Hver anden uge er Jette peer-to-peer-frivillig på Café Klare.
Her bruger hun sin egen erfaring som hjemløs til at hjælpe andre hjemløse og socialt udsatte kvinder.

tekst og foto: Iben Gad

kl. 6:00

Jeg står tidligt op, spiser min morgenmad, smører mine ar, børster tænder, tager min smertestillende. Du ved, alle de basale ting. Jeg har min kalender – min hjerneprotese, som jeg kalder den. Den hjælper mig med at holde strukturen. Jeg er nødt til at fylde dagene med noget almindeligt. Jeg er lidt en nyhedsjunkie. Især når der sker store ting, følger jeg ekstra meget med i fjernsynet.

kl. 11:00

Jeg tager bussen ind til Café Klare, hvor jeg er frivillig mentor for andre hjemløse kvinder. Jeg havde aldrig troet, jeg selv skulle blive hjemløs, men da jeg fik kræft, og mine sygedagpenge ophørte, kom jeg på kontanthjælp og havde ikke råd til at betale husleje. På et tidspunkt måtte jeg vælge, om jeg ville have tag over hovedet og drikke kogt vand, eller om jeg ville smide taget væk og gå på gaden. I dag lever jeg med en belastningsreaktion oven på kræftforløb og hjemløshed. Jeg tænkte, at ’når kræftbehandlingen stopper, kommer jeg tilbage i fast arbejde og får et normalt liv’. Men sådan endte det bare ikke.

13:00

Det er altid forskelligt, hvor mange der dukker op. Men i dag er der to kvinder, som gerne vil med i wellness. Som peer-to-peerfrivillig er vi selv udsatte, men vi kan snakke med kvinderne om de basale ting i livet, så det ikke bliver så tungt det hele. Og for at sige det mildt, er det en mandeverden; jeg er ved at brække mig over det. Livet som hjemløs er ikke indrettet til kvinder. De kvinder, der kommer her, er dem, som er allerhårdest ramt, og jeg er der ligesom for at give et pust af noget andet. Når jeg har energi, vil jeg sørge for at bruge den rigtigt.

16:00

I dag får vi en times massage hver, og vi er helt gummiagtige bagefter. Det er totalt luksus og helt sindssygt rart. Bagefter går vi hen på Coffee House og nyder en kop kaffe og en kage, inden jeg følger kvinderne tilbage til Café Klare, – Så længe jeg ser mine børnebørn, er jeg glad. Sidste uge havde jeg besøg af min datter og yngste barnebarn her i Nuuk. De var i Nuuk i nogle dage for at komme på hospitalet. Vi var sammen hver dag, og da mit barnebarn skulle afsted sagde hun: ‘Bedstefar, jeg elsker dig’. Der forsvandt alle dårlige tanker. Jeg er nødt til at se hende vokse op.

18:00

Så er det tilbage til herberget og slappe af i sengen. Jeg sidder altid og nørder med noget eller hækler. Det er ikke mit hjem det her, så jeg kan ikke få mig selv til at bruge køkkenet her på herberget. Hvis jeg skal have varm mad, er det, når jeg er hos mine børn. Så i dag bliver det bare til en rugbrødsmad, en gang yoghurt eller noget, man kan få på kop. Jeg går altid i seng klokken 22, men inden det, skal jeg lige æde nyheder.

Peer-to-peer er en netværksindsats drevet af WeShelter, hvor tidligere hjemløse deler deres erfaringer med nuværende hjemløse. Mentor-arbejdet er frivilligt og ulønnet. Andre aktiviteter kan være en tur i Botanisk Have, Planetariet, biografen eller teateret. De frivillige tilbyder også uformelle samtaler på Café Klare hver anden uge.