Kaotisk, kreativ eller kriminel?

Kristian foretrækker den lukkede frem for egen lejlighed, Karsten klarer sig godt i fængslet med faste rammer, og Stellan skal ha’ sin amfetamin, for at fungere.
Alle tre har ADHD eller tegn på det.

af Luna Bacher, Iben Gad og Christian Andersen
foto: Iben Gad
illustration: Kim Lykke

Hellere den lukkede end min egen lejlighed

Kristian, 55 år

Den lukkede psykiatriske afdeling er luksus for mig. Jeg har været der fire gange i alt. Jeg har både hjerneskade og ADHD, så jeg kan bedst lide praktisk arbejde, og jeg kan have en kort lunte. Det forstår omverdenen ikke rigtigt. I psykiatrien forstår de mig. Der er støtte, god mad og masser af mennesker at snakke med. Det er sjældne syn i mit liv.

Jeg har levet det vilde liv. Jeg drak, tog stoffer og fik to psykoser af det. Det var ikke sjovt. Efter jeg fik min diagnose, kunne jeg godt se, at det var, fordi jeg havde brug for underholdning konstant.

For halvandet års tid siden besluttede jeg mig for at prøve et rigtigt voksenliv. Nu betaler jeg mine regninger. Pengene bliver hverken spillet eller drukket op. Jeg træner flere gange om ugen, og jeg har råbt og skreget for at få den hjælp, jeg fortjener, når jeg ikke er på den lukkede.

Lægerne vil ikke give mig Ritalin. Det er den ADHD-medicin, jeg gerne vil have. De siger, at det er, fordi jeg engang fik en psykose af alle de stoffer, som jeg tog. De forstår ikke, at jeg ikke tog Ritalin, da jeg fik psykosen. Jeg føler, at de ikke vil lade mig komme videre. Derfor skaffer jeg selv min medicin, når de ikke vil hjælpe mig. Det giver mig ro. Jeg bliver ikke lige så impulsiv og aggressiv, når jeg tager det.

Det er ensomt herude

Jeg har fået styr på mit liv. Men jeg længes nogle gange efter alle de mennesker, som jeg kunne tale med på den lukkede psykiatriske afdeling.

Jeg bor i en hjemløsebolig, hvor der egentlig er masser af naboer omkring mig. Der er bare ingen, som vil drikke te eller sodavand med mig. De skal have noget stærkere. Mindst et par flasker om dagen. Det gør mig utryg at bo midt i en kæmpe fest. Jeg har jo drukket det, jeg skulle. Derfor snakker jeg ikke med dem omkring mig.

Jeg har også datet, men jeg har ikke været helt ærlig med kvinderne. Folk er så hurtige til at dømme, så jeg siger ikke til dem, at jeg har ADHD og hjerneskade. Heller ikke, at jeg har været på den lukkede. Jeg vil hellere lade være, for jeg bliver pisseirriteret, når folk tror de ved, hvem jeg er, bare på grund af det.

Indimellem savner jeg at være på den lukkede. Jeg kunne aldrig finde på bare at tage derind for sjov, men når jeg er der, har jeg nogen at snakke med. Vi har ting til fælles. Det betyder hele verden, at nogen forstår mig. Ærligt talt vil jeg hellere være der, end jeg vil være i min egen lejlighed

I fængslet fungerer jeg godt

Karsten, 35 år

I januar blev jeg løsladt fra en voldsdom, men der ventede allerede en retssag mere, så jeg vidste, at så snart jeg kom ud, skulle jeg ind igen.

Jeg var ude i tre måneder og så retur til fængslet. Jeg er 35 år og har fire voldsdomme.

Siden jeg var 14 år, har jeg røget hash. Hele min barndom og dele af min ungdom fik jeg tæsk i hjemmet af min far. Da jeg var ti år, sparkede han mig i hovedet med en sikkerhedssko.

Senere kom jeg på institution. Det er klart, at det nok havde hjulpet mig i dag, hvis jeg var blevet udredt for ADHD som barn, men det ville min far ikke have.

I skolen kunne jeg ikke følge med og kom i specialklasse. Jeg er ordblind og kan ikke stave, men jeg læser udmærket. Jeg havde et hidsigt temperament i skolen, ofte måtte lærerne holde mig fast på gulvet. Jeg ryger rigtig meget hash for at komme ned på et niveau, hvor det ikke kører så stærkt oppe i hovedet på mig.

Godt med faste rammer

På et tidspunkt var det på tale, at jeg skulle udredes for ADHD. Men det var en betingelse, at jeg stoppede med at ryge hash, og det kommer ikke til at ske, for så kan ingen holde ud at være i nærheden af mig, og jeg kan heller ikke selv holde tanken ud. Så det bider jo sig selv i halen. Jeg bliver ved med at selvmedicinere mig med hash eller alkohol.

Når jeg ikke ryger hash, men drikker alkohol i stedet for, ved jeg ikke altid, hvilken version af mig, der kommer frem. Der kan komme ham frem, der skaffer voldsdommene, og han er en meget hidsig person.

Før jeg bliver fuld, ved jeg godt, at jeg skal tæmme mit temperament, men når jeg bliver fuld, tænker jeg ikke så langt. Jeg bryder mig faktisk ikke om at være fuld, fordi der er så mange paralleller mellem mig, og hvordan min far var.

Jeg har det fint med rammerne i fængslet. Jeg er jo institutionsbarn, så det er det der med, at der er nogle rammer.

På et eller andet tidspunkt, når tingene bliver trivielle og ensformige, er det, som om mit hoved vil finde nogle smutveje. Så skal jeg lige lave noget rav i den, for nu går det lidt for godt. Jeg kan ikke unde mig selv, at det går godt, for jeg har altid fået at vide, at jeg ikke duede til noget. Jeg kan slet ikke være i det, så går jeg den anden vej.

Jeg har det bedre i fængslet end ude i kaos. I fængslet får du kostpenge og penge for de ting, du laver. Det er godt, at der er regelmæssighed og ro og igen usikkerhed omkring, hvad der sker i næste uge.

Jeg skal ha’ min amfetamin

Stellan, 54 år

Jeg køber amfetamin på det sorte marked. For at få medicin på recept skal jeg have en diagnose. For at få en diagnose skal jeg være clean. Og for at blive clean skal jeg afruses. Det er her, det går galt for mig. Jeg skal have amfetamin, ellers bliver jeg så skør i hovedet, at mine omgivelser vil begynde at bede mig om at tage et eller andet, for at de kan holde mig ud.

Jeg er ikke ude på at ruse mig længere. I dag føler jeg, at jeg har styr på det. Jeg mærker, hvis mit forbrug er ved at stikke af. Så siger jeg til mig selv, “Nu må du liiiiiige drosle lidt ned igen”, og så gør jeg det.

Men sådan har det ikke altid været. Som syvårig tog jeg for første gang nogle af min mors nervepiller. Hendes medicinskab var som en slikbutik for mig. Siden har jeg i mit liv både røget og sniffet og drukket og stukket mig.

Jeg er institutionsbarn. Jeg er blevet kastet rundt i systemet og har boet på 10-12 forskellige børnehjem, indtil jeg blev opgivet af systemet igen.

Jeg blev smidt ud af ungdomsfængslet, fordi jeg sparkede en sikringscelle op. Så blev jeg erklæret uegnet til straf og fik behandlingsdomme i stedet.

Hoved som en garnrulle

Jeg har altid følt, at jeg var en belastning for mine omgivelser – for min familie, mine venner og for pædagogerne på institutionerne. Førhen kunne jeg springe i flæsket på folk og blive hidsig lynhurtigt, men det gør jeg ikke mere, efter jeg har droppet alkoholen.

Mit hoved føles som en garnrulle, der vælter rundt i hjernen på mig, indtil den er så tyk og knudret, at jeg ikke kan holde det ud mere. Så er jeg nødt til at tage noget amfetamin for at få den løsnet igen. Engang var jeg forsøgskanin for dealerne; det var mig, der skulle teste kvaliteten af stofferne. Det har ødelagt min næse.

Jeg er aldrig blevet udredt, men flere læger har sagt til mig, at jeg nok har ADHD.

Jeg har været oppe at arbejde 80 timer om ugen som pedel. Jeg gik så meget op i det arbejde, at jeg stoppede helt med at tage stoffer. Jeg fik fyldt min hverdag ud, så jeg kunne sove om natten. Lige indtil kommunen sagde, at min periode ikke kunne forlænges mere. Så stillede jeg riven, og gik ud til en af de andre stofbrugere, og bad ham give mig noget amfetamin. Og så var jeg tilbage igen.

Jeg har lært at navigere i mit hoved og i stofferne. Men det ville være nemmere og mere trygt, hvis jeg kunne få amfetamin af min læge, uden at skulle købe det på det sorte marked. Der kan man aldrig være helt sikker på, hvad man får.