Da urinprøven viste kokain, blev jeg iskold

31-årige Maria vågnede med billeder fra et samleje, hun ikke kunne huske. I dag taler hun højt om oplevelsen og følgerne, der ændrede hendes liv. Her fortæller hun sin historie.

Fortalt til Maria Dover
foto: Iben Gad

En aften for nogle år siden blev min frie vilje taget fra mig. Jeg skulle bare besøge en af mine venner i hans lejlighed. Hans kammerat var der også, og vi skulle hygge os med vodka og redbull. Men det tog en drejning, jeg aldrig havde kunnet forudse, da de pludselig begyndte at tage stoffer. Jeg holdt mig fra det. Jeg husker stadig et foredrag i 7. Klasse, hvor en kvinde stod på en scene og fortalte, hvordan stoffer havde splittet hendes liv ad. Jeg lovede mig selv dengang, at det aldrig skulle være mig.
Men det næste, jeg husker fra den aften, er, at jeg vågnede i min egen lejlighed. Klokken var fire om morgenen. Jeg lå nøgen på mit gulvtæppe. Min krop føltes mærkelig. Det hele flimrede. I mit hoved kørte billederne rundt. Jeg så mig selv – nøgen – sammen med to mænd. Den ene tæt på mit ansigt. Den anden lidt længere væk. Mine ben var løftet, hvilende på en af deres skuldre.

Urinprøven viste kokain

Forvirringen blandede sig med panik og frygt. Hvordan kunne det ske? Jeg var sammen med mennesker, jeg stolede på. Og nu lå jeg her alene. Jeg greb min telefon og begyndte at ringe rundt. Til en af mine gode veninder, min mor og min far. Men ingen svarede. Til sidst tog min storebror den. Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde. Jeg forsvandt ind og ud af bevidsthed. Dørtelefonen brummede, og jeg fik på en eller anden måde lukket ham ind. Han ringede 112. Ambulancen bragte mig til Bispebjerg Hospital. Lægerne talte om forgiftning. Men jeg havde jo ikke taget noget? Jeg havde jo sagt nej? Så da urinprøven viste kokain, blev jeg iskold indeni. Hvordan var det kommet ind i min krop? De indre billeder kørte stadig rundt med de to mænd. Jeg forklarede det til personalet, og de sendte mig til Center for Seksuelle Overgreb.
Der blev jeg mødt af varme. En sygeplejerske holdt mig i hånden, mens lægerne tog prøver med vatpinde. Det var grænseoverskridende og ubehageligt. De forklarede, hvad der ville ske, hvis jeg anmeldte det. Og selvom jeg stadig var i chok, kunne jeg mærke en kraft i mig, der insisterede: Jeg måtte stå op for mig selv og anmelde det.

Følte, jeg blev afhørt

Politiet ankom til hospitalet og stillede spørgsmål. Jeg prøvede at svare, men det hele kørte stadig rundt. Nogle dage senere mødtes jeg med min bistandsadvokat foran politistationen. Jeg skulle afgive min forklaring og genfortælle alt i detaljer. Men det føltes ikke som at blive lyttet til. Mere som om jeg blev afhørt. Som om jeg hele tiden skulle forsvare mig selv og retfærdiggøre min virkelighed – og det, jeg havde oplevet.
Efter lang tids venten kom der en afgørelse fra Anklagemyndigheden i min e-Boks. De skrev, at der i lægeundersøgelsen var påvist kokain, men at der ikke var fremkommet oplysninger, der kunne klarlægge, hvordan det var blevet indtaget. De skrev også, at jeg om natten havde sendt en sms til min veninde, hvori der stod, at jeg skulle til at have en trekant. Og at jeg skulle have slettet sms’en fra telefonen. Intet af det kan jeg huske. Det fremgik også af afgørelsen, at mændene havde sagt til politiet, at jeg frivilligt var gået med til at have en trekant.
Det var statsadvokatens opfattelse, at der ikke var de nødvendige beviser i sagen til at få de to mænd dømt for voldtægt ved en domstol.
Det var en hård besked. Men jeg fortrød ikke, at jeg anmeldte det. For mig handlede det om at kunne se mig selv i spejlet og vide, at jeg kæmpede for mig selv.

Traumet fyldte alt

Oplevelsen satte sig dybt. Jeg fik PTSD og blev fyldt med selvbebrejdelse. En rasende frustration over noget, jeg ikke kunne ændre, men som ændrede mig. Før den skæbnesvangre nat var jeg i gang med en uddannelse som socialrådgiver. Men nu kunne jeg intet. Måtte sygemelde mig. Traumet og oplevelsen fyldte for meget.
Min tillid forsvandt. Ikke bare til andre – men også til mig selv. Jeg kunne ikke længere stole på min egen dømmekraft. Fik angst for at være ude. Turde knap nok at gå en tur med mine hunde. Gik langs murene og var altid klar til at springe ind i en opgang.
Jeg følte, at jeg havde mistet kontrollen over mit eget liv. At andre kunne bestemme over min krop og virkelighedsopfattelse. Jeg lukkede verden ude. Den eneste kontakt, jeg havde, var med min mor og mine tre tætteste veninder.

Tryghedskopper

En dag, da jeg var på shopping i Malmø, fandt jeg min første kop. Den gav mig tryghed og blev et slags skjold. Jeg begyndte kun at drikke af mine egne medbragte drikkedunke, hver gang jeg var ude blandt andre. Det var en måde at få lidt kontrol tilbage i mit liv. I dag har den ene kop vokset sig til en hel samling af drikkedunke – jeg har nu ti forskellige. Og jeg har altid én med, hvor end jeg går.
Jeg begyndte i traumeterapi og senere i et PTSD-forløb, der hjalp mig med at kunne se oplevelsen i øjnene. Acceptere, hvad der var sket, så jeg kunne komme videre. Og heldigvis var der et system, der hjalp mig. Jeg fik den sødeste socialrådgiver. Hun pressede mig ikke, men gav mig plads. Lod mig tage ét skridt ad gangen i mit eget tempo.
Jeg blev godkendt til fleksjob og fik socialt frikort, og en dag kom opkaldet: Hus Forbi havde en ledig stilling som chauffør, hvor jeg skulle ud at hente pant hos virksomheder. Det blev begyndelsen på noget, jeg ikke havde turdet drømme om.

Begyndelsen på noget nyt

Hos Hus Forbi begyndte jeg langsomt at folde mig ud igen. Der var forståelse for, at mit traume kan give mig off-dage. Jeg vælger selv, hvor mange vagter, jeg vil tage. Fleksibiliteten og arbejdet på det sociale frikort gør det overskueligt for mig at kunne være på en arbejdsplads. Fællesskabet i Hus Forbi har gjort mig meget mere udadvendt og glad. Nu har jeg en hverdag igen. Føler mig som en del af samfundet igen. Og jeg er stolt af mit arbejde.
Jeg er et helt andet menneske – ikke længere den samme usikre person. Langsomt fik jeg styrke nok til at begynde at bruge min stemme til at tale om det, jeg har været igennem. Og for et år siden stod jeg for første gang stod på en scene til Den Sociale Dag og fortalte min historie. I år deltog jeg også i debatter på Folkemødet sammen med Hus Forbi.
Nu drømmer jeg om at holde foredrag i fremtiden, fordi jeg tror, det gør en forskel at tale om det, og at det hjælper andre, der kæmper. Det har i hvert fald hjulpet mig.

HUS FORBI PANT
Non-profit pantservice drevet af Hus Forbi. Skaber job til udsatte chauffører og sorteringsfolk, som er ekskluderet fra arbejdsmarkedet pga. hjemløshed, afhængighed eller psykisk sygdom. Løn udbetales via det sociale frikort, og alt overskud går til Hus Forbi.