20 procent af mandlige indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika bliver diagnosticeret med en psykisk lidelse.
Det er næsten dobbelt så mange som blandt mænd med dansk oprindelse.
Hus Forbi har besøgt Muhabet, et værested for psykisk syge med anden etnisk minoritetsbaggrund, og spurgt hvorfor
af Maria Dover
foto: Iben Gad
Muhabet åbner hver dag dørene for op til 65 mennesker, som har det til fælles, at de lider af en psykisk sygdom. Det kan være alt fra paranoid skizofreni til PTSD og tvangstanker. En 60-årig mand, som kommer i Muhabet flere gange ugentligt, og som ønsker at være anonym, fortæller:
– De fleste af os hernede har været igennem tortur og krig. Man slæber mange ting med sig. Det er ikke, fordi vi sidder og snakker om vores oplevelser her, men vi forstår ligesom hinanden. Vi ved, hvordan det er.
Det nikker daglig leder Pernille Agerbæk genkendende til.
– PTSD og traumer fylder meget for flygtningene – men faktisk også for den næste generation, som er vokset op med traumatiserede forældre, der ikke har kunnet give dem en tryg barndom, fortæller hun.
Fællesskabets ånd
Fra det store åbne køkken tilberedes hver dag to måltider. Duften af stærke krydderier breder sig i hele lokalet ved frokosttid – her serveres ikke sovs og kartofler, men retter med ris og kød som smager af noget!
– Hvem hjælper til med opvasken? råbes der fra køkkenet ud i lokalet, og flere hænder ryger i vejret. En ældre mand får til opgave at rulle bestik i servietter, så der er klar til servering. En opgave, han går rutineret til. Her hjælper alle hinanden. Selvom der kommer mange forskellige mennesker, er der noget, de alle har tilfælles:
– Vi kender alle sammen til at være anderledes i det danske samfund, og det er rart at dele det. Vi har mange forskellige kulturelle baggrunde, og der kan være sprogbarrierer mellem os, men det er okay, for det er noget af det, vi har tilfælles, fortæller Salah, som besøger Muhabet flere gange om ugen.
Udover de varme måltider mad kan man altid få sig en kop te, spille brætspil eller blot trække sig tilbage i et sofahjørne. De fleste er midaldrende eller ældre mennesker.
– Det drejer sig blandt andet om, hvornår den psykiske sygdom har indhentet dem, og også om, hvornår de har erkendt, at de har brug for hjælp, fortæller Pernille Agerbæk.
To kulturer, én kamp
Ara er født af pakistanske forældre og vokset op i Danmark. Han har hele livet kæmpet med angst og tvangstanker.
– Os pakistanere går meget op i stolthed, så der er aldrig nogle problemer på overfladen. Det er så vigtigt i vores kultur at klare sig godt og være en succes. Så det har været enormt svært for mig at erkende, at jeg havde brug for hjælp, siger Ara.
Ara har haft svært ved at finde et sted, hvor han følte sig godt tilpas.
– Hvis jeg ikke kommer ud, sidder jeg bare derhjemme og bekymrer mig. På mange af de andre væresteder fylder alkohol og stoffer for meget. Og selv i moskeen ser de skævt til mig, fordi det ikke er så velset, at jeg taler højt om psykisk sygdom, siger han.
Derfor kommer han nu næsten dagligt i Muhabet.
– Her kan jeg være mig selv sammen med andre.
For manges vedkommende er deltagelsen i Muhabet det første svære skridt ud af isolationen. Ara tror, at mange af dem, der kommer her, ville ligge ude på gaden, hvis de ikke havde fællesskabet i Muhabet. Det gælder også ham selv, siger han.
– Lidt under halvdelen af brugerne er helt alene i Danmark, og størstedelen af den anden halvdel har kun sporadisk og meget kompliceret kontakt til familien. Det gælder nok for mange psykisk syge, at kontakten
til familien kan være svær, så på den måde er det ikke anderledes for etniske minoriteter, siger Pernille Agerbæk.
Brætspil er som medicin
Azra er kendt som en del af ’ludoholdet’, en gruppe på fire, der altid samles om brætspillet. Hun har en særlig forkærlighed for de grønne brikker, som hun tror bringer hende held.
– Det er dejligt at spille ludo, for så længe alle kender reglerne, betyder det ikke så meget, om vi kan snakke samme sprog. Vi kan hygge os med det alligevel, siger hun.
Azra kommer oprindeligt fra Pakistan og har været fast gæst hos Muhabet i fem år. Klædt i en gul kjole og med farverige, hjemmelavede perlearmbånd viser hun billeder af sig selv på sin telefon, hvor hun smiler og
griner. Umiddelbart er det ikke til at se, at hun gemmer på et mørke indeni, men hun fortæller, at hun får medicin for sin psykiske sygdom. Selv mener hun dog, at fællesskabet i Muhabet er den bedste medicin.
– Når jeg træder ind ad døren, glemmer jeg nemlig alle de dårlige tanker, fortæller hun.
Kun en fjerdedel af gæsterne på Muhabet er kvinder, resten er mænd. Azra viser også billeder af sin familie. Hun er en af de heldige:
– Lidt under halvdelen af brugerne er helt alene i Danmark, og størstedelen af den anden halvdel har kun sporadisk og meget kompliceret kontakt til familien. Det gælder nok for mange psykisk syge, at kontakten
til familien kan være svær, så på den måde er det ikke anderledes for etniske minoriteter, siger Pernille Agerbæk.
Fra torturens mørke te og trøst
Kornelius sidder stille ved et bord og drikker te sammen med et par andre mænd. Ingen af dem har samme etniske baggrund eller sprog.
– Selvom vi kommer fra forskellige lande og har vores egen historie, er der en fælles forståelse for de traumer, vi hver især bærer på, og det er rart at føle sig mødt i det, fortæller Kornelius.
Kornelius er flygtet fra Sydsudan og har boet i Danmark i 17 år.
– Inden jeg kom hertil, har jeg boet i flygtningelejr, siddet i fængsel og blevet udsat for tortur. Ting, der er svære for en menneskesjæl at komme sig over, siger han.
Kornelius føler sig godt taget imod i Danmark, og han er sikker på, det har hjulpet ham, at han taler glimrende engelsk, så han har kunne tale direkte med myndighederne og ikke skullet igennem en
tolk.
– Jeg kan desværre ikke arbejde på grund af min psykiske og fysiske tilstand, efter alt jeg har været udsat for, men læger og kommune og alle andre har været støttende og forstående, siger han.