Kongen kæmper for overlevelse

Der er ikke mange landevejsriddere tilbage. Men nu vil en ny, ung stodderkonge gøre det lettere for gadens løse fugle at komme ind i landevejsriddernes fællesskab. Ikke alle er dog enige.

foto og tekst af Christian Andersen

På landevejen går de med deres barnevogne, uniformer og hunde. Frie sjæle, der navigerer efter hjertet (og maven). Engang var de på enhver landevej eller i byens gårde med sang, harmonika og mønter i  kaffekanden. I dag er der langt mellem skærslibervognene, og sangen er forstummet. Men romantikken og lysten til vind i ansigtet lever stadig hos dem, der er tilbage.

– Hvis vi ikke gør noget, dør landevejen, så uddør vi og dermed vores historie og en del af Danmarkshistorien.

Sådan lyder det bestemt fra landevejsriddernes nye overhoved, den såkaldte Stodderkonge, som blev kåret ved det årlige landevejsriddertræf i september på Egeskov marked i Kværndrup.

Hus Forbi møder stodderkongen Høvlen, dronning Trunte, kronprinsen  Langben og den pensionerede landevejsridder Syvstjernen på en gård langt ude på landet på Als.

– Jeg gik for at slippe af med mine bekymringer, siger Høvlen.

– Jeg gik bare fra det hele. Fra problemerne i familien og for at skabe fred, fortæller Syvstjernen.

– Jeg tog på landevejen for at nyde livet og få ro i hovedet, smiler Trunte.

– Jeg gik fra stoffer, kriminalitet og kalenderlivet, forklarer Langben.

Den fødte vagabond
Landevejsriddernavnet er Høvlen, han er 37 år gammel, nyudnævnt stodderkone og født ind i tilværelsen som vagabond og landevejsridder.

– Min far blev kaldt Hønse-Viggo. Han var smådyrskræmmer, og vi var altid på kræmmermarkeder. Der lærte jeg landevejsridderne at kende. De var flotte med deres uniformer, hunde og barnevogne. Flinke mod os børn og med spændende livsfortællinger.

Høvlen havde svært ved at sidde stille i skolen og følge med i undervisningen. Verden udenfor var meget mere spændende.

– Da jeg gik i syvende klasse, kunne jeg ikke klare skolen mere. Jeg passede ikke ind i den kasse, skolekassen, altså. Jeg drømte mig tit væk til et liv på landevejen med de sjove, festlige og spændende mennesker fra
kræmmermarkederne. Højt til loftet, langt til døren og under åben himmel. Jeg fandt min plads i livet, da jeg landede på landevejen, fortæller han.

En mental rejse uden GPS eller kort
Men inden da var livet svært. Høvlen var godt på vej til at forsumpe, da han en dag mødte Langben:

– Høvlen var jo en bette knejt på 30 år, da jeg spurgte, om han ikke havde lyst til at gå med på landevejen, griner Langben.

Den 11 år ældre landevejsridder tog Høvlens og sine egne ben på nakken, og så gik de to ud i det fri.

– Det var en frihed, jeg ikke havde oplevet før. Alle mine spekulationer og alt det, jeg havde haft svært ved, forsvandt, da jeg forlod byen. Ved hver skraldespand smed jeg en stor affaldssæk af tanker og bekymringer ud. Jo længere jeg gik, jo færre bekymringer havde jeg, forklarer Høvlen og uddyber:

– Livet på landevejen blev en mental rejse, som jeg stadig er på. En rejse, som lader mig op, så jeg kan holde ud at være i det hele.

På landevejen går man ikke efter et kort eller GPS. De gamle landevejsriddere har deres ruter, som de kender, og de unge må lære at finde vej uden hjælpemidler:

– Så spørger man folk om vej. Jeg spørger gerne tre eller fire om vej, og på den måde kommer jeg også i kontakt med hr. og fru Danmark, fortæller Høvlen.

Mester og lærling
Den første tid gik Høvlen og Langben sammen på landevejen, men med tiden måtte Høvlen gå videre alene.

– Man bliver lært op af en ældre landevejsridder, derefter skal man stå og gå på egne ben og bevise overfor sig selv, at man kan stå distancen, fortæller Langben om sin unge lærling.

– Jeg var nervøs de første gange, jeg skulle banke på en fremmed dør. Først stryger man topsejlet (tage hatten af, red.), så banker man på og tilbyder at slibe knive eller sakse. Har de ikke noget, jeg kan hjælpe med, fik jeg alligevel ofte en skilling eller madpakke med på vejen, husker Høvlen.

Landevejen er hjem, men det er ikke altid en dans på roser.

– Det lyder måske som en Morten Korch-film, men der er også sure tider, siger Langben, og Høvlen nikker med:

– Har du haft regnvejr en hel uge, er det ikke sjovt. Hvis du også går i flere dage uden at få lidt mønt, kan det blive en lang tur.

For svært at blive landevejsridder
Da Høvlen blev kronet som ny stodderkonge, kom kun 24 landevejsriddere for at give deres stemme. Engang var de omkring 400, men antallet er nu faldet til omkring 40, ifølge landevejsridderne selv.

– Jeg har været med on/off i mere end 25 år, og i den tid er vi blevet voldsomt reduceret. Men vi har også selv et ansvar, understreger Langben:

– På et tidspunkt var det nemmere at blive optaget i en bande eller rockergruppe, end det var at blive landevejsridder! De gamle ville ikke lukke de nye og unge ind.

For at blive optaget i fællesskabet skal man opfylde en række krav: For at blive navngivet og døbt på landevejsmåden, skal man have vandret på landevejen to somre og en vinter sammen med en læremester.

– Det er jo lidt af en præstation at gå så meget og så længe på landevejen, siger Trunte.

Hun er gift med Langben i det civile, men er dronning til Høvlen i landevejsridderverdenen.

– Det er hårdt at være landevejsridder! Det kræver noget at pakke sine ting ned i en barnevogn og efterlade resten, tilføjer Langben.

– Flere får kolde fødder eller hjemve efter få dage og vil tilbage til det liv, de kender, siger Høvlen.

– Men for mange af os er det jo en ekstra familie, vi har her på landevejen, siger Trunte, og Høvlen supplerer:

– Det er jo vores fællesskab, vores verden, og vi kender hinanden og fester, når vi mødes på kræmmermarkederne.

– Desværre bliver familien mindre og mindre, sukker Langben, som er en af de yngste af de ældste med sine 47 år. Han har set mange af de gamle falde fra:

– Nogle dør, andre kan ikke holde til det, stopper og går på pension.

Syvstjernen er nu pensioneret landevejsridder. Han mener, landevejens fællesskab er druknet i pædagogik og blødsødenhed.

Curlingbørn med sikkerhedsnet!
Syvstjernen er en af de ældre landevejsriddere, som har pensioneret sig selv fra landevejen. Han er 65 år og bor i dag i et rækkehus i Fredericia, men er stadig i fællesskabet og med til snakken i dag. Trunte vender sig mod ham:

– I gamle havde lukket helt ned for, at nye kunne komme med ind!

Syvstjernen nikker.

– De unge var ikke egnede. De forstod ikke, hvad det ville sige at blive landevejsridder. De kunne ikke vente, de var utålmodige. Og i dag er der slet ikke nok af os gamle til at lære de unge op. Syvstjernen mener, at fællesskabet er druknet i pædagogik og blødsødenhed og forklarer:

– I gamle dage var man mere konsekvent. Man fik et drag over nakken, hvis man ikke opførte sig ordentligt!

– Måske er det også den holdning, der kan skræmme nogle væk, svarer Trunte tilbage.

Men det er Syvstjernen uenig i. Han mener, at nedgangen i antallet af landevejsriddere også skyldes samfundets indretning:

– Livet er fyldt med sikkerhedsnet. Man behøver ikke gå på landevejen for at skaffe føde og et sted at sove i dag. I gamle dage var der ingen hjælp til dem, der ikke passede ind; så måtte man slibe knive og sakse! Landevejsridderne sang for folk i byens baggårde og tog forefaldende tjanser på landet, når høsten skulle i hus eller stalde muges ud. Efter arbejdet drog man videre, måske med en skilling på lommen og mad i maven.

– I dag kan man sove på sofaer, få mad på væresteder og sælge Hus Forbi. Det er også fint. Man behøver ikke traske landevejen tynd for at få føde længere. I dag er der alt for mange curlingbørn. Da jeg var barn,
begyndte jeg at arbejde som 10-årig!

Det har de fire landevejsriddere tilfælles: Trunte, Langben og Høvlen var også børn, da de begyndte at arbejde.

Et nyt monarki og en ny fremtid
Den særlige kultur på landevejene skal bevares, er hele den royale familie enige om.

– Som konge af landevejen vil jeg arbejde for, at det skal blive nemmere at komme med fællesskabet. Vi skal ikke slås og være uenige, men stå sammen og kæmpe for at videreføre vores livsstil, siger kong Høvlen.

Kronprinsen Langben har været årsagen til, at flere er kommet til. Han har taget de unge med på tur, lært dem, hvordan man arbejder, sliber, gøgler eller bruger sit mundtøj.

– Vi skal være en inspiration for de unge, siger Høvlen, og Langben supplerer:

– Jeg kender mange udsatte unge, som vil have godt af at komme ud at vandre og opleve noget andet end storbyens sump.

– Ja, ligesom mig, dengang jeg begyndte på landevejen, smiler Høvlen og afrunder:

– Nu er Trunte dronning, Langben er kronprins, Caramba er nasseprins og jeg er konge. Vi følger reglerne om, at man som landevejsridder ikke lyver, ikke stjæler og ikke slås. Vores mål er at holde ro i egne rækker, lægge stridigheder fra os, samle kræfterne og byde nye mennesker, som har lyst til at opleve det eventyrlige ved at vandre på de danske landeveje frie som fuglene, velkomne.

Artiklen er en del af Hus Forbis store tema om landevejsriddere. Du kan læse mere om gadens royale familie og få en oversigt over gadens kaldenavne i Hus Forbi december-avisen.