På vejene med Jacob Holdt
Læs avisen online med en voucher
Læs her
Der var voldtægt, ADHD og stoffer på samtaleprogrammet, da livstidsvagabonden og den verdensberømte fotograf Jacob Holdt mødte stofbrugeren Jens fra Hus Forbi.
af Anders Højbjerg Kamp
foto: Christian Andersen
Vi er på vej hjem fra Kolding til København, efter Holdt endnu en gang har holdt et af sine efterspurgte foredrag.
– Nu må du ikke falde i søvn, siger Jacob Holdt til sin samtalepartner på bagsædet af Hus Forbis kassevogn.
– Det gør jeg heller ikke. Jeg sad bare og tænkte, svarer 39-årige Hus Forbi-sælger Jens Christiansen, der straks løfter hovedet og åbner øjnene. Han hiver en dåseøl op af sin pose – han drikker seks om dagen. Intet i forhold til, hvad han tidligere har drukket og indtaget i sit forlængede ungdomsliv som stofbruger.
– Nå, jeg troede, du havde taget en overdosis, griner Holdt. Du sad jo med lukkede øjne – og det har jeg set før, siger han skælmsk.
Jacob Holdt ved, hvad han taler om. Han har netop holdt fotoforedrag om sit lange vagabondliv og sin internationale bestseller, Amerikanske Billeder, en fotobog baseret på syv år i 1970’ernes USA, hvor han boede i slumlejligheder og biler. Han integrerede sig med stofmisbrugere, mordere og hjemløse. Han blev voldtaget og truet på livet med pistoler – men vendte oplevelserne til noget positivt. Flere gange har flygtninge og hjemløse boet i Jacobs lejlighed. Han har også integreret sig med både Ku Klux Klan – hvor han fik omvendt en af lederne – og rockergruppen Bandidos. Ifølge Holdt er udsatte mennesker ofte ofre fra barndommen – præget af alkohol og overgreb. Deres livsstil må forstås ud fra det.
Det har været en lang dag for Jens, der har taget turen i bil fra København til seniorfællesskabet Floraklubben i Kolding for at høre Jacobs foredrag. Jens’ historie rummer ikke samme overskud og tro på sig selv og andre. Han er en af dem, Jacob Holdt kunne have fotograferet. Jens har været igennem voldtægter, slåskampe, fængsler, både indtag og salg af stoffer. I dag er han på metadon.
De to omstrejfere har mere end nok at tale om, og denne samtale er blot et kort uddrag af en fire timer lang snak – kun afbrudt af en gammeldags isvaffel, løbende tisseture og et pitstop ved vandet i Nyborg.
Forældres værste mareridt
Jens sidder med Koldings måske største isvaffel af den gammeldaws slags, han har fundet i gågaden, da kassevognen forlader byen.
– Der er da nok til hele bilen, siger Holdt med sin milde tone. Jens får sin drengede, glade grimasse på.
Holdt: Hvad gik galt i dit liv?
Jens: Mange ting. Da jeg var seks-syv år, blev jeg misbrugt af et ældre ægtepar i nabolaget. En dag lokkede de mig ind i deres hjem. De fastholdt mig og udsatte mig for seksuelt overgreb.
Holdt: Var det nogen, I kendte godt?
Jens: Nej, vi meldte dem. Fire kammerater var ovre for at ordne dem. De fik en røvfuld uden lige, inden politiet kom. Det eneste, ægteparret fortalte, var, at de havde slået sig på vej ned ad trappen.
Holdt: Hold da op.
Jens: Ja, jeg har også overværet en tæt på mig blive gangraped. Fem mænd voldtog hende på skift, mens jeg blev bundet på en stol og blev tvunget til at se på det. Og sagde jeg noget eller græd, sprøjtede de en deodorant i ansigtet på mig.
Holdt: Hvem gjorde det?
Jens: Nogle unge knægte. Det var i starten af 90’erne. Hun var 11 år.
Holdt: Det må have haft store konsekvenser?
Jens: Vi lider begge af PTSD i dag.
Holdt: Fik du støtte derhjemme?
Jens: Ja! Jeg havde et godt barndomshjem. Min far var fisker, og min mor arbejdede i en bingoklub. Ikke længe efter flyttede vi nordpå. Men jeg kan ikke sige meget mere. Jeg fortrængte hændelsen og kan ikke huske så meget af det. Men det forklarer, hvorfor jeg er blevet, som jeg er.
Krammer til en voldtægtsmand
Fyns marker har erstattet de jyske. Der er langt til farverige San Francisco – men ikke i tanken.
Holdt: Det er en lidt anden historie, for jeg var voksen. Men jeg blev også voldtaget – i Haight-Ashbury i San Franciscos hippietid. Jeg valgte at sove hos en sort, homoseksuel fyr frem for en af de mange smukke hippiepiger. Jeg har jo den livsfilosofi, at man skal sige ja til den første. Ellers vælger man hvide frem for sorte. Heteroer frem for bøsser.
Jens lytter intenst.
Holdt: Men så vågnede jeg pludselig om natten, mens han holdt mine arme og voldtog mig bagfra. Jeg kunne ikke gøre noget og lod det ske, selvom det var meget smertefuldt. Næste morgen havde han skyldfølelse.
Jens: Havde han? Jeg oplevede, at jeg tog skylden på mig: Jeg kunne bare have gjort dét og dét. Men jeg var en lille dreng uden forsvarsmekanismer.
Holdt: Ja, og så tog han mig med i en pride-kirke med bøsser, transvestitter, sorte, hvide og indianere. Jeg ville – som radikal venstreorienteret – ændre mennesker til det bedre, men jeg lærte af kirken at leve med folk, som de er. Så voldtægtsmanden ændrede faktisk mit liv. Jeg endte med at give ham en krammer.
Jens: Jeg har papirer på, at jeg er utilregnelig og ikke har kontrol over, hvordan jeg reagerer over for voldtægtsforbrydere.
Holdt: Jeg er jo også vokset op med kærlighed i en præstefamilie og var voksen med idealer – og så kan jeg måske bedre gå en voldtægt igennem. Du blev virkelig et offer – og det har styret dit liv. Nogle kan ikke tilgive, men bare dét, at man snakker om det, er en måde at komme videre på.
Jens: Det har hjulpet mig. Efter jeg åbnede op for det, kan jeg nemmere leve med det.
Ro i hovedet på kokain
Kassevognen holder ind foran cafeteriaet Monarch i Nyborg. Holdt får sig et enkelt glas vin med havudsigt efter en lang dag – ikke to, for som han pointerer, så vil han komme til at snakke for meget.
Jens henter fritter og sodavand til turen hjem.
Holdt: Hvordan reagerede du så som ung, før du kom i behandling?
Jens: Jeg kompenserede. Blev hurtigt en lømmel. Jeg fulgte ikke med i skolen, og så begyndte jeg at drikke og ryge hash. Så kunne jeg sidde stille i klassen. Senere kom jeg på et projekt for skoletrætte, hvor vi lavede legepladser til børn for at få brugt vores energi.
Holdt: Hvad med de hårde stoffer?
Jens: Som 16-årig begyndte jeg på hårdere stoffer. Og som 18-årig røg jeg i fængsel. Der kom jeg i behandling. Jeg gik hos en terapeut – hun var ret grineren. En gammel hippietype, der havde spist svampe, og hun fik os i trancer. Jeg skulle se mig selv som barn, både positivt og negativt … og mens jeg kiggede bagud, så jeg mig selv blive misbrugt. Jeg var i chok, for det var noget, jeg havde fortrængt. Jeg gik direkte ned, uden at tale med terapeuten, og ringede til min mor og spurgte, om det var rigtigt, at jeg blev misbrugt. Og det bekræftede hun.
Holdt: Fortrængning er meget typisk.
Jens: Det har ligget i min underbevidsthed hele tiden. Hende, der havde misbrugt mig, havde rødt hår og blåt brillestel – og så fandt jeg ud af, hvorfor jeg havde været så modbydelig over for rødhårede.
Holdt: Hold da op. Hvor længe sad du i fængsel første gang?
Jens: Ti måneder for indbrud og vold. Jeg skaffede penge til narko. Og så sparkede jeg en i hovedet, der var ved at voldtage en kvinde. Jeg har været inde mange gange siden – for salg af kokain – og har siddet i mange fængsler. Fra Nørre Snede til Horserød.
Holdt: Hvordan klarer du dig økonomisk?
Jens: Jeg får kontanthjælp og lidt fra Hus Forbi-avissalg. Jeg har skader på grund af misbrug. Jeg har også ADHD og PTSD – og så mener de, jeg har en personlighedsforstyrrelse.
Holdt: Opdagede du din ADHD i skolen?
Jens: Ja, men dengang var det jo bare, fordi man ikke kunne sidde stille.
Holdt: Jeg har også den diagnose. Jeg blev også smidt ud af skolen og endte jo på landevejene. Jeg rejste rundt i fem år uden penge, men følte aldrig at jeg var hjemløs. Jeg kunne komme ind i den mindste by efter midnat og alligevel finde et sted at bo. Men ofte gik jeg ned og stod i kø og spiste dér, hvor de hjemløse fik mad.
Jens: Har du ikke taget stoffer på dine mange rejser?
Holdt: Ork jo, det meste. Jeg røg ud af militæret og fik en slumlejlighed. Den fyldte jeg op med alle mulige mennesker fra hele verden, og der begyndte jeg at sælge hash.
Jens: Hvordan tog præstefar det?
Holdt: Det tog han ikke godt. Jeg endte med at male hans kirke over med politiske slogans, tog ud på landevejene, og vi talte ikke sammen i flere år. Jeg solgte kun hash, fordi det var sjovt og forbudt. Men jeg kunne ikke lide at ryge. Jeg er forvirret nok i hovedet i forvejen. Jeg havde så mange rygende folk boende hos mig, og nogen skulle tænke klart, når politiet kom. Det ene øjeblik kom fremmedpolitiet og ledte efter amerikanske desertører – og selvom der lå store klumper af hash, rørte de det ikke. Så kom narkopolitiet, og de var ligeglade med de amerikanske soldater.
Jens: Jeg fandt også ud af, at jeg ikke skulle ryge, efter jeg fik en psykose. Jeg begravede min kammerat, efter han var kørt galt som 17-årig. Derefter sad jeg 18 timer ude på en altan og så engle. Så turde jeg ikke mere. Det var for farligt. Så begyndte jeg i stedet på kokain. Det gav mig ro i hovedet.
Holdt: Ro i hovedet?! Det fik mig til at snakke som et chatol!
Jens: Mit hoved kørte i normalt tempo. Jeg kunne styre tankerne og få overblik.
Holdt: Jeg boede hos alle mulige narkomaner i USA, og havde en fast politik om altid at gøre det samme som dem. Så jeg har sniffet og røget. Men jeg lærte hurtigt at bluffe. Når jeg blaffede, blev jeg samlet op af hippier med en joint i omløb. Jeg lærte at lade, som om jeg røg – uden at inhalere. For hvis næste bil var en straight bankmand, så skulle jeg kunne tale med ham. Jeg lod, som om jeg brugte stoffer – uden rigtigt at bruge dem.
Jens: Du har prøvet heroin?
Holdt: Jeg har sniffet det. Og sørget for ikke at tage for meget. Men nålen – det kunne jeg ikke.
Jens: Når man skyder det ind, skal der ikke meget til – fra man er sig selv, til man er helt væk, til man er død. Jeg har altid haft så meget respekt for det, at jeg hellere stikker to gange end dør af en overdosis.
Holdt: Jeg har stået og fotograferet folk, mens de var ved at dø af overdosis. Det gav en dårlig smag i munden.
I bad standing hos rockergruppe
Kassevognen ruller videre. Bag os er der – både symbolsk og bogstaveligt – bygget Storebæltsbro mellem resten af landet og Djævleøen, som en jysk deltager i Floraklubben kaldte Sjælland. Ikke ulig Holdts egne håndsrækninger. Ifølge ham skal man tænke positivt om folk, der tænker radikalt anderledes:
Holdt: Bandidos var smaddersøde og tolerante. Alligevel endte jeg i bad standing, fordi jeg kom til at sige på tv, at de bare var ofre for smerte i barndommen. Jeg havde talt længe og personligt med dem. Men den slags gutter vil gerne fremstå stærke udadtil.
– Endte du ikke med at få bank? spørger Jens.
– Nej da, siger Holdt og kigger ud over de sjællandske marker.
– Hvis folk hele tiden får at vide, at de er grimme, anderledes eller slemme, så begynder de selv at tro på det. Det bliver en selvopfyldende profeti. Hvis vi kigger på folk med frygt, signalerer vi, at de er farlige. Derfor skal vi se på dem med nysgerrighed og venlighed. Det er de ikke vant til. Så sænker de paraderne, knytnæverne, pistolerne. Vi skal bruge ikke-voldelig kommunikation. Det handler om at sige ja til at integrere sig med vredens folk. For ellers ender de i vrede – mister troen på sig selv og deres fremtid. Og det ender i vold og fængselsdomme, siger Holdt om, hvorfor hverken Bandidos, amerikanske gangstere eller Ku Klux Klan har givet ham tæsk.
Jens: Jeg har lært i hjemløse- og stofmiljøet, at man bliver nødt til fysisk at kunne forsvare sig og tilbageholde et andet menneske. Jeg har selv prøvet at stikke af fra politiet og blive lagt i lås. Jo mere modstand jeg gjorde, jo mere trykkede betjenten min arm op. Og jo mere ondt gjorde det. Jeg har også selv måttet passivere andre.
Holdt: Jeg har gjort det på en anden måde – ved at være en pleaser. Jeg havde jo den politik med aldrig at sige nej. Jeg sagde altid ja. Der var en strækning, hvor jeg blev samlet op af tre homoseksuelle i træk, og så var det godt, at jeg havde bestået ildprøven. Jeg havde travlt med at nå til forskellige byer, så jeg lærte at tilfredsstille mændene under kørslen i stedet for at tage med ned i skoven. Har du ikke selv hjulpet folk?
Jens: Jo da. Især kvinder, jeg har mødt på værtshuse. Når de finder ud af, hvad jeg har været udsat for, åbner de sig op over for mig. De spørger, om det er voldtægt, det, de har oplevet, og så forsøger jeg at hjælpe dem videre. De står ikke alene. Én havde oplevet det samme nat, og så ringede jeg til en kammerat, der er betjent – og voldtægtsmanden blev anholdt. Men de fleste råder jeg til at tage på krisecenter.
Kassevognen når København, og Jens’ telefon ringer, han tager den og råber:
– Jeg har lige fået min kontanthjælp og betalt børnepenge. Du kan godt låne 500 kroner! Men hvis du bruger dem på kokain, smider jeg dig i vandet!
Jacob Holdt ler. Jens lægger telefonen og siger:
– Min veninde har lige været igennem noget voldsomt. Hun skal ikke ud i det lort igen. Kassevognen triller videre ind i Vanløse, og kort efter skilles Jens’ og Jacobs veje.
