MALIKA BLEV HJEMLØS SOM 14-ÅRIG. DET VAR SVÆRT AT BEDE OM HJÆLP, FORDI HUN IKKE VILLE PRESSE SIG PÅ. I DAG BRUGER HUN SOCIALE MEDIER TIL AT HJÆLPE ANDRE BØRN, DER FØLER SIG ALENE.

tekst: Luna Bacher

foto: Nadia Von Rikka

Jeg var 14 år, da jeg blev hjemløs. Det var november. Kulden bed i huden. Den første nat sov jeg i et skur. Jeg krøb op i hjørnet og trak min jakke helt op til hagen. Jeg faldt først i søvn, da jeg var så træt, at det gjorde ondt i øjnene. Om morgenen lagde jeg makeup og tog flot tøj på, som altid. Og så tog jeg i skole.

I frikvarteret ringede jeg til kommunen. Det er dem, der skal hjælpe børn og familier, hvis de har det svært. ’Jeg har ikke noget sted at bo. Det er koldt, og jeg er alene,’ sagde jeg. ’Vi har først tid til at hjælpe dig til januar. Kan du holde ud lidt endnu?’ sagde stemmen i telefonen. ’Ja, ja,’ sagde jeg. Men det var slet ikke sandt. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg ville bare ikke være til besvær.

’Kan jeg sove hos en af jer?’ spurgte jeg mine venner. Mit hjerte hamrede. ’Du kan sove hos mig i dag,’ sagde Elena. ’Og hos mig på torsdag,’ sagde Jakob. Puha. Om aftenen tog vi hjem til mine venner. Vi så film og grinede. I nogle timer glemte jeg alt om, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Men efter noget tid begyndte deres forældre at sige, at jeg havde sovet der for meget, og at de ikke havde plads til mig mere. Nogle af dem vidste godt, at jeg ikke havde andre steder at sove. Men jeg nikkede bare og sagde, at det var helt fint. Jeg turde ikke spørge igen.. Det var pinligt.

En dag fik jeg en genial idé: Jeg kunne sove i lufthavnen. Der var mad, varme, og toiletter. Og vigtigst af alt: Der var tusindvis af mennesker. Når jeg sov på en bænk i lufthavnen, lignede jeg bare endnu en, der ventede på et fly. Jeg blendede ind. Ingen stillede spørgsmål. Nogle gange kiggede folk mærkeligt på mig. Ingen spurgte, hvorfor jeg sov der hver aften. Hvis de havde turdet spørge, havde jeg måske ikke været hjemløs hele den vinter.

Det var først i januar, at jeg fik et sted at bo igen. Kommunen gav mig et værelse på et børne- og ungehjem. Det er et sted, hvor man kan bo, hvis man ikke kan bo hos sine forældre. Jeg var lettet! Men jeg havde stadig ondt i maven i lang tid. Jeg var bange for, at folk ville tænke, at der var noget galt med mig. At det var min egen skyld, at jeg engang havde været hjemløs. Med tiden begyndte jeg at lave videoer på TikTok. Jeg fortalte om min tid som hjemløs. Mange fulgte med og ville høre mere. Flere skrev til mig, at de kunne genkende min historie i deres egen. Nogle havde også en familie, som de ikke kunne bo hos. Andre havde prøvet at leve på gaden. Det føltes rart at blive mødt af mennesker, der forstod, hvad jeg havde været igennem. I dag fortæller jeg åbent om de ekstremt voldsomme ting, jeg har oplevet som lille. Jeg gør det, fordi jeg ved, at der sidder andre børn derude og prøver at skjule, at de har det svært. Hvis bare ét af dem tør sige det højt og bede om hjælp, så er det det hele værd.