Parykker og høje hæle


Nogle dage er Silaz bare Silaz – andre dage er han Kimberly.
tekst og foto: Iben Gad

Silaz løfter en blå IKEA-pose op på bordet og lader sin Louis Vuitton-taske glide ned på gulvet.
Han begynder at pakke ud: lyserøde kjoler, skinnende sten, makeup, lange negle og parykker. Tøj, som Kimberly bruger.
– Nogle dage er jeg Kimberly med wig, makeup og lange negle, og andre dage er jeg bare Silaz. De er begge en del af mig, siger han.
– Jeg har tidligere følt, at jeg var nødt til at give folk ret i, at jeg var transkønnet, bare fordi jeg har kjole og wig på. Men jeg ville ønske, at folk droppede alle de bokse. Det er noget, samfundet har skabt, så vi kan putte
hinanden ned i dem og bestemme, hvilken respekt folk skal have.
I dag har Silaz noget andet tøj på. Han viser sit outfit frem: en sort træningsdragt og en T-shirt fra Gadens Stemmer.
– Det er mit afslapningstøj. Det tager jeg på, når jeg ikke orker, at folk stirrer på mig.

Foran spejlet smører Silaz fugtighedscreme i ansigtet, efterfulgt af glotion, foundation og concealer. Bevægelserne er hurtige og mekaniske, og næsten uden at kigge ved han præcis, hvad næste trin er.
– Folk kan se og høre, at jeg er feminin. Men hvis jeg sidder helt stille i toget uden makeup, stikker jeg ikke ud.
– Hvis jeg har en god periode, kan jeg sagtens gå i stiletter på Nørrebrogade. I don’t give a care. Men hvis jeg har det skidt og ser en gruppe sjakaler, går jeg den anden vej.
Silaz pakker øjenvipper ud af en plastikkasse og går hen til vinduet, hvor lyset er bedst. Det kræver en rolig hånd. Der skal være lim nok på, så vipperne ikke blæser af, men ikke så meget lim, at det siver ned i øjet.
– Det bliver spændende, det her.
I et halvt minut er der helt stille, mens vipperne sætter sig. Øjnene løber i vand, og han dupper forsigtigt med et stykke køkkenrulle.

– Som barn købte min mor en Hannah Montana-paryk til mig. Den var alt for stor, og pandehåret sad nede i øjnene på mig. Jeg har altid godt kunne lide at eksperimentere med mit udtryk, siger Silaz.
Han tager en parykhætte fra bordet og ruller den ned over sit eget hår, så det ligger helt fladt langs hovedbunden. Med enden af en pensel presser han de sidste totter ind under kanten, inden han sætter håret fast. Og så den sidste ting: neglene.
– I dag skal være fantastisk.
Inden han går ud ad døren, pakker Silaz altid en taske med concealer og ekstra lim, hvis skoene går op, eller vipperne løsner sig. Han har over 20 sæt øjenvipper og negle ’i tilfælde af at landet lukker ned igen’.
– Jeg håber, at folk vil stoppe med at se mig og den måde, jeg lever på, som et angreb på deres måde at leve på.
