Kim Nielsen Mørch råber mig an på afstand.

– Er det dig, der venter på mig?

Inden jeg når at svare, drejer han af.

– Jeg skal lige hurtigt derind, og så kommer jeg, siger han og peger på den lille købmand Brugseneeraq i det centrale Nuuk.

Kim har fart på, åde når han taler og går. Et par minutter og et fast håndtryk senere sætter vi os i bilen til en køretur rundt i Nuuk.

Han er gået med til at fortælle om livet som hjemløs i Grønland. Hvordan det er at stå uden hjem i et koldt og barskt miljø. Noget han har oplevet på egen krop i syv år, indtil han sidste vinter flyttede i en containerbolig.

Tiden som hjemløs

58-årige Kim Nielsen Mørch blev hjemløs i 2018. En skilsmisse tilbage i 2004 forandrede hans liv, og tiden efter var præget af en omskiftelig tilværelse. Han drak for meget.

Efter i en årrække at have boet i sine afdøde forældres lejlighed, samtidig med at han var arbejdsløs, opbyggede han en gæld, han ikke kunne betale af, og blev dermed tvunget på gaden.

– Det var første gang, at jeg var hjemløs. Det var meget hårdt, fortæller Kim.

Han sov oftest på herberget i Nuuk, men i en periode var han også tvunget til at finde alternative steder at overnatte.

– Jeg sov i opgange. Det var mest i de opvarmede opgange i Radiofjeldet (boligområde i Nuuk, red). Jeg sov på en kontorstol. Det var især hårdt, når beboerne kom hjem om aftenen, og jeg skulle være musestille, så jeg ikke blev opdaget.

Tiden som hjemløs lærte dog Kim en ting, som han gennem interviewet gentagne gange slår fast: Han lever én dag ad gangen og som om, hver dag kunne det være hans sidste. Sådan holder han de svære tanker ud, siger han, og peger på sit hoved.

– Jeg glemmer ikke de hårde ting fra min fortid. De er altid herinde. Men jeg lever med dem.

Jeg er ikke bange for Trump

Vi kører op til toppen af Nuuk og stiger ud af bilen til postkortudsigt over bydelen Myggedalen med de klassiske, små, farvede huse mod sydvest og den isbelagte fjord, der strækker sig ind mod indlandsisen så langt øjet rækker. Solen er på vej ned, og det orange skær rammer Kims kinder, da han åbner sin telefon for at tage billeder.

Klichéen om det rolige Grønland er sand nok i det moment, Kim Nielsen Mørch står og trækker den tørre arktiske luft ind i lungerne, men en geopolitisk storm har rusket i Grønland på det seneste. En amerikansk præsident, der vil overtage landet, har ryddet forsider i den internationale presse, og mange grønlændere har været bekymrede. Men ikke Kim Nielsen Mørch.

– Jeg er ligeglad med nyhederne, fordi jeg er forberedt på, at man kan miste det hele pludseligt. Jeg er ikke bange for Trump. Jeg tror ikke, at han har tænkt sig at gøre noget, slår Kim Nielsen Mørch fast og gentager budskabet fra tidligere:
– Jeg lever én dag ad gangen.

Kim Nielsen Mørch er ægte nuummioq. Født og opvokset i Nuuk med en afstikker i teenageårene til Upernavik i Nordgrønland. Han har arbejdet med alt fra natrenovation til fiskeri på trawlere. Rundet af storbyens sus, men med fødderne solidt plantet i de grønlandske fjelde, som han står og spejder ud over. De samme fjelde, som giver ham ro i tilværelsen.

– Når jeg er her i byen, er min sjæl kaputski. Når jeg tager ud i naturen, fylder min sjæl op igen. Så kan jeg alt igen.

Jeg er nød til at se hende vokse op

Sidste stop på køreturen tager os ud for enden af en vej i et industrikvarter i forstaden Qinngorput. Mellem lagerhaller og containere gemmer sig to grå bygninger, der fungerer som botræningstilbud for udsatte mennesker.

Her flyttede Kim Nielsen Mørch ind for lidt mere end et år siden. Han er ikke glad for betegnelsen ‘botræning’, for som han siger, er han et voksent menneske, der godt ved, hvordan man bor i lejlighed, men han er glad for sit hjem.

Det er her, han læner fødderne op og ser Manchester United-kampe i ro og mag. Det er her, han sover i en varm og blød seng. Men det er også her, at de tunge tanker sniger sig ind på ham.

– Det er ensomt at bo her. Når jeg bliver fuld, er jeg et andet sted. Ude af mit hoved. Så kan jeg holde tankerne ud, men jeg har sagt til mig selv, at jeg vil prøve at holde mig ædru dette år. Så kan jeg måske komme på besøg hos mine børnebørn hjemme hos dem.

Kim Nielsen Mørch smiler ved tanken om sine fire børn og børnebørn. Det er dem, som giver ham kræfterne til at leve livet, og det er dem, som giver tankerne uro. Selvom Kim Nielsen Mørch lever én dag ad gangen, giver de alligevel noget at se frem mod lidt længere ude i fremtiden.

– Så længe jeg ser mine børnebørn, er jeg glad. Sidste uge havde jeg besøg af min datter og yngste barnebarn her i Nuuk. De var i Nuuk i nogle dage for at komme på hospitalet. Vi var sammen hver dag, og da mit barnebarn skulle afsted sagde hun: ‘Bedstefar, jeg elsker dig’. Der forsvandt alle dårlige tanker. Jeg er nødt til at se hende vokse op.

Hjemløse i Grønland

Den første landsdækkende optælling af hjemløse i Grønland blev gennemført i 2022 af Ilisimatusarfik Universitet. Optællingen viste, at der i alt er 491 hjemløse fordelt på landets fem kommuner. Det svarer til knap én procent af den samlede befolkning. I Kommuneqarfik Sermersooq blev antallet opgjort til 258 hjemløse, heraf 156 i Nuuk.