Et øje i det høje

Stofbrugere føler sig mistænkeliggjort og kontrolleret, når de skal have udleveret substitutionsmedicin. Camillas behandling blev afsluttet, fordi hun ikke kunne levere en urinprøve, mens personalet kiggede på.

tekst og foto: Christian Andersen

– Det er grænseoverskridende, at man skal vise sin krop frem, siger Camilla på 27 år, da Hus Forbi møder hende i Nordjylland.

Camilla taler om den samarbejdsaftale, man som stofbruger bliver præsenteret for, når man begynder på behandling i Hjørring Kommune. En samarbejdsaftale Camilla har skrevet under på.

– Det skal du, ellers får du ikke noget medicin, så jeg havde ikke noget valg, siger hun.

Ifølge en rapport fra Brugernes Akademi forlanger op mod hvert femte rusmiddelcenter i Danmark, at stofbrugerne indgår sådanne samarbejdsaftaler. I Camillas tilfælde står der blandt andet, at personalet uden varsel kan forlange urinprøver.

– Det er ydmygende, at man skal tisse på kommando, og at der er sat spejle op, så de kan se mig bagfra. Der står også personale og kigger, mens jeg tisser.

Camilla fortæller, at hun kan blive bedt om at aflægge urinprøve to-tre gange om ugen. Hvis hun ikke kan aflevere en prøve, kan det blive opfattet som om, hun ikke vil samarbejde, og behandlingen kan blive afbrudt. Camilla fortæller også, at hun har skullet fremvise andre dele af kroppen for at bevise, at hun ikke stikker sig med kanyler.

– Nu er jeg ikke stiknarkoman, så det har ikke været noget problem. Men det er ikke rart, og det er ikke særlig værdigt.

Mange år med stoffer

Stofferne kom tidligt ind i Camillas liv.

– Jeg begyndte på heroin og morfin da jeg var 20 år, men inden da havde jeg taget lidt af det hele – kokain og den slags. Det begyndte, dengang jeg blev fjernet fra min far. Da var jeg 12 år. Som 13-årige begyndte jeg at ryge hash, og så har det så bare udviklet sig derfra.

Camilla kom i det, der hedder substitutionsbehandling, som er en lægelig behandling af stofoverforbrug. Patienterne får for eksempel metadon eller buprenorphin på behandlingsstedet. På de fleste behandlingssteder kan man modtage sin metadon eller buprenorphin uden at skulle skrive under på en aftale, men i Hjørring er det altså et krav.

At det hedder en samarbejdsaftale, undrer Camilla

– Personalet har en underlig tilgang. Man kan ikke snakke om behandlingen med dem – det er dem, der bestemmer, siger hun.

I samarbejdsaftalen står blandt andet, at ’der kan uden varsel foretages overvåget urinprøver, observation for stikmærker og måling af alkoholpromille. Især urinprøverne er svære for mange af de stofbrugere, Hus Forbi har talt med: Man sidder på et toilet, bagved er der et spejl, og i væggen er der et vindue, som personalet kigger ind gennem.

Kontrol bagfra og forfra. Gennem glasruden holder personalet øje, når der aflægges urinprøve.

Alle kan kigge med

Hus Forbi har modtaget fotos fra det toilet, der bruges til urinprøvetagning på behandlingsstedet i Hjørring. På billederne ser man, at der på den anden side af vinduet er et bord med en kaffemaskine. Så personalet, der går rundt udenfor toilettet, kan altså skænke sig en kop kaffe, mens de overvåger, at der bliver lavet en urinprøve.

– Det er jo sådan, at alle mulige mennesker går rundt udenfor vinduet og kan kigge ind. Det kan være personale eller et bud, der kommer for at aflevere ting.

– Kan man så ikke tisse, og personalet bliver utålmodige, så spørger de, om de skal tænde for vandet, på trods af, at jeg jo sidder lige ved siden af en vask. Har jeg brug for at høre vand, der rinder, kan jeg selv tænde for det, siger Camilla.

For nogle måneder siden stoppede Camilla på behandlingsstedet. Det skete efter, at hun ikke kunne aflægge en urinprøve en fredag.

– Jeg kan godt tisse på et normalt toilet, men når der er overvågning, er det svært. Det er helt vildt grænseoverskridende at sætte mig ud på det toilet med et spejl bag mig og to damer, der står og kigger på mig fra vinduet.

I samarbejdsaftalen står, at personalet kan kræve en urinprøve, og der står også, at overtrædelser af kontrakten kan resultere i ’bortvisning fra udleveringsstedet’. Og det var netop det, der skete for Camilla. Den efterfølgende mandag var der gået tre døgn uden en urinprøve, og derfor blev Camillas behandling automatisk afsluttet.

– Nu skal jeg igennem hele møllen en gang til. Jeg skal på kommunen, gennem visitationen, og det kan tage lang tid, før jeg kan komme tilbage i behandling, fortæller hun.

På gaden efter stoffer

Når behandlingen stopper, betyder det også, at medicinen stopper. Derfor måtte Camilla ud for at finde stoffer i stofmiljøet.

– De siger jo, at man skal søge hjælp på sygehuset heroppe, men de vil ikke hjælpe dig; jeg har prøvet mange gange. Hvis der er nogen, der har prøvet, så er det mig. Man har ret til abstinensbehandling, men sådan er det ikke her.

Indtil for nyligt havde Camilla et rengøringsjob, men efter hun blev udskrevet fra sin substitutionsbehandling, har hun ikke kunne varetage jobbet.

– Når du vågner og er syg hver dag, så er det ikke til at passe et arbejde. Det gør så ondt i benene, man fryser og sveder, og man har en uro i kroppen. Det sker, når jeg ikke får min medicin, så hænger jeg slet ikke sammen. Derfor har jeg sagt op og er nu uden indkomst.

Camilla skal som minimum bruge 300 til 400 kroner om dagen til at købe stoffer for, når hun ikke er tilknyttet et behandlingssted. Det er penge, hun ikke har, men må skaffe, ofte ved at begå kriminalitet.

Det hele væltede for Camilla den dag, hun ikke kunne aflevere en urinprøve. Men hun ønsker sig et liv, hvor substitutionsmedicin er det eneste, hun tager.

– Jeg ved ikke, hvad jeg drømmer om. Lige nu vil jeg gerne være clean igen, men det kræver, at jeg kan få noget substitutionsbehandling.

Det har ikke været muligt for Hus Forbi at efterprøve Camillas historie.

Hjørring Kommune, der driver Rusmiddelcenteret og medicinudlevering, oplyser til Hus Forbi, at man ikke længere bruger samarbejdsaftalen. Det er de brugere, Hus Forbi har mødt, dog ikke bekendt med.