arrow-left-primary Tilbage
Oplev Jean Renés Historie

Den syngende cowboy

For mig handler det mest om at sprede glæde, jeg elsker at se smilet på folks ansigter, når de får øje på mig. Når jeg sælger Hus Forbi, vil jeg ikke bare stå og stirre, ligesom mange andre gør, jeg vil give folk en oplevelse.
Foran det lokale indkøbscenter er der heller ingen tvivl om, hvem det er, når Jean René Krøyer kommer rullende.
– Den ethjulede cykel er god til at fange folks opmærksomhed, og det er lidt anderledes, når jeg kommer rullende på den med min barnevogn foran.
Tydeligt er det også, at han er velkendt af de lokale, da tilråbet ”Kom så Krøyer!” kommer rungende over parkeringspladsen til cowboyen på cirkuscyklen.
– Det hjælper godt på salget, når folk kan se, at man er glad og frisk og ikke står og surmuler. Så kan folk også kende en til næste gang.
Jean René har dog ikke altid været showman. Før han blev Hus Forbi sælger, var han syg i lang tid, han havde alvorlig social angst, han kunne ikke engang se folk i øjnene.

– Til sidst endte det med, at jeg fik rod i økonomien, jeg kunne simpelthen ikke få det til at løbe rundt.
– Dengang boede jeg i et lille kollektiv i Vemb, her mødte jeg en fyr, som solgte Hus Forbi. Da jeg så kom til Holstebro, ramlede det hele for mig. Jeg måtte hjælpe til hos nogle venner, bare for at få et måltid mad.
– Til sidst kunne jeg ikke holde til det længere, jeg valgte at tage tasken og gå i gang med at sælge. Det var forfærdeligt, jeg kunne ikke se folk i øjnene, jeg rystede simpelthen af ren og skær angst.

Op med hovedet igen

– Men langsomt genvandt jeg mit selvværd og min selvtillid. Folk var gode til at give skulderklap og komme med opmuntrende bemærkninger som ’det klarer du sgu godt’ og ’ro på!’ De kunne godt se, at jeg ikke havde det godt.
– Stille og roligt blev jeg løftet op. Og så en dag så jeg en avis, hvor de skrev, at Hus Forbi er ’folkets ambulance’. Der kunne jeg godt forstå, hvorfor de skrev det. Man kan hurtigt ryge ud i en dårlig situation, hvor hverken kommunen eller systemet kan redde en. Så kan man blive reddet af Hus Forbi.
Cowboyen fra det vilde Vestjylland, som han kalder sig, optræder også med sang og dans for kunderne.
– Når jeg synger, så er det for at skabe glæde i folk, de smiler og får et lille glimt i øjet. Selv når det regner, kan jeg finde på at synge, så er det godt at gemme nogle sange til lejligheden. Jeg plejer at bruge Singing in the rain. Hvis det så er et par, der kommer, fanger jeg altid lige herrens blik først, så han ikke bliver sur over, at jeg står og synger til hans dame.
Efterhånden har de handlende i Holstebro vænnet sig til Jean Renés optræden.
– En gang imellem stopper folk og lytter lidt. For nogle dage siden var der også en dame, som stod og sang sammen med mig, det var smadderhyggeligt.

Som Hus Forbi-sælger siden 2015 har Jean René udviklet et arsenal af salgstricks.
– Som regel når den nye avis kommer, plejer jeg at sige ’køb den sidste nye avis her. Den er så frisk, at sværten stadig smitter af.’
– Nogle gange skal folk lige se mig an, de undrer sig måske, om jeg lige har drukket en halv kasse bajere inden. Men de kan hurtigt se, at jeg er ædru, for jeg drikker slet ikke. Det eneste, jeg bruger, er mine blå Winston.
En forbipasserende siger så lige i forbifarten ’du skal ikke tro på alt, hvad han siger.’
– Okay, siger Jean René med et smil – jeg drikker da en øl en gang imellem. Det er ikke kun gøgl, Jean René hiver op af hatten.
– Tit kommer folk op til mig, og
så får vi os en længere samtale. De fortæller for eksempel om nogle situationer, som de selv har været ude i, og så fortæller jeg dem min egen historie.

Selv når det regner, kan jeg finde på at synge, så er det godt at gemme nogle sange til lejligheden.

At give tilbage

Jean René er en driftig mand, som altid har gang i noget.
– Mit seneste projekt hedder middag under aftensolen. Jeg fylder min vogn med grilludstyr, og så cykler jeg ud i naturen. Sidste gang lavede jeg gullasch ude ved Skovlunden. Og
så får man et godt måltid mad med folk, mens vi nyder aftensolen over Danmark.
Udover at sælge Hus Forbi,
sælger Jean René også plakater for Danmarks Skytsengel. En organi- sation fra Holstebro kirke, der hjælper unge i sorg, som har mistet nære familiemedlemmer.
– Jeg fik ideen, da jeg hørte om organisationen, og så fik jeg en
lokal kunstner til at lave den her plakat, som jeg sælger sammen med aviserne. Jeg får ikke selv noget for dem, men det går til et godt formål.

Knap 282.000 danskere kan betegnes som socialt udsatte i større eller mindre grad

close-w
Luk