Ensomhed

Ordstafetten

Hus Forbis sælgere bidrager med mere end at sælge aviser. I Ordstafetten skriver en sælger om et ord og sender depechen
videre til en anden sælger. Denne måneds bidrag er skrevet af Flemming, som har været Hus Forbi-sælger i henved 20 år.

Jeg har heldigvis Pixie

Jeg har det sidste års tid været næsten helt alene. Jeg har heldigvis en lille puddelhund, Pixie.

Den har reddet mit liv, tror jeg. Jeg er oprindeligt fra Ikast, men kom til København i oktober 1999, efter jeg havde fundet en kæreste, mens vi var i behandling for misbrug. Vi startede med at bo på gaden i København fire et halvt år. Men selv mens jeg gik rundt mellem tusindvis af mennesker, kunne jeg føle mig ensom. Den følelse kendte jeg et sted fra. Sådan havde jeg haft det det meste af mit liv uden at kunne finde ud af hvorfor.

Diana og jeg blev kærester i 1998, og lige siden var hun min bedste ven. Hun blev indlagt den 28. januar i år og fik sin dødsdom af lægen: cancer i lymfe og lever, diskusprolaps, en tumor på spiserøret, skrumpelever og kronisk betændelse i bugspytkirtlen. Han sagde, at hun kun ville leve en måned mere, og hun gik meget pludseligt bort den 27. februar. Hun blev kun 47 år.

Jeg ville gerne være med til at skaffe Diana en gravplads, og den betalte jeg for med penge fra hendes pension. Dianas søster betalte for en gravsten i grønt marmor. Siden hun forsvandt ud af mit liv, har hun været i mine tanker hver eneste dag. Jeg har ikke været mig selv. Jeg isolerer mig og ser tv og går tur med Pixie fire gange om dagen. Pixie er lige så følsom, som jeg er. Hun slikker mine tårer væk, når jeg græder. Siden februar har jeg ikke haft overskud til noget som helst, og det eneste, jeg passer godt på, er Pixie. Jeg er bange for at dø, men jeg har forsøgt selvmord flere gange.

Det er faktisk utroligt, at jeg lever endnu – der må være en, der holder hånden under mig.

Er det en følelse eller en tilstand at være ensom?

Jeg har min egen lille teori om, hvorfor jeg blev den eneste af fire børn, der blev misbruger. Man siger, der helst skal være tre år mellem hvert barn. Min storebror er fra 1958, min søster fra 1954. Så kom jeg i 1967, og jeg fik en lillebror i marts 1969. Fordi han kom så hurtigt, har jeg nok følt, at han fik den opmærksomhed, jeg havde brug for. Jeg fik ingen uddannelse.

Min søster er speditør, min storebror ingeniør, og min lillebror er maskinarbejder og sætter vindmøller op. Jeg har ikke holdt jul med min familie i over 25 år. Et par gange har jeg holdt jul i en opgang med et skud heroin. Jeg bliver ikke inviteret af mine søskende, og det kan jeg godt forstå, for jeg ser skæv ud. Men det gør mig ked af det. Jeg er med til julefrokosten 2. juledag, men dér føler jeg det lidt, som jeg ikke er til stede.

Jeg har ellers dejlige minder om julen fra barndommen.

At ligge i sofaen og glæde sig og vente på at få gaver. De seneste år har jeg holdt jul i Hus Forbi. Hus Forbi er blevet min familie. Hvis jeg fandt en kæreste igen, ville jeg være bange for, at jeg ville miste hende. Så jeg tør ikke tro på kærligheden og på at få rigtige venner, jeg kan stole på. Men jeg har en drøm om at skrabe penge sammen til at lave et tiny house og køre rundt langs de danske kyster og samle plastik op. Bare mig og Pixie i et lille, mobilt hjem.