Kan du lide at lave mad, og har du lyst til at hjælpe hjemløse og socialt udsatte? Er du god til at snakke med mange forskellige slags mennesker? Og har du samtidig sans for planlægning og organisering? I så fald er et frivilligjob i Hus Forbis café måske noget for dig!
Hus Forbi søger lige nu frivillige til at være med til at drive frokostordningen i vores café og værested i Vanløse, hvor der hver dag kommer hjemløse og socialt udsatte mennesker for at drikke kaffe, tage bad eller vaske tøj, købe Hus Forbi-aviser og spise frokost.
Opgaverne består i:
- At planlægge og købe ind til frokost til omkring 20-30 mennesker
- At lave, servere og vaske op efter maden
- At være tilstede og snakke med de hjemløse og udsatte, der bruger cafeen
- Sammen med ansatte og andre frivillige i huset at være med til at udvikle Hus Forbis café og frokostordning til at blive det bedst mulige tilbud til vores brugere
Vi tilbyder:
Du bliver en del af en af de vigtigste hjemløseforeninger i Danmark, der hjælper over 700 hjemløse og socialt udsatte landet over. Derudover får du:
- Ansvar for en vigtig opgave, der hver dag er med til at øge livskvaliteten for hjemløse og socialt udsatte Hus Forbi-sælgere i København
- Direkte erfaring med samarbejde og kommunikation med en række hjemløse, socialt udsatte og skæve eksistenser
- Erfaring med planlægning, organisering og drift af en madordning for hjemløse og udsatte
- Løbende sparring med vores ansatte samt introduktion og opkvalificerende undervisning i konflikthåndtering og socialt arbejde
Praktisk
Du kommer til at indgå i et lille team med andre frivillige, og vi forventer at du har mulighed for at tage minimum én vagt hver 14. dag, i tidsrummet 9-14.
Lyder det som noget for dig? I så fald vil vi bede dig sende en email med lidt info om hvem du er til stine@husforbi.dk. Hvis du har spørgsmål, så ring til os på 23873052.