Når livets voldsomheder bliver til kunst

Skuespiller Trine Dyrholm har spillet kvinder på kanten af sammenbrud. Hus Forbi-sælger Stella er tidligere skuespiller og har selv stået der. Der bliver grædt og grinet, når de to deler erfaringer fra livets undergrund. 

interview: Hus Forbi-sælger Stella
tekst: Luna Bacher
fotos: Christian Andersen

Islandske Stella Gudny træder ud på de knirkende gulvbrædder. Hun kigger ud over Hofteatret, der rummer en udstilling om dansk teaterhistorie. 

 – Det er det eneste teater i Danmark, jeg ikke har været i før, siger hun. 

 Stella foreslog egentlig, at vi skulle mødes på det teater, hvor hun sidst så et stykke, men hun kunne ikke komme i tanke om, hvor det var. Hun har undgået teatre i så mange år nu. 

 – Det minder mig for meget om det frirum, jeg mistede efter skilsmisse, alkohol og sygdom, siger Stella. 

 I dag er hun tilbage på de skrå brædder for at møde Trine Dyrholm. 

 – Gaman að sjá þig, siger Trine til Stella, da de to får øje på hinanden.
– Det er også dejligt at møde dig! siger Stella. 

Karrieren, der kunne have været

Stella voksede op på den islandske vestkyst. Hun havde overflod af energi og selvstændighed. Hun sang, hun dansede og hun dyrkede gadeteater med en gruppe af farverige, kreative venner i Reykjavik. 

 Hun ville egentlig til Berlin som ung og uddanne sig til vaskeægte skuespiller. Men ’kærligheden kom i vejen,’ som hun siger, og hun bosatte sig i Danmark. 

 – Jeg dagdrømmer nogle gange om det liv, jeg kunne have haft, siger Stella. Måske kunne jeg have haft en karriere som din, Trine. Der må være noget i dig, der tænkte ’det her, det kan jeg bare’. 

 Stella refererer til Trine Dyrholms modige karriere. Hun sang ’Danse i Måneskin’ til Melodi Grand Prix i 1987 og blev landskendt natten over. Tre år senere snuppede hun en Bodilstatuette for sin første filmrolle og har siden spillet sig ind i en karriere med karakterer, der sjældent får lov at være pæne ret længe ad gangen: En kræftramt frisør. En presset læge. En grænseoverskridende stedmor. Og senest en brutal og gakket kvinde i Island i ’Den Danske Kvinde’. 

 Tilbage i teatret sidder de to og varmer hinandens hænder. Det ser helt dramatisk ud med de skarpe teaterlamper og en enkelt tåre, der triller ned ad Stellas kind. 

 – Jeg er ikke bange for følelser, siger Trine. 

 Stella skubber tårerne væk, mens de griner.  

 – Jeg har jo også tiltet i livet siger Trine. 

 – Jeg var sikker på, at jeg skulle dø, da jeg fik mit første angstanfald. Så jeg ringede til en veninde, som jeg vidste havde været igennem noget lignende. Jeg tror, jeg har haft et virkelig godt bagland. Selvom jeg startede som 14-årig, mødte jeg nogle gode mennesker på min vej. Ham, der skrev Danse i Måneskin, er stadigvæk min gode ven i dag, fortsætter hun.
– Wow, siger Stella
– Og min familie, de er min styrke. Hvis du ikke har nogen til at samle dig op, så er det meget sværere at komme op igen, siger Trine. 

4:48 Psykose

Før vi ved af det, er teaterdamerne i gang med at nørde. De falder i snak om en karakter, de begge har en forkærlighed for. En rolle, der viser en psykotisk kvinde i perioden før hun begår selvmord. 

 På et øjeblik genbesøger Trine det markante stykke, da hun citerer hovedpersonen: 

 – Jeg gassede jøderne, det var mig, der dræbte kurderne. Karakteren tager hele verdens synder på sine skuldre. Det er så voldsomt, siger hun. 

 Det var i det stykke, Sarah Kanes ’4:48 Psykose’, Stella for mange år siden oplevede Trine første gang. Hun skreg, grinte manisk og faldt fra hinanden i jagten på at blive hel igen som hovedpersonen i stykket. Handlingen er ikke en almindelig fortælling med en tydelig begyndelse, midte og slutning – det er mere som at stå inde i et sind, der er ved at gå i stykker. Og det er netop den rolle, det betyder så meget for dem begge. 

 – Jeg tænkte ’nej, nej, nej’. En fantastisk, kompliceret tekst. Hvem er jeg til at stå og yde den rolle retfærdighed? Og så ovenikøbet en monolog, hvor man ikke har medspillere til at læne sig ind i. Alt det, jeg var bange for, siger Trine. 

 – Så jeg ringede og sagde ja, tilføjer hun. 

 Stella nikker. Hun kender stykket ind og ud, for hun så Trine spille det tre gange. 

 Hun sikrede sig endda retten til at sætte det op med sig selv i hovedrollen, men månederne gik, og det var svært at finde en instruktør at gøre det sammen med. Den dag, hun endelig fandt en instruktør, var samme dag, retten til at opsætte skuespillet udløb. 

 – Måske var det det, der slog mig i stykker. Siden da har jeg aldrig spillet igen, siger Stella. 

En eksistentiel ensomhed

Trine og Stella går rundt i Hofteatret for at se den lille udstilling. De skulle egentlig gå rundt i udstillingen, mens de talte, men det bliver hurtigt tydeligt, at planen ikke holder. Hver gang de tager et par skridt mellem sæderne, stopper de op igen og falder i snak. 

 – Hvad fik dig til at sige ja til at spille ’4:48 Psykose’, spørger Stella. 
– På det tidspunkt trængte jeg til udfordring og til at flytte mig kunstnerisk. Og så var jeg selv ramt af angst i den periode, lige inden vi spillede. Jeg var 27 år og ramt af sådan en grundensomhed, svarer Trine og knuger hænderne sammen, mens hun taler.
– Det er vel sådan, det er i sluttyverne, siger Stella og nikker. 

 – Jeg har selv haft en vild panikangst. Det ene tidspunkt stod jeg ved frysedisken i Netto, det andet tidspunkt lå jeg i fosterstilling hjemme på gulvet. 

 Det kender Trine alt til.  

 – På det tidspunkt var jeg lige kommet ud af et opslidende forhold, som længe ikke havde været godt for nogen af os. Og der var gået alt for længe, hvor jeg ikke havde taget stilling til mine egne følelser. Det ramlede indeni. Det blev faktisk så galt, at jeg måtte lukke en forestilling i pausen. 

 Trine fortæller om ikke at kunne mærke sine arme af ren angst. Hun fortæller om dage i lejligheden, som bare gik med at græde.  

 – Senere tager jeg til lægen, som fortæller mig, at jeg har en depression, siger hun.  

PTSD som 30-årig

– Jeg må vide: Hvordan ender du i Danmark, spørger Trine.
– Jeg havde et pitstop i København for at besøge en ven. I dag har vi to børn og en skilsmisse. Men det var nok flere ting der gjorde, at jeg aldrig kom videre, siger Stella. 

 Hun tager tilløb til ordene. 

 – Jeg opførte mig som en lille voksen dame, da jeg var barn. Min far drak meget, min mor var ædru. Det var grobund for alle skænderierne. Jeg stod imellem dem og ville gerne løse alt for dem. Så døde min far, da jeg var 20 år. Og jeg har aldrig været i krig, men jeg fik PTSD af at være en hverdagskriger, da jeg så havnede i et voldeligt forhold senere hen. Det fik mig til at kigge langt, langt ned i flasken. 

 Stella følge sig udbrændt som 30-årig. 

 – Men ingen skulle se mig græde, tilføjer hun.
– Hmmm. Tror du, at det med at gemme sorgen væk, faktisk er lidt fjendtligt, spørger Trine.
– HELT sikkert, svarer Stella. 

 – Den dag i dag kan jeg godt se, at det gjorde mig endnu mere ensom. 

Trine deler ud af en filosofi: 

 – Jeg tror, at nøglen ligger i at turde at række ud efter hjælp. Ikke bruge så lang tid på at slå sig selv i hovedet, men i stedet sige, at det er sådan det er.
– Jeg burde have en præmie for at slå mig selv i hovedet. Men nu prøver jeg at tænke, at det hele går over. I dag har jeg også accepteret, at jeg var i lifesaver mode dengang, siger Stella. 

En rolle som Hus Forbi-sælger

Stella og Trine kæmpede sig tilbage ad hver deres vej. Stella blev socialpædagog, et praktisk arbejde, som hendes mor altid bad hende om at få. Trine fik hjælp og medicin til sin depression, og følte sig langt om længe på fast jord igen. 

 – Min depression var uundgåelig. Jeg tror, alle mennesker må slå hul til undergrunden. Det betyder, at vi får erobret noget lidt mere voksent materiale, så vi kan klare os igennem det voksne liv. Det er en rejse mod livets dualitet.
– Jeg havde godt nok aldrig set min krise komme. Sådan en veluddannet en som mig, der pludselig sidder på herberg, hvor folk er fyldt med druk og stoffer, indrømmer Stella.
– Nej, det er meget voldsomt. Hvordan håndterede du det, spørger Trine.
– Man kan godt sige, at jeg spillede et teaterstykke. Jeg prøvede at påtage mig rollen ’Hus Forbi-sælger’. Karakteren havde en vest, en avis og en grund til at stå der. Det hjalp mig så meget, at jeg kunne træde ud af mig selv og ind i noget andet. Så behøvede jeg ikke at acceptere, at jeg var hjemløs, forklarer Stella. 

Nærværet er i vejrtrækningen

Nu vil Stella vide, om Trine også har brugt skuespillet terapeutisk. 

 – Dengang gik jeg rundt i en…, siger Trine.
– Osteklokke, hjælper Stella.
– Osteklokke, bekræfter Trine. Men jeg lever jo af at være til stede i følelser. Jeg skal være nærværende i de karakterer, jeg spiller, uanset hvor voldsomt det er, det de oplever. Det kan være hårdt ind imellem. Så jeg har lært at puste ud. Når jeg glemmer at puste ud, foregår det hele heroppe, siger Trine, og banker en pegefinger mod skallen. 

 Og de to skuespillere puster laaaaaangsomt ud. 

 I dag er der ingen kostumer, ingen instruktioner og ingen replikker, de skal huske. Men kunsten har alligevel bygget bro mellem to mennesker, der, som så mange andre før dem, har oplevet at tilte i livet.  

 – Man skriver sig ligesom ind i en kollektiv klub, når de voldsomme ting sker. Man står ved siden af livet. Jeg har fundet ud af, at vi skal læne os lidt mere ind mod hinanden, når de ting sker. Det er jo også derfor, jeg synes det er supervigtigt at lave kunst. Vi planter nogle små frø i hinanden, som vi deler. Og så begynder det hele, også det voldsomme, at give en smule mere mening, siger Trine. 

 Dagen slutter i et kram fra kunstner til kunstner.  

Blå bog

Stella Gudny: 52-år, Hus Forbi-sælger, skuespiller, socialpædagog og aktiv i De hjemløses landsorganisation, SAND. Stella voksede op i Reykjavik og flyttede som ung til Danmark. Har tidligere danset, sunget og spillet teater. Senere blev hun ramt af skilsmisse, overforbrug af alkohol, sygdom og hjemløshed. I dag bruger hun sine erfaringer til at hjælpe andre udsatte.  

Trine Dyrholm: 54-år, skuespiller og sanger. Trine slog igennem som teenager med sangen Danse i Måneskin. Har blandt andet medvirket i Dronningen, Den Skaldede Frisør, Hævnen, 4:48 Psykose og senest komediedramaserien Den Danske Kvinde. Hun er den mest prisvindende skuespiller i dansk filmhistorie.