Læs avisen online med kalenderen 2025
Læs avisen online
Landevejsridderen ´Symaskinen´ har aldrig brugt en computer og kan ikke hæve penge, få et telefonabonnement, jagttegn, købe en bil eller melde sine ejendele stjålet.
tekst og foto: Christian Andersen
Det begyndte med et indbrud, men nu ender det med, at Martin på 45 år endnu engang bliver hjemløs. Martin er allerede hjemløs – digitalt hjemløs.
– Jeg har aldrig åbnet en computer eller været på internettet. Jeg kan ikke bruge MitID eller dum-id, som jeg kalder det, og derfor kan jeg ikke få registreret de ting, der forsvandt under indbruddet.
Drømmen om et hjem, der brast.
– Jeg tør ikke bo her mere. Jeg pakker mine ting og rejser, for jeg ved jo ikke, om tyven kommer igen. Martin er kun forbi hjemmet i Nakskov for at pakke nogle ting sammen, ellers holder han sig langt væk fra det hjem, som han har haft i flere år, men hvor han nu føler sig utryg. Drømmen om et permanent hjem er skiftet ud med udsigten til at bo på landevejen og overnatte i bilen.
Det var ellers tæt på, at Martins drøm om et rigtigt hjem gik i opfyldelse. For penge han havde arvet efter sin far, købte han i 2020 en grund med et lille hus på i udkanten af Nakskov.
– Her ville jeg have haft et savværk i mit udendørs værksted. Saven er 12 meter lang og kan flække en hel træstammen. Jeg flyttede saven herned på min gamle ladcykel, stykke for stykke, nogle af stykkerne vejede 1200 kilo. Nu ved jeg ikke, hvor jeg flytter saven hen. Indtil videre må den blive her.
Martin står under de grønne presenninger i sit savværk eller ’udendørsværksted’, som han også kalder stedet. Han kigger sig omkring og begynder med det samme at rode ved en af de mange maskiner, der står rundt på gulvet. Martin er fingernem og ved meget om mekanik og maskiner. Faktisk er han så god til maskiner, at det afspejler sig i det navn, landevejsridderen har fået:
– Jeg bliver kaldt Symaskinen – fordi jeg kan lide at sy, fortæller han, mens han inspicerer den motor, der driver kæmpesaven.
Indbrud og den første kontakt til politiet.
I slutningen af januar får drømmen om et permanent hjem dødsstødet. Martin er landevejsridder og lever en del af tiden på landevejene, men kommer en dag hjem for at se til huset og opdager, at døren står åben.
-Heldigvis var jeg ikke hjemme, da det skete, siger Martin.
Døren til hjemmet bærer tydeligt præg af at være brudt op.
– Tyven har slået låsen i stykker for at komme ind, så nu må jeg låse døren ved at skrue den fast, hver gang jeg forlader min grund.
Da Martin opdager, at der har været indbrud, ringer han til politiet.
– Det tager lidt tid for dem at forstå, at han rent faktisk har været inde i mit hus, og det ikke bare er lastbilen, han har pillet ved. Så jeg siger, at de må sende nogen ud.
Der kommer to politifolk ud og afhører Martin og en nabo, der var vidne til indbruddet. Siden anmeldelsen har Martin ikke hørt fra politiet.
Arvestykkerne er væk.
– Jeg har samlet en masse sjove ting i tidens løb. Da min far døde, arvede jeg også nogle gamle sjældne motorcykler. De er smukke, og jeg har gået og skruet på dem, pudset dem og passet godt på dem. Tyven stjal nogle forskellige dele til motorcyklerne og en knallert, fortæller Marin, mens han går ind i huset.
Der ligger mange ting på gulvet, som Martin må flytte på for at komme ind i rummet.
-Undskyld der roder lidt, jeg er ved at tømme rummene, fordi jeg ikke ved om tyven kommer tilbage og tømmer det for mig. Det har jo en vis værdi.
Martin viser en gammel tysk NSU-motorcykel frem, det er et af flere arvestykke fra hans far. Ved siden af står endnu en NSU-motorcykel.
– Den har min far kørt på, men den blev skilt ad og stod i hans værksted, da han døde. Jeg håber på, at jeg en dag kan få taget motorcykelkørekortet, så jeg kan komme ud at køre på den.
I mange år vandrede Martin på landevejen. Livet på landevejen førte en masse besøg på forskellige loppe- og kræmmermarkeder med sig. Her købte Martin ting til sine samlinger af mekanik, gamle maskiner, motorcykler og en masse gamle militærhatte. Hattene stod side om side ovenpå et skab, men nu er pladsen tom.
– Jeg har i årenes løb opbygget en lille samling af militærhatte. Dem var jeg enorm glad for. De havde alle en historie, og nogle af dem var hatte, jeg havde arvet fra min far. Derfor betød de meget for mig.
I haven holder en beige Volvo Titan fra 1956, en veteran lastbil fra det svenske forsvar. Bilen var indrettet som radiooperatørbil, og derfor var der et stort rum på ladet. Martin drømte om at indrette lastbilen til en rullende bolig, som han kunne være i, når han var på farten rundt i landet, nu hvor knæene er ikke så gode længere, og kilometerne på landevejen bliver færre år for år.
Martin har ikke kørekort til lastbilen og kan heller ikke få den indregistreret uden MitID, så han bliver nødt til at sælge den. Fremover fortsætter livet i den noget mindre personbil, som han nu bor i sammen med hunden Tøsen.
Anmeldelsen der ikke kan foretages.
– Da politiet kom og optog rapport om indbruddet, sagde de, at jeg skulle anmelde de ting, der var stjålet på nettet. Jeg får en vejledning om, hvordan jeg kan melde mine ting stjålet på internettet. Jeg havde godt nok skrevet det hele ned på en blok, men det tæller åbenbart ikke. Men jeg kan ikke bruge nettet. Det gør det temmelig svært.
Martin får derfor ikke færdiggjort anmeldelsen over de ting, der er blevet stjålet.
-Nu er der gået over to måneder, og jeg har bare mistet mine ting.
Martin er ordblind. Han har ikke haft en succesfuld skoletid og klarede sig i mange år uden at kunne læse og skrive.
– Da jeg blev 30 år, lærte jeg mig selv at læse, men jeg kan ikke bruge en computer og har aldrig være på Internettet på egen hånd.
Politiet er flinke nok, da de er ude hos Martin, og Martin bliver rådgivet om, hvordan han skal melde sine ting stjålet samt får at vide, at politiet vil følge op på sagen. Men vejledningen er for indviklet.
Så sagen er endt her. Martin har godt nok lavet en opgørelse over ting, der er væk og skrevet det på et stykke papir, han kan dog ikke bruge det til meget, for nutidens systemer bruger ikke papir.
Martin har derfor ikke fået meldt sin samling af militærhatte, gamle antikke våben, pistolhylstre, knallerten, en sporvognsbillettaske og forhjulet til hans cykel stjålet.
– Jeg har ringet til politiet nogle gange for at spørge, om der sker noget, men der sker ikke noget. Det er som om sagen er gået helt i stå. Jeg tror, det er fordi, jeg ikke kan bruge nettet.
Udelukket fra det digitale liv.
Martin prøver at få et overblik over, hvad der skal pakkes ned denne gang, og hvad der kan vente til næste flytning. Bilen, han bor i, er allerede fyldt op med mange ting, og der er efterhånden kun plads på forsæderne til ham og hunden.
– Jeg føler mig som en andenrangsborger uden nogen rettigheder. Mine ting var meget værdifulde for mig, men det føles ikke som om, det bliver taget alvorligt.
Det er ikke kun i kontakten med politiet, at Martin skal bruge MitID og internettet.
– Jeg kunne ikke selv købe min bil og få den indregistreret i mit navn, det måtte kørelæreren gøre for mig. Jeg kan ikke få en forsikring på mit hjem, jeg bliver nødt til at hente penge hos værestedet i Roskilde, fordi jeg ikke har et hævekort, jeg kan ikke få et telefonabonnement, jeg kunne ikke få en registreringsattest på Volvoen, jeg kan ikke få jagttegn. Jeg har haft vrøvl med Gældsstyrelsen. Jeg er blevet dømt i en sag, hvor jeg ikke engang vidste, der var en sag imod mig, fordi jeg ikke havde modtaget en indkaldelse, så fik jeg en udeblivelsesdom. Der er så mange ting, jeg ikke kan, bare fordi jeg ikke er god til computer, siger Martin, der føler, at han bliver ekskluderet af det digitale samfund.
-Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så svært. Jeg er jo på landevejen det meste af tiden, og der har jeg jo ikke engang en stikkontakt. Så det der med at have en computer og skulle finde ud af at betjene en computer og huske at betjene en computer, det er bare svært.
Bilen er pakket.
– Jeg har brugt hele min pension i år på at reparere på bilen, så jeg har måtte leve af at sælge aviser, fortæller Martin, mens han åbner til bagagerummet.
Maskindele, skruer, møtrikker og gamle møbler er stablet i bagagerummet. Der kan ikke klemmes mere ind. Nu er den pakket og klar til, at Martin og Tøsen kan køre.
-Jeg har pakket der her, det skal med til Jylland, og det har jeg gjort, fordi jeg tør simpelthen ikke blive her. Jeg er bange for at blive overfaldet, hvis jeg bliver her, siger Martin, og gør sig klar til at køre endnu et læs af sit gamle hjem over til en kammerat i Jylland, hvor det kan stå opmagasineret, mens Martin overnatter i en sovepose på førersædet i bilen. Martin bakker ud og sætter kursen mod Jylland, væk fra drømmen om et permanent hjem.
