I slowmotion ser vi lige nu tæppet blive revet væk under knap 20.000 sårbare mennesker.

Til sommer mister de deres særlige boligstøtte. Og hvad betyder det så?

For Mikkel betyder det, at han ikke længere kan betale sin husleje i den bolig, han har fået anvist af kommunen efter flere år på gaden. Mikkel har været i on/off hjemløshed i mange år. Faktisk hele sit voksenliv. I perioder har han haft boliger, som han ofte har fået anvist af sin kommune. Men han har lige så tit mistet boligerne igen, fordi han har brugt huslejepengene på stoffer, fordi han har holdt for mange fester, fordi han aldrig var der eller fordi han følte sig tryggere på gaden. Boligerne er aldrig blevet et hjem. Grundene har været mange.

Men de seneste par år er det faktisk gået meget godt. Mikkel har fået et arbejde på det sociale frikort og en vennegruppe, som ikke tager stoffer. Han er gode venner med naboerne, og der er møbler i stuen og mad i køleskabet. Det er helt småborgerligt og roligt, siger han selv grinende.

Men til sommer kan det være slut med den rolige tilværelse, for der bortfalder den særlige boligstøtte – også kaldet paragraf 34-støtten. Så har Mikkel ikke længere råd til den bolig, kommunen har anvist ham. Så er det på gaden igen, jobbet og vennegruppen ryger nok også, og Mikkel vil ende tilbage i gadelivet. Det regner han i hvert fald selv med. Tilværelsen som udsat menneske er skrøbelig, og læsset vælter nemt, siger han.

Mikkel er ikke alene. Knap 20.000 mennesker modtager den særlige boligstøtte, som gør det muligt for nogle kontanthjælpsmodtagere at betale for deres bolig. I København, hvor boligudgifterne er høje, gives der særlig boligstøtte i 75 procent af de gange, en borger får anvist en bolig. I Odense får 1.000 borgere gennemsnitligt 1.100 kroner månedligt i særlig boligstøtte, ifølge Socialmonitor.

Jeg forholder mig ikke til, hvordan kontanthjælpsreformen skal udformes, og jeg er ligeglad med, om det hedder paragraf dit eller dut. Det tror jeg også, de udsatte mennesker på kanten af samfundet er. Så længe de ikke ryger på gaden. Det kan ingen af os vel være ligeglade med?

Hvis argumentet er at spare penge, kan jeg fortælle, at herbergspladser og indlæggelser i psykiatrien er uendeligt meget dyrere for samfundsøkonomien end et lille huslejetilskud til nogle få udsatte.

Allerbedst ville det selvfølgelig være, hvis der var boliger at anvise, som var til at betale på en kontanthjælp eller en førtidspension. (Det bliver sikkert en realitet, samtidig med at hjemløshed bliver afskaffet, der kommer fred i verden, og chokolade bliver slankende…).

Og indtil da kigger vi altså mere eller mindre magtesløse på en kommende bølge af hjemløshed, når sommeren kommer, og den særlige boligstøtte forsvinder. For Mikkel vil det betyde, at den tilværelse, han har bygget op, vil smuldre. Hver dag er det en kraftanstrengelse for ham at holde sammen på det stabile liv og ikke falde tilbage i hjemløshed og gadeliv. Han hænger i med neglene. Lad os give Mikkel en chance i stedet for at skubbe ham ud over kanten.  Det er ikke så tit, man har mulighed for at standse en ulykke, før den sker. Det har vi nu.