på socialpolitikken.

– Jeg fandt jo ud af, at jeg var nødt til at blive politisk, hvis jeg virkelig skulle ændre noget. Længe troede jeg, at det var nok at være vred og råbe højt. Politik og udvalg var det sidste, jeg ønskede, men det var nødvendigt, hvis jeg ville ændre noget. Der var ikke andet at gøre.

Skidesur
Og det er langt hen ad vejen lykkedes. I dag er skadesreduktion og værdighed for stofbrugere grundlaget for langt mere socialpolitik end tidligere. Udviklingen er måske ikke ene og alene Anjas fortjeneste, men hun har uden tvivl været en af de vigtigste og tungeste stemmer i udviklingen af social- og udsattepolitik gennem de seneste ti år. Anja trækker bare lidt på skuldrene, da hendes bedrifter oplistes.

– Jeg var jo nødt til det. Ingen andre gjorde noget, og jeg var så vred, at jeg ikke kunne lade være med at blande mig.

Vreden igen.

– Ja, den må de fandme ikke glemme. Medarbejderne i Brugernes Akademi og mange andre steder er pissedygtige, men nogle gange kommer de til at blive for samarbejdsvillige og pæne. Det er nødvendigt med en  stofbrugerstemme, én med egne erfaringer fra gaden, der kan råbe op og være vred, når folk bliver behandlet ad helvede til. Der er nogen, der må gribe faklen!

For Anja kan ikke selv kæmpe længere. Helbredet er for slidt. Lungerne hvæser og piber, og nu er hun på plejehjem.

– Og her kommer jeg jo nok aldrig fra igen i live. Det er så frustrerende! Jeg ville gerne blive gammel og slidt, men nu når jeg kun at blive slidt. Min krop forråder mig, og jeg er skidesur over det!

’Skidesur’ er et pudsigt ordvalg fra en kvinde, som ikke længere kan leve sit liv på grund af et ødelagt helbred.

– Men jeg ER virkelig skidehamrende sur over det. Vreden har altid været min drivkraft, hele livet igennem. Det er ikke anderledes nu.

Anjas krop som testlaboratorie
Det hele startede med vrede over behandlingssystemet.

Anja brugte heroin og var i behandling 23 gange, uden at det hjalp det mindste. Det fik hende til at starte en lille forening for stofbrugere, som skulle skabe fokus på bedre kvalitet i misbrugsbehandlingen, for Anja var edderspændt rasende over den måde, hun og hendes venner blev behandlet på, når de søgte hjælp.

– Jeg har mødt så mange amatører og kvaksalvere, der kørte hjemmestrikket terapi af på os stofbrugere. Vi blev behandlet ad helvede til, og det er aldrig gået op for mig, hvordan det skulle få nogen til at stoppe med at tage stoffer.

Og aktivismen greb om sig. Da hendes venner manglede rent fixeudstyr, begyndte Anja at sende små pakker med rene kanyler til dem. I dag sender Brugernes Akademi 1.500 kasser med injektionsudstyr ud i hele  landet hvert år.

Og sådan har det været hele vejen igennem. Anjas egne erfaringer er blevet brugt som afsæt for græsrodsarbejde i en større sags tjeneste.

Da hun blev frustreret over ikke at kunne bruge sine ressourcer på arbejde, fordi det etablerede arbejdsmarked var for stift, var hun med til at få gennemført det sociale frikort og senere stifte en socialøkonomisk virksomhed; et pakkeri, hvor udsatte stofbrugere kan få et meningsfuldt arbejde.

Hun ved på egen krop, hvor skrækkeligt det føles at være abstinent og have stoftrang, så Brugernes Akademi har været med i en oplysningskampagne målrettet sundhedspersonale om tilstrækkelig  abstinensdækning.

Da Anja fik konstateret hepatitis, oplevede hun langsommelig udredning, ventetid på prøvesvar og utilstrækkelige behandlingstilbud – i dag tilbyder Brugernes Akademi udekørende hepatitistest og håndholdte behandlingsforløb i fire forskellige regioner. Og som KOL-patient blev hun opmærksom på, hvor udbredt KOL er blandt udsatte og stofbrugere – og hvor underbehandlet. Brugernes Akademi tilbyder i dag KOL-test og behandling på gadeplan til de mest udsatte stofbrugere.

Her på plejehjemmet fortsætter det;

– Hvad nytter det, at os udsatte bliver ældre, hvis der ingen livskvalitet er? Der skal være mere fokus på kvalitet i sundhedstilbuddene og omsorgsbehandlingen, siger Anja.

Altid i kamp for bedre forhold og bedre rettigheder, selv nu, hvor hun knap kan få vejret.

Heroinen røg ud ad vinduet
Anjas historie med stoffer begyndte, da hun var 16 år efter en barndom, hvor der indimellem var gode stunder og meget kærlighed. Men også fattigdom, for meget alkohol, en stedfar, der misbrugte hende, og en mor,  der mest lå i sengen med kronisk hovedpine.

Stofferne fyldte det meste i mange år, og Anja var dengang ret afklaret med, at det en dag ville koste hende livet. Det gjorde heller ikke noget, for livet var alligevel ikke særlig fedt. Indtil den dag hun pludselig stod med en positiv graviditetstest i hånden.

Den dag blev heroinen smidt ud ad vinduet. Bogstavelig talt. Hun havde en pose liggende, som hun skulle af med hurtigt, så den røg ud ad køkkenvinduet.

Sønnen Oliver kom til verden, og i en håndfuld år gik alting godt. Anja og hendes lille familie spiste sovs og kartofler, så tegnefilm om fredagen og levede i det hele taget et liv som hr. og fru Danmark. Men så døde hendes kæreste, Olivers far, af en overdosis. Han var begyndt at tage stoffer igen kort inden, og Anja havde smidt ham ud.

– Far har voksenproblemer, sagde hun til Oliver.

De voksenproblemer døde han af, og Anja blev slået ud af kurs. Herefter fulgte en række elendige erfaringer med kommunen, der først ikke ville hjælpe hende med Oliver og senere tvangsfjernede ham.

– I lang tid troede jeg, at jeg havde været pisseuheldig, men jeg fandt jo hurtigt ud af, at jeg faktisk har været heldig. De fleste stofbrugere har haft det endnu værre end mig.

Sønnen Oliver, som i dag er voksen, er Anjas store stolthed og kærlighed.

– Jeg holder det her liv ud lidt endnu – for Olivers skyld. Jeg har altid kæmpet for, at der er mange måder at leve et godt liv på. Men det her er fandeme ikke en af dem. Al min frihed er væk, al min livskvalitet er væk. Udover Oliver.

Kampen fortsætter
– Men det kan ikke være mig, der kæmper mere. Desværre. Der er masser af kampe, men nogen andre må tage over. Vi er overhovedet ikke i mål! understreger Anja.

Jeg prøver at dreje snakken over på alt det, Anja har opnået, og hun bliver ved med at tale om alt det, der stadig ikke er godt nok. Hun skal presses hårdt for at svare på, om hun ikke er stolt af sine egne og Brugernes Akademis succeser.

– Ja, ja. Det er vel rigtigt nok, at der er sket lidt, affærdiger hun.

– Men der er stadigvæk så meget, jeg mangler at opnå. Men okay, jeg har skabt en forening og et tilbud, som var det, jeg selv manglede, da jeg var langt nede. Et trygt sted, hvor man bliver mødt med værdighed og ikke behandlet som et usselt undermenneske. Det er fint nok, indrømmer hun hårdt presset, men energien kommer først tilbage i hendes stemme, da hun siger:

– Men jeg er fucking stolt af, at jeg tog røven på dem allesammen – på hele systemet. Alle så mig som en byrde, og nu har jeg skabt en velfungerende arbejdsplads med medarbejdere, der betaler skat. Ha!

Redaktør Sara Zankel, som har skrevet denne artikel, har kendt Anja Bloch professionelt i mange år, både gennem arbejdet i Hus Forbi og fra tidligere jobs.