‘Der er for mange glatte ansigter i danske film’

Rynkede, slidte og hårdtprøvede ansigter er en gave til enhver film, siger Erik Clausen, der er aktuel med en ny bog. Hus Forbi mødte filmskaberen til en snak om campingvogne, skæve eksistenser og Midt om natten

af Anders Højberg Kamp
foto: Dennis Morton

– Det er sgu godt, du kommer forbi, siger Erik Clausen. Han åbner hoveddøren til lejligheden på Vesterbros Enghave Plads og guider med langsomme ben ud i køkkenet, hvor filmpriser hænger fra gulv til loft.

Gavflab og filmskaber Erik Clausen har i mere end 40 år skabt film om de ensomme, de forhutlede og de fordrukne. Om dem, der har dummet sig i livet, dem, der er blevet forladt, og dem, man møder i gården og på gaden: dagdriveren, pizzamanden og den enlige mor. Bænkalkoholikeren og den småkriminelle.

Hus Forbi møder den 81-årige filminstruktør på hans filmværksted på Vesterbro for at spørge, hvorfor han altid sætter fokus på skæve eksistenser, og hvad samfundet kan gøre for at behandle dem bedre:

– Jeg havde selv en bror, der var et hjemløs et stykke tid, siger han og sætter sig på en kontorstol for enden af køkkenets plankebord.

Hvordan blev din bror hjemløs?
– Det hang sammen med, at han dengang var alkoholiker. Men en kammerat og jeg skaffede ham en lille lejlighed ude på Amager. Efter et halvt års tid sagde viceværten: ’Ham der I skaffede en lejlighed, hvad fanden sker der? Han er ikke flyttet ind endnu. Det er over et halvt år siden, han fik den?’ Så svarede jeg: ’Ved du hvad, når man lever som hjemløs, duer man ikke til at bo alene. Man duer ikke til en tom, mørk lejlighed. Han ved ikke, hvor han skal gøre af sig selv. Han skal ha’ noget hjælp, for fanden!’

Hvis ikke hjemløse kan bo alene i lejligheder, hvordan skal man så få bugt med hjemløshed?
– Min bror havde en familie, der kunne hjælpe ham på vej. Vi skal dyrke fællesskabet! Det kan vi gøre ved at forære de hjemløse en campingvogn og lade dem bo på campingpladserne om vinteren. Vi kunne lave et Haveje, som Kim Larsen og jeg gjorde i ‘Midt om natten’. Vi kunne bygge husbåde langs kajen, som vi ser i Amsterdam. Jeg har boet meget i campingvogn i forbindelse med mine cirkusser. Det er pragtfuldt. Man behøver ikke mere. For 30-40 år siden var vi mange, der slog et slag for den boform. Men de pæne og kulturradikale mener, at den slags ødelægger samfundet, hvor vi andre ser en mulighed. Der er noget, der hedder social ulydighed, og det vil jeg gerne slå et slag for.

Der er plads til hjemløse i dine film. Er der plads til de hjemløse i samfundet?
– Det er der jo ikke, for så ville det ikke være nødvendigt for dem at føle sig som en stor undskyldning for sig selv. Mange hjemløse har svært ved selv at træde frem i verden og slå armene ud, fordi de er blevet bildt ind, at de er et problem. De hjemløse er ikke et problem. De er en mulighed. Det var det, Kim Larsen og jeg prøvede at vise.

Er det derfor du selv bruger skæve eksistenser i dine film?
– Jeg bruger et udtryk: Hvem skal med i billedet? Og så vil jeg svare kækt: Film er nærbilleder. Vi skal se folks rynker og slid. Jeg synes, der er for mange glatte ansigter i danske film. Jeg foretrækker, at man er brugt. Ikke brugt op. Men dem, der er brugt, udtrykker sig bedst på film, uanset om de er 18 eller 80 år gamle.

Hvad kan vi gøre for at bekæmpe hjemløshed?
– Det kan vi gennem demokratiet, der er det vigtigste, vi har. Hvad vi ikke kunne skabe sammen! Men de borgerlige taler så meget om markedsfriheden, at vi er blevet så frie, at der er folk, som ikke har et sted at bo. Det kalder jeg ikke et demokrati. Det er kapitalismens dominans. Jeg vil gøre alt for at bekæmpe de mindreværdskomplekser, kapitalen skaber. Den får folk til at føle sig fattige og snydt. Folk bliver bange for at miste deres job. Og når man er bange, er man kontrolleret. Så er man en undskyldning for at eksistere. Man bliver en fedterøv for chefen. Man bukker og nejer for at blive respekteret og få sig et liv. Men der er ikke en skid liv i erhvervslivet.

Tak for indsparket, Erik.

Interviewet bragte vi i Hus Forbi-avisen i januar 2024. Erik Clausen døde i oktober 2024, men hans stemme lever videre.