Sådan bor jeg

Uden et hjem er tryghed en luksus. For mange udenlandske gadesælgere betyder et sted at sove ofte kummerlige forhold, høje priser og udnyttelse fra griske udlejere. Her fortæller udenlandske Hus Forbi-sælgere om, hvor de har fundet ly.

tekst: Signe Laursen og Iben Gad
foto: Iben Gad

Clopotar Puia, 39 år, Hus Forbi-sælger

Jeg deler et værelse med min veninde på Nørrebro i København. Det har jeg gjort i snart to måneder. Der er ikke noget køkken eller badeværelse, så det føles ikke som et hjem. Men det er et godt sted, hvor jeg kan slappe af og sove. Det er rart at dele værelse med en kvinde. På den måde kan jeg bedre passe på mig selv. Jeg betaler 120 kroner per nat, og det gør min veninde i overkøjen også. Det kan  være svært at finde et sted at bo, så jeg føler mig heldig. For i Rumænien er der ingen fremtid. Der er ikke noget job eller nogen måde at tjene penge på. Der, hvor jeg kommer fra, arbejder de fleste med landbrug – hvis de overhovedet har noget at lave.

Jeg har flyttet meget rundt og sovet på gaden i to år. Det var svært. Især når det sneede og var koldt. For folk er forskellige, og der er mange fulde mennesker. Det var uhyggeligt.

En nat, da jeg sov på gaden, fik jeg helt vildt ondt i siden. Smerten jog igennem mig. Jeg troede, at jeg skulle dø. Jeg var bange. Mest af alt bange for at dø langt væk fra mine to børn på 7 og 17 år i Rumænien. Jeg blev indlagt på Gentofte Hospital, som virkelig hjalp mig. Det viste sig, at jeg havde fået to nyresten. I dag er jeg sluppet for smerterne.

Før i tiden boede jeg med mange mennesker. Men jeg foretrækker at bo med én anden, som jeg gør nu. Min veninde er en god person. Jeg har mødt hende i Danmark, og vi passer på hinanden.

Jeg har pyntet loftet med blomster, for jeg elsker blomster. Jeg har også et billede af en engel hængende på væggen. En ven gav mig det, fordi jeg tror stærkt på Gud. Jeg kigger på det hele tiden. Min baby, tænker jeg.

Daniel Costache, 42 år, Hus Forbi-sælger

Jeg har boet mindst tyve forskellige steder, siden jeg kom til Danmark i 2002. På værelser, i sommerhuse, kolonihaver og hos venner.

Jeg kom hertil, fordi jeg var blevet lovet arbejde her. Min krop er træt og slidt efter alt for mange hårde år som byggearbejder, og jeg har flere diskusprolapser. Men da jeg kom, var der ikke noget arbejde. Det var svært, fordi jeg hverken kunne dansk eller engelsk. Vores skolesystem er ikke lige som jeres. Jeg fandt et job i et casino med spillemaskiner, hvor jeg skulle servere kaffe og cigaretter. Chefen var ikke særlig rar, og der kom alle mulige problemer.

Dengang boede jeg med 10 andre personer på et værelse. Det var meget, meget hårdt at bo med så mange mennesker. Det var umuligt at tage bad og sove, for der er meget larm, når man bor mange mennesker. Jeg havde intet privatliv.

Nu lever jeg af at være Hus Forbi-sælger. Folk spørger, hvordan jeg kan holde til at stå op i så mange timer. Men jeg har ikke noget valg. Jeg sælger aviser fra morgen til aften. Sommeren er okay, men om vinteren er det hårdt.

Da min familie kom hertil, var vi heldige at få en god lejlighed i Horsens med to værelser, et køkken og et badeværelse. Den er 55 kvadratmeter, og vi betaler 4.800 kroner om måneden. Jeg bor her sammen med min kone, min søn på 20 år og en ven. Det er hundrede procent nemmere at finde et sted at bo her. Horsens er ikke lige så dyr som København. Og det er en rigtig dejlig by. Nu kan vi lave mad herhjemme. Have adresse her. Vi bor sammen. Vi er normale mennesker. Det er jeg meget glad for.