Gadens slidte fødder fikses af Annemarie

Udenfor skubber folk barnevogne og skynder sig ind på kaffebarer. Men bag de gule mure på Halmtorvet i København søger nogle af samfundets mest sårbare mennesker hen for at få behandlet trætte, smertefulde fødder.

af Maria Dover
foto: Iben Gad

Sår, vabler, hård hud, ligtorne, svamp og nerveproblemer – socialt udsatte kan have mange problemer med deres fødder. Fødder, der bevæger sig mange kilometer, ofte i regnvåde og slidte sko. Fødder, der trænger til en ekstra kærlig hånd.

Når man lever på gaden, skifter man sjældent sokker og går ofte i de samme sko i flere døgn ad gangen – og det har konsekvenser. Et stort alkoholforbrug kan også medføre neuropati; en stikkende, prikkende, brændende fornemmelse eller følelsesløshed, der opleves som uro i benene.

Det er efterhånden mange år siden, at Hus Forbi-sælger Harald blev budt velkommen i Sundhedsrummet på Halmtorvet i København. Han har i dag bolig i Nordjylland, men selvom turen er lang, tager han stadig til København for at besøge Annemarie Mørck Pedersen, der er fodterapeut i Sundhedsrummet. De to har nemlig fået et godt bekendtskab i løbet af årene.

Trætte kroppe og fødder

Alle behandlinger starter med et fodbad. Det varme vand driller, så vandet er ret køligt, advarer Annemarie. Harald smiler bare og siger, at det går nok.

Iført blå handsker vasker Annemarie omhyggeligt hver af Haralds tæer med en klud. Han griner, fordi det kilder. Bagefter tørrer hun først den ene fod, så den anden.

Det er vigtigt at tage pulsen og mærke blodcirkulationen, forklarer hun.

– Der er mange, som går og står på benene flere dage i træk uden at sove. Hvis de ikke kan ligge ned og sove, kan det føre til hævede ben, åreforkalkninger og åreknuder, siger Annemarie.

Hun klipper forsigtigt Haralds tånegle, og han nikker til hende. De bliver enige om, at de har trængt til det.

De gode relationer

Da Annemarie var ansat på et herberg, opdagede hun, at mange døjer med fodproblemer. Derfor blev hun fodterapeut i Sundhedsrummet og har nu arbejdet der i 15 år.

– Det handler om at opbygge gode relationer og skabe et trygt rum. Det sker i samtalerne og de små øjeblikke. Indimellem falder folk i søvn, når de sidder i stolen, men det tager jeg som et godt tegn, siger Annemarie.

Den gode relation er nøglen til at opnå tillid hos de mennesker, hun arbejder med. Mange bliver mødt med skepsis eller manglende forståelse i sundhedssystemet, og det kan være svært at åbne op eller acceptere hjælp.

De helt små ting gør forskellen – at huske deres navn, spørge til noget personligt eller bare lytte. Nogle dage handler det om behandling, andre gange er det blot en rolig pause fra en kaotisk hverdag. Derfor sætter Annemarie aldrig tid på, hvor længe behandlingerne skal vare.

– Der er både læge, sygeplejersker og socialrådgivere ansat i Sundhedsrummet. På den måde kan vi hjælpe folk med mange ting. Vi har også et hvilerum til dem, der har brug for at få en lur, siger Annemarie.

Den magiske stol

Annemarie finder et rør, der suger støv fra neglene, samt en lille kniv til den hårde hud på Haralds fødder, så den ikke udvikler sig til ligtorne.

Harald har anbefalet Annemarie til mange af sine venner, og de sludrer om deres fælles bekendte:

– Det er magisk at sætte sig i den her stol. Jeg bliver afslappet i min krop, og det er også dejligt, at vi kan få os en god snak imens, siger han.

På en typisk dag behandler Annemarie mellem fire og ti patienter. De fleste dukker spontant op og spørger, om hun har tid.

Fleksibiliteten og den åbne dør er afgørende. Her til formiddag er hendes tid presset, så hun må venligt bede flere om at komme tilbage senere.

Noget, der gør en forskel

Behandlingen slutter med en creme mod fodsvamp, og Annemarie minder Harald om at undgå vand det næste døgn.

– Sådan en behandling har jeg fået før. Det skal jeg nok huske, siger han.

Hun rækker hånden ned i en æske med hjemmestrikkede strømper og kompressionssokker, og ruller langsomt et rent par op over Haralds fødder.

Behandlingerne ville slet ikke kunne lykkes i samme grad uden nye sko og strømper, forklarer Annemarie.

Hun tilbyder Harald et par nye sko af dem, der er doneret til klinikken. Selvom han er glad for sine slidstærke sikkerhedssko, rækker han nu alligevel ud og finder et par i nummer 42.

Hun sætter sig ned på knæ og binder skoene for ham. Nu er han klar til at træde ud i Københavns gader igen.