På arbejde blandt udsatte grønlændere i Aarhus

Udsatte grønlændere får ikke den hjælp, de har brug for – og ret til. Derfor går et hold af grønlandske jurastuderende hver uge på gaden for at hjælpe.

tekst og foto: Christian Andersen

Klokken er lidt over middag på et lille kontor i Sydhavnen i Aarhus. En mulepose bliver pakket til bristepunktet med lightere, havregrynskugler, vand og smøger. Jurastuderende Elise Rosing tager posen og en blok i hånden og bevæger sig mod den del af Jægergårdsgade, hvor byens udsatte holder til.

– Vi går rundt i Aarhus for at opsøge mennesker, vise os frem, hjælpe og fortælle om vores arbejde. Det er stadig meget nyt, forklarer hun om det nye projekt, som Elises arbejdsplads, Stenbroens Jurister, har iværksat: at opsøge og tilbyde juridisk rådgivning til udsatte grønlændere – på grønlandsk.

På trappen hilser hun på nogle af de danske faste rødder i området, men missionen er en anden. Hun skal finde gadens grønlandske mennesker.

– Jeg elsker at komme ud på gaden og begynde at snakke grønlandsk. De bliver så overraskede og glade.

Sproget skaber tryghed

På den anden side af gaden ligger Naapiffik; et værested for grønlændere, drevet af Kirkens Korshær. Luften er tyk af røg, der lugter af hash, og Pink Floyd brager fra en ghettoblaster. Under halvtaget sidder otte grønlændere på bænkene. Selvom klokken ikke er mange, er festen i gang. Flere genkender Elise, og en kvinde hilser storsmilende.

Andre kigger mistroisk – lige indtil hun begynder at tale grønlandsk. Så ser de overrasket op.

– Der er en kæmpe tryghed i, at vi snakker grønlandsk med dem. De er vant til at møde mennesker, der taler dansk, siger hun og forklarer, at det grønlandske sprog lettere skaber et trygt møde og en relation.

– Mange har nok fået nok af danskere. Det betyder meget, at der kommer nogen, som taler deres sprog, kender deres kultur, forstår deres særlige og alt det, der er forskelligt mellem danskere og grønlændere.

Stemningen letter. Elise deler vand, mad, lightere og smøger ud, mens hun på grønlandsk fortæller, hvad Stenbroens Jurister kan hjælpe med. I denne omgang er der ingen, der beder om hjælp, men Elise har vist flaget.

– Vi ved, det er svært for folk selv at opsøge os. Det kan virke uoverskueligt, måske fordi man ikke har en telefon. Derfor handler det om at komme ud og sige, at vi findes.

Mange giver op på forhånd

– Mange grønlændere har en indbygget autoritetstro over for det danske system, fortæller Elise. Det er muligvis en eftervirkning af kolonitiden, mener hun. Derfor kan det være svært at stille spørgsmål eller være kritisk.

– Danskerne har altid været placeret over os. Det er dem, der har styret og bestemt det hele. Hvis de sagde, at sådan er det. Så er det sådan, det er.

Elise har selv grønlandske forældre og har boet mange år i Grønland. I Danmark oplever hun, at grønlændere på gaden hurtigt giver op – især når samfundet har afvist eller overset dem, når de selv har rakt ud.

– Det er dér, vi kan gå ind og undersøge, om det foregår korrekt. Ofte ser vi, at der er sket en misforståelse – eller at borgeren ikke er blevet vejledt ordentligt.

Kvinden på bænken

I Mølleparken pjatter en flok studerende i forårssolen, mens fire grønlændere har taget plads på bænke i udkanten med klirrende poser ved fødderne. Elise hilser på grønlandsk og fisker smøger og havregrynskugler op af posen.

I første omgang har ingen brug for juridisk hjælp. Men da hun spørger ind til en af kvindernes situation, viser behovet sig. Kvinden er for nylig flyttet fra et forsorgshjem, hvor hun oplevede at blive trukket dobbelt for nogle ydelser, hun ikke mener, var berettiget. Hun ved dog ikke, hvordan hun skal klage.

– Sproget er ofte et stort problem, forklarer Elise. Der opstår nemt misforståelser mellem grønlændere og danskere – og alt for ofte ved hverken borgerne eller de offentligt ansatte, at man har ret til en tolk.

– Det kan føre til forkerte afgørelser, eller at borgeren ikke ved, hvornår han eller hun skal møde op. Får du en indkaldelse fra en myndighed på dansk, ved du måske ikke, at du skal møde op. Og det går altid ud over borgeren.

Går ud over pengepungen

Ofte er det penge, grønlandske borgere mister, når beskeder fra det offentlige ikke bliver forstået. Alt for tit møder de ikke op til samtaler hos sagsbehandler eller på jobcenteret.

– Du bliver sanktioneret, hvis du ikke møder op. Du mister penge for de dage, du er væk, indtil du kontakter jobcenteret. Rigtig mange mister penge, fordi de ikke vidste, de skulle møde op. Hvis de først opdager det en uge senere, kan de miste en fjerdedel af kontanthjælpen.

Elise har nu overblik og ringer straks til de rette instanser. Hvis det viser sig, at kvinden har ret i, at hun er blev trukket for meget, vil Elise hjælpe med at få bragt tingene i orden. Hun opretter en sag, så kvinden kan få pengene tilbage. Som tak får Elise både kys og kram, før hun vender hjem til kontoret.

Muleposen er tom, men opgavelisten fuld

– Jeg ville ønske, vi kunne hjælpe alle. At grønlandske borgere i Danmark ved, hvor de kan henvende sig og møde nogen, der vil dem det bedste og ikke ser anderledes på dem, fordi de er grønlændere, siger Elise, inden hun kan holde velfortjent fyraften.