Der skete noget da jeg kom væk fra byen

Jeg har aldrig følt så meget ro, som i den tid jeg har boet på Lolland. Her vil jeg bo resten af mit liv

De færreste Hus Forbi-sælgere har en bolig som Klaus, som bor i et nedlagt husmandssted på Lolland
HUS, HÆK & HÆNGEBUG.

For enden af en lang og ujævn grusvej ligger et gammelt husmandssted. Hækken er trimmet, og grenene på det store æbletræ bugner med frugter. Ingen naboer, så langt øjet rækker, kun marker.
I laden er der en stor indhegning fyldt med halm og træsmuld. I midten ligger Boris og snorker. Boris, et hængebugsvin, der er lige så bred, som han er høj. Overalt finder man værktøj til diverse projekter, og stedet minder alt i alt om en hjemløseversion af tv-serien ‘Bonderøven’.
Her bor Klaus. Han har fået lov til at overtage stedet fra nogle venner, som ikke vidste, hvad de skulle bruge det til.
Udover Boris lister katten Felix rundt, selv om den oftest kun dukker op ved spisetid, og for fødderne af Klaus står den altid trofaste hund Bandit, som aldrig er langt fra hans side.

Arbejd, arbejd

Livet på landet er ikke nyt for Klaus. Fra barnsben har han lært at håndtere landbrugsdyr, og hvordan man tager fat med en høtyv.
– Mit første job var at lære, hvordan man muger ud i en grisestald. Dengang boede jeg hos en pleje- familie, der ejede en bondegård på Stevns. Før det havde jeg både boet på observationshjem og opdragel- sesanstalt.
Klaus blev fjernet fra hjemmet som helt lille; forældrene kunne ikke klare at have ham. Dengang var institutio- nerne for anbragte børn anderledes end i dag. Hos plejefamilien var der masser af hårdt arbejde, men det var alligevel at foretrække, ifølge Klaus.
– Farmand passede på gården og fodrede grise om morgenen, inden han kørte. Han forpagtede også en tankstation i København. Når han så var kørt, var det op til os drenge at muge ud og passe dyrene. Allerede som 12-årig lærte jeg at håndtere tungt maskineri.
Klaus er efterhånden en ældre herre. Mange år i solen har falmet hans tatoveringer næsten til ukende- lighed, men de senede muskler ses tydeligt.

Men det var sgu ikke meget, de så til mig derhjemme. I perioder arbejdede jeg fra 10-22 alle ugens dage.

Karrieremæssigt er Klaus en af de Hus Forbi-sælgere, som har haft flest forskellige jobs. Scenebygger, bryggeriarbejder, postbud og slikbutiksindehaver er bare nogle af stillingerne i en broget karriere.
– Selv når vi ikke manglede noget, tog jeg så meget arbejde, jeg kunne få. Jeg boede med konen og min datter på Nørrebro. Men det var sgu ikke meget, de så til mig derhjemme. I perioder arbejdede jeg fra 10-22 alle ugens dage.

Backstage med Led Zeppelin

Ægteskabet var en spontan affære, som ikke endte lykkeligt for nogen parter. Men de fik et barn sammen og blev sammen i 14 år på grund af datteren.
I stedet måtte Klaus finde nydelse i sit arbejde. Som dreng var han glad for musik, specielt rock. Derfor var svaret åbenlyst, da han blev tilbudt et job som scenebygger.
– Jeg var scenebygger i 14 år som bijob. Det var en fornø- jelse, så slap jeg for at være derhjemme. Når man var færdig med arbejdet, kunne man jo nyde koncerten gratis, vi kom også tit med backstage.
I sin tid som scenebygger mødte han mange af sine barndomshelte, og han har haft instrumenter fra legenda- riske bands som Black Sabbath, Gasolin og Led Zeppelin i hænderne.
Konflikterne i hjemmet blev større, som tiden gik. Der var altid spændinger mellem ægteparret, og de drev længere og længere fra hinanden. Alligevel skulle en fyring blive døds- stødet for forholdet.
Klaus arbejdede på Carlsberg, men de mange timers slid og slæb begyndte at tære på kroppen. Efter en lang dag på fabrikken kunne han næsten ikke komme ud af sin gaffeltruck på grund af rygsmerter.
– Jeg startede til kiropraktor og begyndte at få det bedre. Kiropraktoren anbefalede, at jeg sygemeldte mig i to uger for at blive helt rask. Den følgende uge skulle jeg holde fri, så jeg sagde til min chef, at jeg gerne ville sygemelde mig ugen efter. Det blev de noget forargede over på kontoret, så jeg blev fyret omgående.
På det tidspunkt havde konen heller ikke noget job, så de måtte forsørge deres datter med bistandshjælp. Det gjorde ikke forholdet bedre, at Klaus ikke længere havde et arbejde at fordrive tiden med, og de blev skilt kort tid efter datterens 14-års fødselsdag. Alli- gevel valgte de at blive boende sammen.
– Vi boede stadig sammen af økonomiske årsager. En dag ringede hun så til mig og sagde, at hun havde fundet en ny fyr. ’Ok,’ sagde jeg, så pakkede jeg de fornødne ting og skred.

Fra Sydhavn til Lolland

Det blev startskuddet til et liv på gaden. Og der gik mange år, før Klaus igen fik en fast adresse.
– Fra den dag boede jeg på gaden, der var ikke andre steder, jeg kunne være. Ungen afleverede jeg til pasning hos min mormor. Jeg var ikke så bekymret for at skulle være på gaden, det havde jeg prøvet før. Jeg tog det som en oplevelse.
Naturområderne har altid tiltrukket Klaus. Den sidste bolig, han havde før husmandsstedet
på Lolland, var en campingvogn i Sydhavnen i København. Der var idyllisk, og han havde også dengang Boris som selskab, men der boede andre end ham, og området fik hyppigt besøg af politiet. Derfor endte han med at fortrække til det stille liv på Lolland.
– Her kommer ingen idioter og skriger: Her må du ikke bo. Da jeg var i København, stod der en dag to strissere og råbte og skreg, at jeg skulle komme ud, fordi jeg var hjemløs og sov i campingvogn. Jeg var nær blevet anholdt.
Rundt om det lille husmandssted tøffer Bandit rundt og jagter mus, Boris ligger stadig og snorker i sin halmseng, og Felix er ikke hjemme igen før mørkets frembrud. Klaus soler sig i sin frodige baghave, mens han ruller sig en smøg.
– Jeg har aldrig følt så meget ro, som i den tid jeg har boet på Lolland. Her vil jeg bo resten af mit liv.

Da jeg var i København, stod der en dag to strissere og råbte og skreg, at jeg skulle komme ud, fordi jeg var hjemløs og sov i campingvogn.