Man skal sige nej til den første
Læs avisen online med en voucher
Læs her
I en ærlig samtale med Hus Forbi-sælger Henrik åbner afholdsmand Jacob Haugaard op om barndomstraumer og den første tår. Noget, der har præget dem begge.
af Anders Højbjerg Kamp
foto: Christian Andersen
Helt derude, hvor kragerne vender – faktisk endnu længere ude – ligger et landsted, ingen rigtig ved findes.
Hus Forbis bil fræser ned ad en gruset skovvej, forbi hjorte, stære og en gammel branddam. Krummelurede staldbygninger står som levn omkring markerne. Moderne landbrugsmaskiner kører i ring. Og da vi endelig rammer gårdspladsen, står Jacob Haugaard klar med en smørret bemærkning:
– Det er godt, jeg ikke tog stoffer og kørte de der maskiner. De er så effektive. Så var jeg jo landet på månen – uden at ane, hvordan jeg kom derop.
Maskinerne og godset tilhører ikke Haugaard. Han og konen Ilse lejer sig ind her på Vestfyn. Det fortæller han, mens han snakker videre, før 44-årige Hus Forbi-sælger Henrik Jensen når at stille et spørgsmål.
– Vi åd satme meget af noget, der hed preludin. Slankepiller fra Spanien. Det rene amfetamin. Og man opbyggede en helvedes tolerance. Til sidst kunne man tage en håndfuld og lægge sig til at sove. Det var selvfølgelig ikke det eneste. Vi røg chillum, tog svampe, LSD – i årevis. Og havde aldrig penge. Men man kunne altid hægte sig på et sted.
– Man bliver god til at finde de rigtige steder, når man er på røven, supplerer Henrik, der både har været arbejdsløs og hjemløs.
Pot og pande
Der er noget genkendeligt i blikket, når de ser på hinanden. Siger den ene noget om en morgenbrandert eller om at hægte sig på, ved den anden præcis, hvad der menes. To tidligere misbrugere, to parallelle spor.
De to har mødt hinanden før – på Grøn Koncert, hvor Haugaard har været konferencier siden 1987. Den årlige festival, der turnerer landet rundt, arrangeret af Muskelsvindfonden og Tuborg. Henrik har i mange somre været fast frivillig. Tager med karavanen, stiller vognene op.
– Grøn er jo ligesom at være med Rolling Stones på turné. Hundrede biler, der skal flyttes fra by til by, griner Haugaard.
Henrik: Men det må da være svært at sige nej på Grøn? Du er jo altid omgivet af alkohol?
Haugaard: I showbiz hænger alt sammen med alkohol. Jeg siger nej til den første. Men der er en side af mig, der stadig drømmer om at leje en lejlighed i Budapest og bare køre derudad. Så ser jeg mine børn for mig. Min kone. Og så lader jeg være. Drikker du på Grøn?
Henrik: Jeg passer mine ting på festivalen. Og selvom jeg drikker, så står jeg da op og passer mit. Men hvordan holder du dig fra det i hverdagen?
Haugaard: Jeg barberer mig. Vander blomsterne. Hvis folk tror, jeg bliver lykkelig af at lade være med at drikke, så er det pis. Jeg drikker bare ikke. Det er et valg. Du skal selv ville det. For der er ingen, der kan hjælpe dig i den branche – ikke engang dem, der elsker dig. Hvis jeg fik et par bajere, så kørte det bare. Men du er ikke stoppet helt?
Henrik: Jeg er trappet ned fra ti til fire-fem om dagen. Engang talte jeg ikke. Drak bare. Men nu, hvis der er fest, så drikker jeg stadig. Men det er sjældnere.
Brækkede kæber
Før Grøn Koncert, onkelhumor og spraglede slips var Haugaard en anden. I 70’erne og 80’erne traskede han rundt i Aarhus’ natteliv som punket klovn, lavede gadeteater og spillede støjrock i Sofamania. Flaskerne klirrede. Kæberne brækkede.
Haugaard: Jeg var værtshusmenneske. Ekspert i at stjæle øl. Så jeg har fanme også fået mange bank. Har nok ligget i narkose over tyve gange. Jeg synes selv, jeg var frisk. Men man vågnede op i Ringkøbing, Hirtshals eller Thyborøn og tænkte: Hvordan fanden er jeg endt her? Gik jeg ikke på gågaden i Aarhus?
Henrik: Jeg er født ind i et værtshus. Min mor og stedfar havde et, Toldbohus. Så nærmest fra jeg gik med ble, langede jeg bajere over disken. På det første billede, der findes af mig, står jeg med min kusine og drikker sjatter.
Haugaard: Der, hvor jeg kommer fra, var afholdsmænd og folk, der ikke røg, noget fanden havde skabt. Jeg voksede op ved sindssygehospitalet i Risskov. Det var dem, der var mærkelige. Ikke os. Og så endte jeg selv som patient.
Dødsdruk og hjemløshed
Gården rummer mange rum. Livets faser. Et kreativt roderum: malerier, plakater, artefakter. Et billede af Haugaard som Napoleon. Kunst lavet af skrald. Og en plakat med folketingets medlemmer, fra dengang han blev valgt ind med valgslogan som ’medvind på cykelstien’. Henrik genkender malerier af Johnny Madsen.
Henrik: Har du selv været hjemløs?
Haugaard: Ja. Jeg byggede en ti meter lang sigøjnervogn i Aarhus. Boede der i fire år. Ingen husleje. Så havde jeg 3.500 kroner til bajere. Det gjorde, at alle lærte mig at kende og gav én status. Alle kendte tosse-Jacob. Og jeg ville jo være berømt. Men havde jeg fået penge i mine tyvere, var jeg druknet i sprut.
Smidt ud af stedfar
Henrik voksede op på Ærø. Drak, røg, lavede ballade. Blev smidt ud.
Henrik: I 9. klasse lejede min mor et hus til mig i en periode, bare for at få fred. Da jeg kom hjem, smed min stedfar mig ud. Jeg endte på Nørreport Station. Samlede flasker. Kom på forsorgshjem i Slagelse. Jeg var så ensom, at det hele brød sammen. Drukken blev værre. Jeg måtte i behandling. Det er halvandet år siden. Nu bor jeg i en skæv bolig i Korsør. Der er fællesskab. Jeg får hjælp.
Haugaard: I dag kalder man det ’selvmedicinering’. Jeg var ulykkelig. Ville være konstant beruset. Så passede vognen perfekt.
Henrik: Jeg kan vågne klokken fire og drikke til ti. Knalder brandert. Sover lidt. Drikker igen. Vågner social. Så drukner jeg mig selv, indtil jeg kan sove.
Haugaard: Man vågner jo bare for at blive fuld, så man kan falde i søvn om aftenen.
Voldsomt barndomstraume
I 80’erne blev Haugaard landskendt. Sammen med Finn Nørbygård. Jadak. Jydekompagniet. Squash-reklamer. Men i baggrunden var han dybt afhængig. Fra han var 12 år, til han blev 41.
Haugaard: Da jeg blev ædru, savnede jeg galskaben. I tyve år gik jeg til AA to gange om måneden. Har ikke rørt en dråbe siden. Men jeg havde et nervesammenbrud. Så dårligt troede jeg ikke, man kunne få det.
Det var Ilse, konen, der satte skub i forandringen. Flyttede ud med børnene. Bildte ham ind, hun havde fundet en ny. Jacob ringede til sin ven Allan Olsen, som selv var i behandling.
Haugaard: Jeg var så begærlig efter at blive skæv. Men det var ikke mig, der drak. Det var noget i mig. Og jeg havde en humoristisk måde at skjule det på. Hvis jeg var sammen med bøsser, kunne jeg sige: ’Nå, jeg var også bøsse, til jeg blev 12. Så syntes min onkel, jeg var blevet for gammel.’ Så slap jeg for at sige, jeg var blevet voldtaget. Udsat for pædofili. Og da jeg første gang blev skæv – så ville jeg være det resten af livet. Men jeg havde ingen tro på noget. Den blev taget fra mig.
Henrik: Det kan jeg sagtens genkende. Så kører det bare.
De står stille et øjeblik.
Henrik: Du har godt nok mange rum. Og historier. Og vi har ikke engang set loftet.
Men Jacob er træt og siger, det må blive en anden god gang:
– Jeg bliver jo 74, siger han og vinker, da Hus Forbi-bilen ruller hjem ad den lange skovsti.
