Billedkunstneren Frederik Næblerød taler med Hus Forbi-sælger Maria om ungdom, graffiti og misbrug af substanser. Med konsekvenser til følge.

tekst: Anders Højberg Kamp

foto: Iben Gad

illustrationer: Frederik Næblerød

Der er skulpturer, malerier, fotografier overalt – vægge, hjørner, sokler, borde. En allegori over det zigzaggende, omfavnende, maleriske, umiddelbare hoved, Frederik Næblerød besidder.

– Jeg har en løs hånd. Men jeg maler ikke så hurtigt, som jeg har gjort. Jeg koncentrerer mig mere, end jeg gjorde før i tiden, siger Næblerød, der symptomatisk for farveeksplosionen har atelier i Sydhavnens gamle fiskerhavn. En tidslomme med selvbyggede huse, skure og små joller – røde, blå, grønne. Et bud på kaotisk orden.

Hus Forbi-sælger Maria har som Næblerød rødder både i gaden og i kunsten. Som hun siger:

– Jeg har gået på højskole og haft kurser i kunst. Jeg elsker detaljer og bare at fordybe mig i dem.

Vi aftaler ved ankomst, at Næblerød viser Maria tre værker, som de taler om og drager associationer ud fra.

Frederik Næblerød blev for alvor kendt, da han optrådte på tv. Først i DR-programmet Kunstnerkolonien, hvor vi følger respekterede kunstnere væk fra hverdagen, og senere i portrætprogrammet Ufortyndet, hvor Næblerød og to kolleger rejser til Italien på en bestilt opgave for at male et helt hus indendørs. Det er manisk. Næsten på speed.

I dokumentaren får vi aldrig svar på, hvordan køberen tog imod det fuldt malede hus. Men det fortæller Næblerød nu.

– Han blev glad for det, og kunsten er bevaret i det store og hele. Der var lidt, der måtte fjernes på grund af renovering, men sådan er det.

Næblerød maler spontant, legende og ekspressivt. Som børnetegninger behandlet med en voksens eftertænksomhed. Han er uddannet fra Kunstakademiet og havde i hele 2025 sin hidtil største soloudstilling: All Walks Of Life på museet Arken i Ishøj. Den udstilling er netop overstået, og nu er han tilbage i arbejdsrummet.

Han tager et stort lærred frem med en flyvende fugl og lægger det midt i lokalet.

Maria siger:

– Louisiana, go home. Monet og hans åkander – go home. Altså, når jeg ser på dine ting, tænker jeg på Cirkeline som grundfarver. Og så har du masser af character. Der er energi her. En styrke og en fremtid, fordi verden står stille. Jeg ser frihed og smukke farver. En friplads. Og der er mange mennesker, der ikke kan finde en niche. Den plads, du tager her i forhold til at lade dit eget indre univers komme ud. Det rører mig meget.

Næblerød lytter og siger:

– Fuglen flyver ud i verden og ser tingene oppefra. Den her farveeksplosion skal symbolisere ekstra mod på at gøre noget og frihed. Der sker så mange ting – der er otte haler, tænder. Jeg tegner mange fugle for tiden. Fuglen er et spændende motiv.

Maria fortsætter:

– Jeg har altid fået at vide, at jeg taler for højt og skal indrette mig. Det er skønt bare at kunne udtrykke alle følelser. Det er frihed for mig. Jeg har taget rigtig meget LSD. For mig er det her viagra. Jeg kunne flyve hjem på den.

Næblerød:

– Jeg har aldrig taget LSD, så det er spændende at høre om.

Maria:

– Man har sine indre dæmoner og engle, og når man krænger sig ud, bliver man betragtet som skør. Insanity comes with reality.

Hun kigger væk. Ser på et billede af en skorpion og siger:

– En skorpion er en survivor. Ligesom kakerlakker. De dør ikke af, at du bare tramper på dem én gang. Du kan fryse en skorpion, og så vågner den også op. Årh, der gik min hjerne i gang.

Hun retter sig mod Næblerød. Stadig foran fuglen.

– Du var ikke god i skolen?

– Jeg er ikke ordblind eller noget, men nej, svarer han forbavset.

– Du kunne ikke sidde stille?

– Det interesserede mig ikke. Kunst var en kæmpe redning og en niche, hvor jeg passede ind. Jeg kunne fordybe mig i noget, der interesserede mig.

– Hvor var det, I boede?

– På Frederiksberg. Jeg er enebarn.

– Sjovt. Vi kom faktisk fra Argentina til Frederiksberg. Min mor er fra Chile, min far er fra Bolivia, men jeg voksede op i Albertslund. I Hedemarken, en ghetto. Med tyrkere, albanere, pakistanere, alt muligt. Jeg har gået på Vridsløselille Skole ved siden af fængslet. Blev smidt ud hjemmefra som 13-årig. Min lillesøster fik opmærksomheden, jeg stod alene og blev sendt til børnehjemmet Juelsminde … Er det forkert af mig at spørge? For jeg har hørt, at du malede graffiti som ung. Hvorfor gjorde du det, når du er fra en god Frederiksberg-familie? Det er jo for de fine.

– Det var lidt af det hele. Jeg havde to fætre, der malede meget graffiti. De var som brødre for mig. De boede tæt på og var ældre, så dem så jeg op til. Pludselig var der noget, jeg var god til. Jeg begyndte at tegne graffiti som 12-13-årig. Vi havde sommerhus i Nordvestsjælland. Alle motorvejsbroerne var fyldt med graffiti – og jeg tænkte ’wow, det vil jeg også prøve’.

Maria kigger intenst. I ghettoen voksede hun selv op med den kreative gadegraffiti, både den lovlige og den ulovlige.

– Er det okay, jeg spørger? Har du malet tog?

– Ja, jeg har malet tog og er også blevet taget for det. Jeg skrev bogstaver og malede ansigter. Graffitien har givet mig en lettere tilgang til kunsten, fordi man er mere afslappet i hånden. Graffiti- og skateboardmiljøet har ledt mig til kunsten i det hele taget. Jeg brugte hele min skoletid på at tegne: på bordene, i bøgerne, på Salomon-skoletasken.

Maria nikker.

– Jeg tog den frie ungdomsuddannelse og har gået på højskoler. Men jeg kunne heller ikke sidde stille, siger hun.

Næblerød fortæller, at han fandt roen i fællesskabet hos vennerne.

– Jeg var en del af skateboard- og graffitimiljøet. Jeg har malet mere graffiti, end jeg har skatet. Men jeg tegnede på mange boards i Fælledparken. Og der røg vi en masse fede og hyggede os med det.

– For mig startede festen, da jeg gik på efterskole, siger Maria.

– Det var Tvind, så vi var i Frankrig, Spanien og Tyskland, hvor jeg også så en masse graffiti. Og så lærte jeg at sniffe hårlak og ryge hash på efterskolen. Man kedede sig og fulgte med flokken.

Maria kigger intenst. I ghettoen voksede hun selv op med den kreative gadegraffiti, både den lovlige og den ulovlige.

– Er det okay, jeg spørger? Har du malet tog?

– Ja, jeg har malet tog og er også blevet taget for det. Jeg skrev bogstaver og malede ansigter. Graffitien har givet mig en lettere tilgang til kunsten, fordi man er mere afslappet i hånden. Graffiti- og skateboardmiljøet har ledt mig til kunsten i det hele taget. Jeg brugte hele min skoletid på at tegne: på bordene, i bøgerne, på Salomon-skoletasken.

Maria nikker.

– Jeg tog den frie ungdomsuddannelse og har gået på højskoler. Men jeg kunne heller ikke sidde stille, siger hun.

Næblerød fortæller, at han fandt roen i fællesskabet hos vennerne.

– Jeg var en del af skateboard- og graffitimiljøet. Jeg har malet mere graffiti, end jeg har skatet. Men jeg tegnede på mange boards i Fælledparken. Og der røg vi en masse fede og hyggede os med det.

– For mig startede festen, da jeg gik på efterskole, siger Maria.

– Det var Tvind, så vi var i Frankrig, Spanien og Tyskland, hvor jeg også så en masse graffiti. Og så lærte jeg at sniffe hårlak og ryge hash på efterskolen. Man kedede sig og fulgte med flokken.

Bordene midt i lokalet er fyldt med ansigter på række. Alle med hver deres grimasse. Ét ansigt er glad. Et andet bange. Her er ansigter, der udstråler frustration, skam, melankoli. Ansigterne er monstrøse, halvt menneske, halvt monster. Maria får minder om antikke kulturer.

– De er meget internationale, siger Maria. – Jeg tænker Cusco i Peru. Vi er ikke på Mars, men du rammer den rene form for selve livet på jorden. Det vil sige, her er ikke kristendom. Men her er dualitet, ligesom yin og yang.

– Jeg forstår, hvor du vil hen, siger Næblerød.

– Jeg kalder dem metamorfoser. Det er en slags hybrider eller forskellige sindstilstande hos mennesker. Masker vi tager på og af. En dobbelthed, som vi alle har. Den her for eksempel underholder måske det bedre borgerskab. Og skammer sig så derhjemme.

Fra han sidder med lerklumpen til skulpturen er færdig, går der to måneder. De skal tørre en måneds tid, brændes i ovnen og til sidst skal han finde ud af, hvilken glasur de skal have.

Maria vender tilbage til interviewet.

– Røg du bong?

– Ja, vi røg bong og joints og tjubang og jordhooker. Jeg er ikke så meget til instrumentrygning, mere normale joints. Vi lavede også et stort hul i jorden, hvor vi sugede. Som ung skulle vi eksperimentere med alt.

Maria genkender eksperimenterne.

– Jeg røg bong, fra jeg var 16 til 24. Så skiftede jeg fra bong til joints. Så var der Bullers Blålyn: halvandet gram hash og to smøger.

Frederik Næblerøds rastløse ungdomsår førte ham til kunstskolen, hvor han kom ind i 2012 som 23-årig. Festerne og hashen fulgte med ham hele vejen. Altid lavede han kunst. Men noget har ændret sig.

– Nu har jeg ikke røget hash i tre et halvt år. Jeg kan kun tale for mig selv – men jeg kan mærke, at min kunst er blevet bedre af ikke at ryge. Det troede jeg ikke selv.

– Årh, det gør mig helt rørt. Hvorfor stoppede du med at ryge?

– Jeg stoppede med at ryge hash, fordi jeg fik det alt for skidt til sidst. Jeg havde også røget, siden jeg var 16 år, og jeg er 38 år nu. Så jeg havde røget i mere end halvdelen af mit liv. Jeg kunne bare mærke paranoia og en mild hashpsykose. Så tænkte jeg: Hvad er det bedste drug for mig? Det er min kunst. Det er at udtrykke sig. Jeg får mange flere endorfiner.

– Hvor meget røg du?

– Jeg røg hver dag, hele tiden. Som misbruger finder man pengene og vil hellere gå i det samme tøj og spise toast til aftensmad. Efter jeg havde spist morgenmad og børstet tænder, kunne jeg finde på at rulle min første joint.  – Jeg begyndte at ryge for mig selv. Jeg valgte familiefødselsdage fra, fordi jeg hellere ville ryge mig skæv på Nemoland på Christiania. Eller komme for sent til min fars fødselsdag, så jeg ikke kom med helt baskede øjne. Gavekort og julegaver byttede jeg til penge. Ens krop skriger jo på stoffet. Det tog nogle år, før jeg indså det.

Maria får tårer i øjnene.

– Det er så genkendeligt. Jeg fik en hashpsykose. Det er så svært at finde sin indre ro. Du skal have et kram. Du er så fucking sej.

De rejser sig. De krammer. Maria fortsætter:

– Det er så tabuiseret. Jeg er selv bruger. Man hopper på og af toget. Jeg er meget psykedelisk – jeg er til LSD. MDMA er jeg ikke så meget til, kokain var en fase, amfetamin er okay, fordi min hjerne kører derudad. Lige nu er det skunk og pot. Jeg kan have et gram pot i tre dage. Men jeg drikker også ved siden af, desværre.

– Jeg er kunstner og ikke misbrugskonsulent. Men jeg ved, du kan komme ud af det. Jeg har selv haft et misbrug i over halvdelen af mit liv. Du skal trappe ned og ikke stoppe fra den ene dag til den anden. Det kan ingen mennesker.

– Jeg vil gerne have alkohol ud af mit liv. Jeg drikker tre ekstra strong.

Næblerød trækker på skuldrene.

– Det kunne være værre. Du må have noget rygrad. Når man stopper med et misbrug, er man rastløs. Man skal have en anden verden, der giver endorfiner og dopamin, for der er man meget svækket. Ens ben tripper, man vågner om natten. Man skal have noget at røre ved.

– Jeg læser Basserne og Anders And. Jeg har syet meget. Men jeg mangler min symaskine og har ikke ro til at komme i gang, siger Maria, der bor på et herberg i Hillerødgade.

I hjørnet af lokalet hænger en række masker. Maria begynder at synge, højt og glad, som var hun lille igen:

’Jeg har taget maske på. Misk-mask, maske på. Kan du gætte, hvem jeg er, kan du gætte, hvem jeg er?’

Hvortil hun siger:

– Det er fastelavn. Katten af tønden. Men der er ingen fastelavn her. Det her er rigtige mennesker.

– Det er også det med at påtage sig en maske i et samfund. Men det vilde i dag er jo, at Maria i dag viste så meget af sig selv, siger Frederik Næblerød, før han tilføjer, at hun er velkommen en anden gang.

Udenfor blæser vinden tomme øldåser ned ad Bådehavnsgade mellem de små træhuse i mange farver. Indenfor samler Frederik Næblerød fuglen op og hænger den på plads. Ansigterne kigger mod maskerne.