Rafa

Det vil Rafa med de somaliske rødder gerne. En lille spirrevip, der kommer glidende hen over gulvet på en kontorstol på værelsesgangen og er i et kvidrende humør. Til at begynde med.

Hun er i begyndelsen af 30’erne, har været i huset i små to år og folder hjemmevant sine ben i skinny jeans op under sig i lænestolen og begynder at fortælle.

– Jeg misbruger og har haft et hårdt liv, siden jeg var 18 år – hash, kokain og alkohol. Når jeg fester, kan det vare fire døgn, og så glemmer jeg min insulin (Rafa har sukkersyge, red.) og vågner op på hospitalet og tænker: ’Hvad sker der med mig?’, fortæller hun og retter på et storblomstret tørklæde, hun har om håret.

Rafa blev i 2016 smidt ud af sin lejlighed, fordi hun ’festede for meget’. Siden har hun sofasurfet eller boet på herberger og natvarmestuer.

– Jeg har klaret mig med tyveri og giver det til ham, der har coke. Dyrt tøj, dyre parfumer. Én gang har jeg været tæt på at sælge sex. Men min sjæl på højre side af skulderen sagde til mig, at jeg ikke skulle gøre det, siger hun og ser til højre.

– Jeg har rendt rundt med drengene for at få beskyttelse i alle de år. Det er hårdt at snakke om, siger hun, puster ud og tager et stykke køkkenrulle til tårerne.

– Hanne Marie må hjælpe mig. Jeg vil gerne slutte med det hårde liv. Jeg har ikke fået omsorg i min barndom. Når jeg tænker over det, tager jeg stoffer og drikker. Men jeg synes, det går godt, faktisk. Nogle gange hører jeg mørke stemmer: ’Nu er det tid til, at du skal døøøø’, siger hun med en dramatisk stemme.

– Sådan lyder den. Det er helt nyt og på grund af stofferne, der kommer ud gennem kroppen. Men ham psykologen, han var meget god.

Rafa fortæller, at hun skal ud at shoppe med en af sine veninder fra huset og får liv i sine øjne igen.

– Min kontaktperson har en hund, jeg nogle gange tager med. Den gør, at jeg ikke stikker af. Så glemmer jeg det (stoftrangen, red.). Den er min kammerat, og jeg kalder dens ejer for min far, siger hun og ler. Nok fordi hun ved, at det er lidt for meget kærlighed at overøse en kontaktperson med.

– Jeg ville ønske, jeg kunne bo her for evigt, slutter hun med at sige – og griner igen.

Kontaktpersonen er en mand – ligesom Hanne Mariehjemmets psykolog og to af de ansatte i huset. Som på mange andre opholdssteder henvendt specifikt til kvinder er de bevidste om værdien af at ansætte mandlige medarbejdere for at kunne genopbygge kvindernes tillid til, at mænd kan være meget anderledes end dem, de er presset af på gaden.

Natasja

Bag en åben dør ligger Natasja på sin seng og ser ’MILF of Norway’ på sin computer.

I en skraldebøtte er en ophobning af vitamindrikke, som hun drikker for at tabe sig. Natasja er tydeligvis forfængelig, ligesom mange af de andre kvinder i huset. Og når de er her, har de tid til personlig pleje. Håret er nyvasket og løst, hun har mørk øjenskygge og guldsandaler på og trækker gentagende trøjen ned over sine hænder og sit maveskind, mens vi taler sammen. Hun har været her i fire måneder, og efter hun har siddet i fængsel i flere omgange ad et halvt års varighed for voldsrelaterede sager, som hun ikke mener, hun er skyldig i. Da hun senest blev løsladt, havde hun mistet sin lejlighed.

– Jeg har været her for ti år siden, hvor jeg også havde problemer med misbrug og kærestevold – mod mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg fik chancen den her gang, for det er et stykke tid siden, jeg har været sammen med min ekskæreste.

Til gengæld ved Natasja, at hun ikke skal løbe ind i ham på gaden.

– Han udnytter mig rigtig meget. Vi har taget stoffer sammen og stjålet sammen, siden jeg var 18, og så fik vi børn. Han ser ikke børnene, men det gør jeg. Vi har tre. De er i pleje. Det er noget med, at det er bedst at se sin mor en gang imellem – i stedet for slet ikke.

– De har det rigtig godt der, hvor de er, fortæller Natasja – og hun selv faktisk også her.

– Jeg kan gå lange ture, og jeg kan holde af mig selv rigtig meget. Hvis jeg har ondt i ryggen, er der fysioterapi, og jeg går til yoga.

Hver aften laver kvinderne mad sammen to og to – og om morgenen har de huslige pligter. Ellers holder Natasja sig for sig selv. Når hun fortæller sin historie, er fokus en hel del på politiet, som hun beskriver som dem, der har presset hende mest på gaden.

– Når jeg har ringet til dem og sagt, at han (hendes eksmand, red.) har slået mig, siger de: ’… men du har vel selv lukket ham ind!’. Jeg har stjålet meget, jeg er ikke fin i kanterne, så de kan sagtens finde noget på mig. Men de behandler mig bare meget anderledes end min ekskæreste, forklarer hun.

– De fanger mig simpelthen og putter mig i fængsel eller i detentionen, fordi vi har skændtes, været oppe at slås, smadret vinduer og smidt alle mulige ting ud fra altanen. Vi har også haft gang i knive, hvor vi har truet hinanden.

I lange perioder har Natasja været på jagt efter nogle nervepiller, hun kan købe på ’Det store apotek’, som man kalder gadesalget af medicinske præparater, inde bag Københavns Hovedbanegård.

– De giver mig fred og ro. Jeg synes, jeg har mange indre problemer. Det har jeg altid haft.

Tidligere har hun skullet skaffe godt 200 kroner om dagen til heroin.

– Jeg stjal slik, som jeg solgte i kioskerne. Da jeg sluttede med min kæreste, begyndte jeg at tjene penge på sex i en kort periode. Der er mange, der stadig stopper mig, fordi de kan kende mig, og så er det svært at sige nej, fordi det er mange penge. Jeg syntes ikke, det var så sjovt, så det er ikke noget, jeg savner. Nu har jeg fået et tilbud fra herbergscenter Sundholm, men der er en masse vold og stoffer derude, så det vil jeg ikke. Vi har klaget over det og vil gerne søge et bedre sted, slutter hun med at fortælle og smutter ud ad døren.

Nanna

Og så er der Nanna – en lille mild kvinde med håret sat op i et fint guldspænde, en spinkel ring i næsen og nogle øreringe, der dingler om hendes ansigt. Hun er ankommet 15 dage tidligere. Hendes historie er anderledes end de andre kvinders, fordi hun hverken har været i misbrug eller har solgt sex. Til gengæld havde hun massivt brug for beskyttelse fra sin søn, som har slået og truet hende så voldsomt, at hendes kontaktperson fik overtalt hende til at tage direkte fra mødet i kommunen og ud til Hanne Mariehjemmet.

– Jeg kommer fra en anden kultur, der har alt det dér med ære, så det er ikke første gang, jeg er på et krisecenter.

Nanna, der fik et arabisk navn ved sin fødsel, tog navneforandring til et danskklingende navn som ung, fordi hun følte sig dansk, men det har hendes familie aldrig syntes, var hendes primære identitet.

– Jeg levede for mange år siden i et voldeligt ægteskab. En dag var jeg stærk nok til at bryde ud, og dér brød helvede løs, og jeg fik hele familien på nakken. Jeg er førtidspensionist nu, men jeg har arbejdet som tolk og køkkendame – prøvet lidt af hvert.

Blandt andet at have følt sig presset, alene fordi hun er en kvinde:

– 100 procent på grund af min kultur. Jeg tænker mere dansk, jo, så jeg passer ikke ind i det glansbillede. Dér skal man bukke sig for alle mændene. En kvinde skal ikke finde sig i at blive slået og svinet til psykisk – alle de år fra min far, så fra min eksmand, så var det min bror. Det var jo deres ære, konstant ære, og så blev det ført over til mine to sønner.

Op gennem børnenes opvækst har hun sammen med sine børn været på konstant flugt fra familien. Nu er Nanna alene og på flugt fra sine børn.

– Nu handler det kun om mig. De 14 dage i huset er gået med at græde, få en masse kram og omsorg fra personalet. Og så har jeg talt med en psykolog to gange, og det løsner op for mange ting. Hvis du vidste, hvad min søn har oplevet i barndommen, indtil det gik skævt for ham selv. Han har jo været min beskytter, når storebror kom for at slå mig ihjel. Jeg håber, han får den hjælp, han har behov for. Det kunne jo have endt helt galt, siger Nanna, mens tårerne løber.

– Jeg har tænkt meget over, hvordan det kan blive anderledes for sådan nogle som mig. De dér mænd vil ikke følge med udviklingen. Hvad kan man gøre? Vi lever i 2024. Er det ikke sygt?