Martin & friheden

Også under den kolde krig kom der flygtninge til Danmark.Martin Boroch kom hertil fra Polen, fordi han var god til judo

Der er kommet flygtninge til Danmark i en lind strøm i mange år. Men deukrainske flygtninge, der kommer nu, er de første i mange år, som er flygtet fra en konflikt i Europa. Mellem Danmark og Ukraine ligger kun Østersøen og ét land: Polen.
Selv om Polen var selvstændigt, da Berlinmuren faldt, blev landet holdt i et jerngreb af Sovjetunionen.
Men der var folkelig modstand i Polen. Modstandsbevægelsen var en fagforening, der hed Solidaritet, og dens leder var Lech Wałesa, som var elektriker på et skibsværft i Gdansk.
I 1989 blev Polen demokratisk og holdt sit første frie valg, og Lech Wałesa blev siden præsident.
Hus Forbi-sælger Martin Borochs far var ingeniør og arbejdede på det samme skibsværft som Walesa. Og Martins far var også aktiv i Solidaritet. Fra sin barndom husker Martin, når
der blev holdt møder i lejligheden, efter at han var lagt i seng.
– Jeg har familie ude på landet ved Krakow, hvor jeg var sendt hen om sommeren. Jeg fik frisk mælk fra køerne og god mad. Men i skoletiden i Gdansk var der knaphed på fødevarer.
Vi havde rationeringsmærker på sukker, kød og alt muligt, fortæller Martin.

Afhopper

I 1983 fik Lech Wałesa Nobels fredspris, året efter han var blevet løsladt fra fængslet for at sige sin mening. Det var ikke et liv, Martins far ønskede for sin søn, så da den store
knægt samme år skulle til idrætsstævne i Aalborg, rådede faren ham til at ’hoppe af’, som det hed, hvis man slap over på den anden side af det såkaldte jerntæppe, der delte Vest- og Østeuropa.
I de lande, Sovjetunionen havde kontrol over, havde man hegnet befolkningen ind. Der var vagter for at hindre mennesker i at flygte væk fra de østeuropæiske lande. I Berlin, som
var en delt by mellem øst og vest, havde man endda bygget en mur for at hindre befolkningen i at flygte til Vesten.
Men der var mellemfolkelige aktiviteter mellem øst og vest, og det var muligt for enkelte at rejse ud. Mellemfolkeligt Samvirke var for eksempel med til at arrangere arbejdslejre, hvor unge fra begge sider kunne mødes.
Og hvis man var idrætsmand, kunne man komme til idrætsstævner.
Det var Martin. Han dyrkede judo, og derfor kom han til Aalborg.
– Men ellers kunne man ikke komme ud af Polen. Der var lukkede grænser. Jeg kom kun til Danmark, fordi jeg var god til judo. Det var til en ungdomslejr i Aalborg i 1983. Byen,
hvor jeg gik til judo, var venskabsby med Aalborg. Derfor var vi som udøvere af forskellige idrætsgrene til stævne, fortæller han.
Martin boede hos en dansk familie, som han fik en god kontakt med, og han holdt kontakten med dem ved lige, efter han kom hjem.
Så da han igen fik chancen for at komme til Danmark, havde han nogle mennesker at støtte sig til.
– Jeg inviterede dem samme sommer til Gdansk. De kom, og vi tog godt imod dem. De inviterede mig til Aalborg igen, og jeg kom afsted. Martins far sagde til ham: ’Du skal
hoppe af, når du kommer til Danmark. Der er ingen fremtid her’. Det gjorde Martin, da han kom til Danmark igen.

Da jeg som 16-årig kom til Aalborg – shit, jeg fik et chok.
Alle de farver, der var, og så rent, der var.

Let at få asyl

At få asyl var ligetil dengang. Han henvendte sig bare på politistationen, og der var ikke noget med at undersøge, om han havde smykker af værdi, eller hvad flygtninge nu ellers er blevet udsat for siden. Hvis man kom hertil fra den anden side af jerntæppet, fik man hjælp og blev vel modtaget.
– Da jeg som 16-årig kom til Aalborg – shit, jeg fik et chok. Alle de farver, der var, og så rent, der var. Når du kom fra et land, der var gråt og sort, var det et chok. Vi kom kørende i bus fra Gdansk gennem Tyskland til Danmark. Vi havde kørt i 17 timer.
Den velkommenhed, vi mødte, var enestående. Alle bød os velkommen. Det er en venskabsby, der kommer!
Folk sagde bare: Vil du have en trøje. Vi fik gaver. Trøjer og træningsdragter.
Jeg tænkte: Er det Polen, der er kommunistisk, eller er det Danmark?
Martin boede hos den danske familie i tre år. Han tog 10. klasse og kom videre på gymnasiet. Da han flyttede fra familien, var det til et værelse på Limfjordskollegiet i Vejgaard.
Han fortsatte med at dyrke idræt.
– Det var hårdt. Men det gik, selv om jeg mistede alle mine venner og kammerater. Men fordi jeg var god til judo, fik jeg mange venner i judoklubben i Aalborg.
Da Martin endnu ikke var dansk statsborger, kunne han ikke deltage ved de danske mesterskaber, men han fik en sølvmedalje ved de nordiske mesterskaber i 1987.

Trafikulykke

Lige nu sidder vi på en bænk ved indgangen til Salling i Aalborg. En mand med bagvendt kasket og en rygsæk med en højttaler, der spiller høj musik, kommer gående.
– Det er min ven. Han har fået anbefalet af lægen at høre musik, mens han går, siger Martin.
Folk, som har kendt Martin i mange år, ved, at han altid har været klar til at hjælpe og støtte unge, som er særligt udsatte. Som pædagog har han arbejdet med flygtningebørn fra Irak
og Iran og med vanskelige elever i en specialklasse på Frejlev Skole.
Nu er han selv udsat og får hjælp til at komme gennem hverdagen ved at sælge Hus Forbi.
For godt nok bød Danmark på helt andre muligheder og en anden grad af frihed end Polen. Men i Danmark kan du også miste alt og havne på gaden – selv efter mange år på arbejdsmarkedet og trods en god uddannelse.

Mistede livsmodet

Martin har været gift to gange og har fået børn, både i Polen og i Danmark, men en alvorlig ulykke med hans søn tog livsmodet fra ham. Det blev tungere og tungere at gå på arbejde.
Men han fortsatte i jobbet som pædagog i tre år derefter, selv om han i grunden havde mistet grebet om tingene – Til sidst kunne jeg ikke klare mere.
Jeg sagde til min chef: Fyr mig, jeg kan ikke klare mere. Ellers havde jeg fået karantæne fra a-kassen. Jeg har siden fået førtidspension på grund af problemer med mine hofter.
Martin blev ikke hjemløs med det samme. Han blev skilt i 2000 fra sin anden kone, og derefter krakelerede det for ham – Fordi jeg ikke arbejdede, og fordi jeg drak lidt for meget, så ramlede tingene sammen. I nogle år boede jeg på forsorgshjem, varmestuen og på gaden.
Nu har Martin fundet en roomie og deler lejlighed med en kvinde, som han også er gode venner med. Ellers passer han sit arbejde som Hus Forbi-sælger og møder på arbejde de fleste dage foran Salling i Aalborg.
– Jeg er ydmyg. Jeg kommer bare i mit Hus Forbi-tøj og sidder her. Jeg kan godt lide at sidde her og betragte folk og lytte til dem, der kommer og vil tale. De fortæller mig også nogle historier. Jeg kan godt lide Hus Forbi, for det har en status blandt folk. De kan godt lide Hus Forbi-sælgere.
Derfor kommer de også og snakker, siger Martin.